Jeg blev den onde stedmor

– Jeg gider ikke finde mig i det mere. Jeg gør så meget for dig, og så kan du ikke gøre den her ting, jeg beder dig om. Du burde være lidt mere taknemmelig.

Ordene kommer fra Ditte, der forgæves har prøvet at få sin steddatter Izabelle til at tørre gulvet op og væggene af, efter hun har været i bad.

Igennem længere tid er Dittes ellers så overbærende facade begyndt at krakelere. Følelsen af ikke at være værdsat fylder hende op, og hun er for alvor begyndt at tvivle på, om den sammenbragte familie, som hun kastede sig hovedkulds ind i, var det rigtige valg. Den manglende respons fra Izabelle, får til sidst Ditte til at smække værelsesdøren så hårdt i, at der runger i hele lejligheden. Tilbage står Ditte med følelsen af at have fejlet.

– Jeg tog det personligt, når hun ikke gjorde, som jeg sagde. For jeg følte, at det handlede om at genere mig mest muligt. Jeg stod med en kæmpe afmagt, for jeg syntes, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne for at være fars søde kæreste, fortæller 30-årige Ditte Wie fra lejligheden i Holte, som hun deler med sin kæreste Martin, deres to fælles børn, etårige Frida og treårige Ellie, og Martins datter 15-årige Izabelle, der i øjeblikket er på efterskole.

Når Ditte tænker tilbage på tiden i starten af 20’erne, husker hun den ubekymrede tilværelse. Hun var netop vendt hjem fra en længere rejse, da hun blev ansat i Tivoli.

Faldt for sin chef

En lun sommeraften sad hun og snakkede med sin chef hele aftenen, og der gik ikke lang tid før hun kunne mærke den varme følelse af forelskelse. Selv om hun altid havde haft drømmen om at skabe sin egen kernefamilie, så hun det alligevel som et plus, at Martin havde en datter i forvejen.

– Det gav ham et dybere lag, og det betød meget for mig, at han var så respektfuld over for Izabelles mor. Jeg er selv skilsmissebarn, så det var vigtigt for mig, at man stadig kunne have et godt forhold, hvis man gik fra hinanden, forklarer Ditte.

Hun husker de svære følelser, der var der forbundet med sine forældres skilsmisse. Hun håbede i lang tid, at de ville fortryde deres valg. Men da der kom en ny kvinde ind i hendes fars liv, føltes det definitivt som slut. De flyttede fra det ordinære etplanshus ind i en kæmpe villa, og hun husker de hvide sofaer, som ikke var egnede til snaskede børnefingre.

– Jeg havde en følelse af at være på besøg. Enten var jeg hjemme hos min far eller hos min mor. Men jeg følte ikke rigtig, at nogen af stederne var mit hjem, og det var vigtigt for mig, at Izabelle aldrig fik den følelse, forklarer Ditte.

I den første tid havde hun det fantastisk med sin steddatter. De sov ude i skoven, hyggede i hendes lejlighed i København og var ude og spise. Selv om flere veninder udtrykte bekymring om den nye familiekonstellation, var Ditte overbevist om, at hun sagtens kunne klare det.

– Jeg havde jo haft en stedmor, så jeg kendte faldgruberne. Jeg følte, at jeg havde en klar idé om, hvordan jeg selv ville påtage mig rollen.

Da en fælles adresse blev en realitet, bestræbte Ditte sig for at være den søde stedmor. Hun lavede sund og nærende mad, tog med Izabelle på legepladsen, og hvis Martin var på arbejde, skubbede hun egne aftaler til side for passe eller hente Izabelle. Hun trak sig selv tilbage, så Martin og Izabelle kunne få alenetid, og selv om hun nogle gange havde brug for en pause, tilsidesatte hun egne behov.

– Det var vigtigt for mig, at Martin syntes, at jeg gjorde det godt, og heldigvis elskede jeg at være sammen med Izabelle. Men jeg var så meget på dupperne, at jeg begyndte at føle mig som vært i mit eget hjem.

Blev selv mor

Da Ditte selv blev mor for første gang i 2019, begyndte det at blive sværere at opretholde den pæne facade. De daglige rutiner blev lavet om, mens hun var på barsel. Kødsovsen skulle være på bordet 17:30, og der skulle skiftes bleer og overholdes puttetider. Ditte opfordrede Izabelle til at tage del i hverdagen, men ofte blev hun mødt af en mur af tavshed, og som tiden gik, begyndte konflikterne at komme.

Når hun frustreret fortalte Martin om dagens konflikter, følte Ditte ikke, at han anerkendte hendes følelser.

– Det var sætninger som ’hun er jo bare et barn’, der kunne komme, og han begyndte også at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var den rigtige. For hvis jeg ikke kunne rumme hans barn, kunne vi jo ikke være sammen, og det var enormt hårdt, forklarer Ditte.

Hun følte sig magtesløs og alene med sine tanker og følelser, fordi hun frygtede, at folk ikke forstod hendes situation.

– Det var en ensom periode, hvor jeg var bange for, at folk ville sige, at jeg jo vidste, hvad jeg var gået ind til. Men det vidste jeg ikke, og det tror jeg ikke, at der er nogen, der gør, forklarer Ditte.

Hun fik den følelse, at hun lige så stille havde forvandlet sig til ’den onde stedmor’. En person, som hun havde været så bevidst om, at hun aldrig ville være. Hun begyndte at læse litteratur om emnet, lyttede til podcasts, og hun arrangerede familiemøder, hvor de kunne snakke om de mange udfordringer. Til sidst begyndte hun forsigtigt at skrive om sine tanker og følelser på sin Instagram ’denondestedmordk’, og her fandt hun ud af, at der var andre, der havde det på samme måde.

Havde for høje krav

Langsomt begyndte Ditte at slippe tøjlerne og lægge perfektionismen på hylden. I begyndelsen frygtede hun, at det hele ville falde fra hinanden, men der skete det modsatte.

– Jeg blev bevidst om, at jeg havde sat barren alt for højt for mig selv, og jeg i stedet skulle respektere mine egne grænser, så jeg ikke konstant var sur og tvær. Førhen dunkede jeg mig selv oven i hovedet, når jeg havde hidset mig op. Jeg kunne ligge vågen og tænke på, hvordan jeg kunne gøre det bedre, men jeg fandt langsomt ud, at det måske ikke var målet at undgå konflikter. Jeg skulle være bedre til at tackle dem, forklarer Ditte.

Hun fik også fik en større forståelse for Martins måde at reagere på, da hun selv blev mor.

– Der er nogle andre følelser i spil, når det er dine biologiske børn. Selv om jeg altid har været glad for Izabelle, er det alligevel anderledes, og det forstod jeg først, da jeg selv blev mor. Så i dag forstår jeg godt, hvorfor han forsvarede hende, forklarer Ditte.

Hun håber, at hendes historie kan være med til at bryde tabuet omkring de svære følelser, der er forbundet med at blive stedmor.

– Når man er forelsket, kan man ikke mærke sine egne behov. Man viser den absolut bedste version af sig selv, fordi man jo gerne vil vise, at man tager sin nye rolle seriøst. Jeg følte, at jeg konstant var til eksamen, og det er der jo ingen, der kan holde til i længden, forklarer Ditte.

Hun pointerer, at familien endnu ikke har knækket koden, men at de i dag fokuserer på den kærlighed, der er i familien og troen på, at det hele nok skal gå.

Sat ud på sidelinjen

Izabelle er for en stund hjemme fra efterskole, hvor hun skal tilbringe et par dage sammen med familien. Når hun tænker tilbage på den første tid med Ditte, mindes hun den med glæde. Men hun husker også følelsen af, at hun blev skubbet ud på et sidelinjen, da hendes far og Ditte udvidede familien.

– Jeg havde altid været enebarn, så jeg syntes, det var svært, da mine søskende kom. Jeg følte, at de var i gang med deres egen familie, og at jeg ikke var lige så meget en del af den. I dag ved jeg godt, at det ikke var sådan, det var. For de spurgte mig altid, om jeg ville være med, hvis de skulle noget, fortæller 15-årige Izabelle, der også husker de mange konflikter, der var med Ditte. Men i hendes verden, kunne hun ikke forstå, hvorfor hun hidsede sig sådan op.

– Jeg syntes ofte, at hun blev sur over ligegyldige ting. Så jeg kunne godt blive lidt bange for, at jeg irriterede hende, bare jeg åbnede døren. I dag er det bedre, og det handler nok også om, at jeg er blevet ældre, og vi begge lige skulle finde ud af vores nye roller, forklarer Izabelle.

Ditte er kommet tilbage fra køkkenet, hvor hun har lyttet lidt til samtalen.

– Jeg kan huske, at du altid sagde undskyld. Ofte irriterede det mig helt vildt, for jeg følte, at du sagde det for at komme ud af konflikten. Jeg var jo helt parat til at diskutere, griner Ditte, der elsker, når Izabelle er hjemme fra efterskolen. Egentlig så hun helst, at hun altid var sammen med dem, og hun skal nogle gange tage sig selv i ikke at tænke, at Izabelle ikke gider dem, når hun bare lægger sig ind på værelset.

– Jeg har bare behov for at slappe af, svarer Izabelle.

– Ja. Sådan havde jeg det faktisk også, da jeg var på din alder.