Jeg gav mit barn væk

Louise Studsgaard havde kæmpet for at få lov at gennemføre sin graviditet. Mange synes, hun var for ung og umoden til at tage sig af et barn, så måske var det bedre med en abort? Men Louise stod fast og nu var barnet kommet. Lille nyfødte Ditte lå i hendes favn.Men lige meget, hvor meget hun krammede hende og lagde hende til sit bryst, så måtte hun til sidst erkende, at hun ikke kunne være mor for den lille pige.

LÆS OGSÅ: Remi tvangsfjernet fra Natacha Nikita

Ser datteren sjældent

To år senere er Louise Studsgaard blevet 21 år. Ude og Hjemme besøger hende i et parcelhus i Bolderslev i Sønderjylland, hvor hun bor med sin kæreste Martin. Hendes datter, som i dag er en lille solstråle på to år, har meget af sit legetøj samlet i et hyggehjørne af stuen. Men selvom det hele kunne være en scene i et helt almindelig familieliv, så er det langt fra sandheden. Louise ser i dag kun sin datter en enkelt time hver 14 dag.
- Ja, sådan er det gået. Jeg vil gerne være mere sammen med hende. Men hun skal ikke bo her. Hun har det godt, hvor hun er, lyder det fra Louise.
I dag ved hun godt, at folk havde ret, da de sagde, at hun var for umoden til at få et barn. Nogle vil ligefrem sige uansvarlig. For Louise havde i årevis siddet fast i et misbrug af stoffer. Hovedsageligt amfetamin og ecstasy, der gav hende en selvsikkerhed og lykkefølelse, der dog altid var forsvundet, når hun vågnede udbombet og træt i sin seng næste dag.

LÆS OGSÅ: Nickoline blev hurtigt voksen - mor på 15

Tog stoffer under graviditet

- I dag kan jeg godt se, at jeg var alt for umoden. Jeg var afhængig. Jeg havde taget stoffer, siden jeg var 13 år gammel. Det blev hverdag, da jeg blev 18. Jeg tog også stoffer under hele graviditeten. Det kunne jeg ikke bare lade være med, fortæller Louise ærligt.
Det var dog først efter fødslen, at det stod lysende klart for Louise, at noget var helt galt. Hun kikkede på den lille pige uden at føle noget som helst. Det var som om pigen foran hende, slet ikke var hendes datter.
- Det var svært at acceptere. Jeg græd meget. Mest fordi jeg ikke kunne tage mig af hende. Jeg kunne simpelthen ikke. Derfor var det også godt, at Ditte kom væk. Var hun blevet hos mig, så havde hun taget skade. Til sidst ville jeg ikke trøste hende og jeg havde ikke lyst til at holde om hende. Sådan skal ikke barn ikke vokse op, lyder det fra Louise, der tror, at hun havde en fødselsdepression, der aldrig blev behandlet.

Mor på en kold tyrker

Sikkert er det da også, at fødslen medførte store forandringer i Louises liv. Da hun blev indlagt på fødeafdelingen var der ingen mulighed for at få stoffer. Og da hun efter fødslen blev installeret på et mor-barn-hjem i Hedensted sammen med Ditte, var der endnu større problemer. Hun blev overvåget af personalet og hun var langt fra de gamle venner fra misbrugsmiljøet i Aabenraa. Hun var med andre ord mor på en kold tyrker uden mulighed for at få forsyninger.
Efter ganske få dage besluttede hun, at Ditte skulle afleveres til en plejefamilie.
- Jeg var ked at det, da det jeg tog beslutningen. Især da jeg pakkede hendes tøj. Der begyndte jeg virkelig at græde. Men jeg har ikke fortrudt, siger hun.

Følte ikke hun var min datter

Louise lægger ikke skjul på, at hendes ord virker hårde. Sådan kan en mor vel ikke handle, spørger nogen.
- Jeg ved godt, at folk synes, at jeg er kold, fordi jeg kunne gøre det. Men helt ærligt, så betød det ikke så meget. Jeg havde jo ingen tilknytning til Ditte. Da jeg kørte til plejefamilien for at afleverede hende, var jeg afklaret. Jeg græd ikke engang, for jeg følte ikke, at hun var min datter, fortæller hun.
I dag er det dog lidt anderledes. Når Ditte er på besøg er der tæt kontakt mellem de to. Ditte uddeler både smil og kys og kalder også Louise for mor. Men en time hver 14 dag levner ikke meget tid til at bygge noget op.

Ude af sit misbrug

- Til gengæld ser hun sin far noget mere. Han bor ikke så langt fra Ditte. Og vi håber, at han en dag kan få hende hjem. Men hun skal ikke tilbage til mig. Hun har det jo godt, hvor hun er lige nu, fortæller Ditte.
I dag er Louise helt ude af sit misbrug. Men hun skulle ud i et tiltagende vanvid, før det lykkedes.
- Stofferne gjorde mig aggressiv. En pige, der generede mig på et diskotek, fik en flaske i hovedet. Jeg var også tit oppe at slås med min lillebror. Engang forsøgte min mor at gå imellem og så endte jeg med at slå hende også. Det har jeg det svært med i dag, siger hun.

Fundet en kæreste

Det blev dog en overdosis, der for alvor fik hende til at tænke sig om. En sommerdag sidste år til en byfest begyndte det pludselig at svimle for hende. Små glimt af lys var det sidste hun så, inden hun besvimede. Senere vågnede hun op på sygehuset med slanger over det hele. - Det fik mig til at stoppe. I dag har jeg været ude af miljøet længe og jeg ved, at jeg ikke falder i igen. Jeg har fundet en sød kæreste og fået lyst til at uddanne mig. Og så har jeg fået ham her. Han betyder alt, siger Louise.

LÆS I NÆSTE UGES UDE OG HJEMME:

NU ER JEG ENDELIG MOR