Jeg blev forladt som spæd

Den lille pige står foran huset og venter. Hun holder sin tvillingebror i hånden. De er kun tre år. I de fjerne kan de se den sorte bil - en gammel Ford - komme kørende imod dem ad den snirklede, røde lervej, som fører op til landsbyen.

I bilen sidder en lys dame og en mand i jakkesæt. Kvinden er deres nye mor, og manden er den advokat, som skal hjælpe hende med at få papirarbejdet i orden i forbindelse med adoptionen. Børnene hedder Nada og Nenad.

Damen hilser pænt på dem, og de stiger ind i bilen. Hvad der derefter sker, husker Nada ikke - men de kører formentlig imod lufthavnen i Beograd.

I Danmark venter der Nada og Nenad en helt ny tilværelse hos deres nye forældre. De hedder Inger og Sten Bang, er 28 og 29 år og bor i Nykøbing Falster. Han er jurist, og hun er tandlæge.

- Jeg har altid følt mig anderledes. Alle adoptivbørn har vel haft den der hittebarns-følelse. Det var ikke sådan, at jeg følte mig svigtet, men jeg var nysgerrig efter at finde mine rødder, fortæller 41-årige Nada Bang.

I dag husker mange hende nok som Nada fra Robinson Ekspeditionen på TV3 i 1998. Hun blev for alvor landskendt, da hun senere giftede sig med Dan Marstrand, der vandt Robinson Ekspeditionen i 1999. Sammen har de børnene Mille på to og Liv på seks.

Kendte kun mors navn
Nada og Dan er i dag skilt - og pigerne bor i dag hos Nada i Dianalund i Vestsjælland. I mange år vidste Nada ikke ret meget om sin og Nenads baggrund. (Nenad hedder i dag Peter, red.).

Hun vidste, at deres mor efter fødslen efterlod dem på et serbisk børnehospital. Da Nada og Peter tre år senere blev adopteret til Danmark, var det kun navnet på deres mor, der stod i papirerne.

Fødselsattesten fortalte ikke noget om navnet på deres far, og det fremgik heller ikke, at de havde søskende. I det daværende Jugoslavien var det staten, der sørgede for at anbringe børn hos en plejefamilie.

Nada og Peter blev placeret hos ægteparret Mara og Chiko Babek. De arbejdede i en ferskenplantage og levede under simple kår i den lille bjerglandsby Irig. Det var dér, Nada og Peter trådte deres første skridt, indtil den sorte bil en dag kom.

- Vores adoptivforældre har aldrig skjult for os, at vi også havde en anden historie. Der var bare ikke ret meget at fortælle. Vores mor, Inger, lavede blandt andet en bog til os med billeder, og hvor hun skrev om adoptionen. Vi rejste også til Irig i 1979 for at besøge Mara og Chiko, fortæller Nada.

Læs også: Mirakel at vi lever

Ringet op af sin ukendte mor
Mens Nada var nysgerrig efter at finde ud af mere om sin baggrund, tog Peter afstand til den. Han slettede sit serbiske navn - og han besluttede sig for, at han hed Peter og var født på Rigshospitalet i Danmark.

- Han var mere sårbar omkring sin fortid, og reagerede med vrede, når vi snakkede om det, fortæller Nada, som derfor i mange år gik alene med sin nysgerrighed. Nada var 21 år, da en svensk præst en dag ringede til hende.

- Jeg står her med Aleksandar Mitrovic, sagde han. Nada blev stille. - Mitrovic?

- Hey Søster! Det er Aleksandar Mitrovic, din bror. Nada var næsten ved at falde bagover. Hun havde jo fået at vide, at der ikke var nogen søskende. Pludselig ringer en ung mand til hende og fortæller, at han er hendes storebror. På det tidspunkt var Aleksandar omkring 24-25 år og netop færdiguddannet som præst.

De aftalte at mødes og talte sammen i et helt døgn. Han fortalte om sin barndom, og Nada sugede det hele til sig. Han var porten til alt dét, hun havde drømt om.

- Jeg fik en fantastisk følelse af samhørighed. Det var en wow-følelse. Det var min fantasi, som pludselig blev til virkelighed, fortæller Nada.

Aleksandar fortalte blandt andet, at han engang var blevet trukket ind i en baggård i nærheden af sine plejeforældres hus, hvor han blev præsenteret for to små børn. En dreng og en pige. Det var Nada og Nenad (Peter). Rundt om dem stod nogle af kvinderne fra Irig.

- Det er dine søskende, sagde de til Aleksandar - som dengang var seks-syv år gammel. Derefter blev de skilt ad. Men billedet af de to små børn i baggården brændte sig fast i hans hukommelse. Han ville ikke bare glemme dem.

Nu havde han endelig fundet den søster, han havde tænkt på i alle de år. Aleksandar kunne også fortælle Nada om hendes forældre: Dragica og Milutin Mitrovic havde fået i alt fem børn sammen: Tanja, Danica, Aleksandar, Nenad og Nada. Alle blev forladt.

Forældrene blev skilt, før Nada og Nenad blev født. I dag er de begge døde. Faderen arbejdede som tømrer. Derhjemme sad han ofte i sit lille bibliotek og læste, men han havde også en mørk side. Han drak. Til sidst kostede det ham livet. Nada nåede aldrig at møde ham.

Hun nåede til gengæld at møde sin mor én enkelt gang. Det var lige før Balkankrigen i begyndelsen af 90'erne. Aleksandar havde arrangeret mødet i Novi Sad, som er den by, Dragica og Milutin boede i.

- Jeg spurgte hende 500 gange: Hvorfor? Men hun svarede bare det samme hver gang: Jeg ved det ikke. Men jeg kunne se, at der var smerte i hendes øjne.

Læs også: Folketingspolitiker: Stress gør mig syg

Skilt af krigen
- Jeg er jo selv mor i dag, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun bare kunne forlade os. Jeg tænker, at hun sikkert ikke har haft muligheden eller ressourcerne til at være mor. Jeg føler ikke vrede over for hende - nok mere omsorg, siger Nada.

Forbindelsen til sine nye søskende blev dog kun kortvarig. Krigen afbrød det spirende søskendeforhold, og ingen fornyede kontakten.

Men nu - efter 20 års tavshed - er der sket noget, som har bevirket, at Nada endelig frit kan fortælle sin historie: Peters søn har forsonet sin far med fortiden. Derfor fik Nada også for nylig en invitation til at besøge sin serbiske bror, som hun ikke har set i 20 år. Det blev et fantastisk møde med Aleksandar, som har en hel utrolig historie.

I Ude og Hjemme nr. 26 kan du læse om Nada rørende gensyn med sin bror.