Jeg helbreder mig selv

Fra tv kender mange Bettina fra Robinson Ekspeditionen, hvor hun i sidste sæson stod som en af de fem sidste på planken, indtil kræfterne slap op.

Dengang vidste hverken seere eller de andre deltagere, at Bettina samtidig kæmpede med noget helt andet. Ingen kendte til kræftknuden i den ene lymfe.

Fik stråler først gang

For 13 år siden fandt Bettina den først knude i sin lyske. Den blev opereret ud, og hun gik efterfølgende til strålebehandling - med sin fire måneder gamle søn i liften. Heldigvis blev hun erklæret rask, men godt ti år efter, opdagede hun en ny knude. Igen ville lægerne give hende strålebehandling. Menne denne gang tog en hun et valg, som færreste nok forstår. Hun ville heldbrede sig selv og sagde nej tak til strålerne.

Betina: Stråler er jo kun ukrudtsmiddel

- De fleste vil jo helst have, at det er en i hvid kittel, der siger, hvad man skal gøre, når man bliver syg. Hvorfor ville du ikke det?

- Fordi kræften var kommet igen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvor den kom fra. I mine øjne er stråler og kemo bare en slags roundup, som fjerner ukrudtet. Roden er der stadig. Jeg ville have fat i det, der var i min krop."

- Det vidste du jo ikke noget om?

- Nej, men jeg fandt lynhurtigt ud af, at jeg fik en god følelse, når jeg læste om folk, der havde helbredt sig selv. Jeg dyrkede en del amerikanske og engelske hjemmesider om forskellige mennesker, der havde gjort noget og spist noget sjovt for at blive raske. Det var som slik for mig, for det gav mig mod.

Prøvede alt godt fra havet

Bettina, vidste, at hun ikke ville have stråler. Men hvordan hun skulle få kræftknuden væk, anede hun ikke. Hun kastede sig derfor over stort set alle de veje til helbredelse, der blev givet fra den alternative behandling. Og det var mange.

- De næste to år prøvede jeg alt godt fra havet, siger hun og smiler ad sig selv og alle de prøvelser, hun lagde krop til.

Hun spiste alt lige fra brændenælder til ahornsirup i bagepulver. Hun drak af glas i stedet for plastikkrus for at undgå kemiske stoffer. Hun fik bevidsthedsberøring, zoneterapi og akupunktur. Healere pustede hende i hovedet som indianere, hun slugte 25 dråber af den ene urt og så en anden. Og så en tredje. Hun prøvede det hele.

- Hjalp det?

- Faktisk ikke. Man kunne i hvert fald ikke se det endnu. Efter et år var jeg til tjek igen på hospitalet, og knuden var slet ikke blevet mindre. Jeg var enormt skuffet. Nu havde jeg spist urtesovs juleaften og holdt mig langt væk fra kaffe, og så var der intet sket. Men på længere sigt, kan det jo godt være, det hjalp mig videre.

- Ville det ikke være lettere bare at få strålet den knude væk?

- Det ville det måske. Men jeg havde jo fået stråler en gang, og kræften var kommet tilbage. Hvorfor skulle det hjælpe anden gang?

Fandt en anden vej

På andet år oplevede hun en forandring

- Det begyndte pludselig at gå op for mig, at jeg havde glemt at få mine følelser med i det hele. Alt det med kosten og motionen havde jeg fuldstændig styr på, men jeg manglede at mærke mig selv. Mærke, hvad jeg ville. Jeg har altid været en, som gjorde en masse for andre. Men jeg havde glemt at tænke på mig selv.

Er det da usundt at tænke på andre før sig selv?

- Nej, men der skal være en balance. Hvis man aldrig vender pilen indad, bliver man syg.

Det begyndte Bettina på. Samtidig fandt hun en mere passende vej med den sunde kost og motionen, så det ikke var andres gode råd, der drev hende rundt. Men hendes egen lyst.

LÆS OGSÅ: Bubber møder Joy: Mor var stiknarkoman

Bettinas nye leveregler

Bettina fandt efter et år frem til en del leveregler, som hun stadig holder fast i. Kort fortalt spiser hun en masse grønne grønsager. En såkaldt syre-base-kost.

Hun går i seng klokken 22. Hun drikker tre liter vand dagligt. Hun holder sig fra så megen kemi på badeværelseshylderne som muligt, så det er sjældent, hun har lak i håret, og ansigtscremen er skiftet ud med olivenolie.

Hun motionerer - men nu kun af lyst. Desuden går hun en gang om måneden til massage, ligesom hun går i infrarødsauna, sjipper og hopper trampolin, fordi hun mener, det udrenser hendes lymfer. Og så sørger hun for at gøre noget af det, hun virkelig har lyst til.

Bubber møder Mia: jeg måtte opgive min datter

Omgivelserne var bange

Hvordan reagerede dine omgivelser?

- Der var modstand. De var selvfølgelig bange for, at jeg skulle kradse af. "Kan du ikke bare få stråler," sagde de.

Men var du ikke selv utryg ved at være din egen mekaniker?

- Jo, jo. Jeg har været rigtig bange. Tænk, hvis jeg dør. Så har mine børn ingen mor. Jeg har da tvivlet masser af gange.

En god nyhed hos lægen

Heldigvis fik Bettina den besked, hun har brændt for at høre, da hun sidste gang var til tjek ved lægen. Knuden var så godt som forsvundet.

- Jeg var simpelthen så lykkelig. Tænk, at det virkede, alt det, jeg havde gjort.

- Men kunne knuden ikke også være skrumpet, hvis du bare havde siddet på sofaen og ædt slik?

- Det ved jeg jo ikke. Det er der ingen, der ved. Forhåbentlig har jeg selv været årsagen. Det har jeg i hvert fald brug for at tro på.

Når jeg lytter til Bettina, er jeg imponeret over hendes styrke. Og jeg er selvfølgelig lykkelig på hendes vegne over, at knuden stort set er forsvundet. Det er jo det, der tæller. Men jeg ved også, hvad jeg selv havde gjort, hvis jeg havde stået i hendes situation. Jeg havde valgt strålerne.

Se videoen: Derfor sagde jeg nej til strålerne