Jeg husker ikke min datters fødsel

Søndag den 4. august 2002 klokken 17.04 oplevede Pernille Frandsen et af sit livs smukkeste øjeblikke. På Vejle sygehus fødte hun datteren Sascha på 3000 gram og 49 cm. Men Pernille husker det ikke. Hun har ingen hukommelse, og begivenheden eksisterer ikke i den 43-åriges kvindes bevidsthed. Det er der meget andet, der ikke gør.

Oplysninger findes i bøger

Læs også: Døende mors sidste dans med sin søn

Når Pernille skal mindes sin datters fødsel, finder hun én af de mange bøger frem, som indeholder fotos og oplysninger om Saschas liv og opvækst. Det gør Pernille trist, bitter og irritabel, at hun intet kan huske. Hun har svært ved at acceptere, at sådan er det, og at det sandsynligvis aldrig vil ændre sig.

- Der er mange begivenheder, jeg gerne ville kunne huske. Et barns fødsel er noget, som de fleste mødre elsker at se tilbage på, og mindes med glæde resten af livet. Men det gælder ikke mig, siger Pernille.

- Efter en svær depression blev jeg behandlet med elektrochok i 2009. Siden har fortiden været et mørkt kapitel. Jeg lever i nuet, og kommer kun igennem hverdagen takket være en lang række hjælpemidler og støtte fra familien, siger Pernille.

Forsøger at afreagere

Læs også: Søstre tilgiver deres mors mordere

Siden den unge kvinde mistede sin hukommelse for fem år siden, har hun været igennem hele følelsesregistret. Hun har grædt og været bitter, banket næverne i dyner og puder, gået lange ture og motioneret for at afreagere, og hun har ærgret sig over alle de jobmæssige muligheder, der er gået tabt på grund af manglende hukommelse og evne til at koncentrere sig.

Hjemmet i den lille by Ødsted ved Kolding, hvor Pernille bor med ægtefællen Joakim Mørch, 34, og deres datter, er smuk og velholdt. Men på mange måder adskiller det sig fra andre. I køkkenet hænger en stor, sort opslagstavle med informationer om, hvad Pernille skal huske i dagens løb. Med jævne mellemrum får hun beskeder på sin mobiltelefon om alt m uligt mellem himmel og jord, f.eks. hvornår Sascha kommer hjem, og hvornår hun skal til sport. Én eller to gange om ugen opdaterer en ergoterapeut telefonen, så den bliver fodret med nye oplysninger. Pernille er fuldstændig afhængig af disse hjælpemidler. Uden dem ville hun være fortabt og hjælpeløs.

12 behandlinger med elektrochok

Læs også: Triumf for tvillingerne Steen og Peder

Pernille var i gang med en flot karriere, da depressionen ramte hende. Efter 10 år som social- og sundhedsassistent uddannede hun sig i Kolding til pædagogisk assistent med topkarakterer. Men et voldeligt overfald og et tragisk dødsfald ændrede alt for hende. Hun fik en svær depression, og i 2009 efter blot en uges indlæggelse besluttede lægerne på Vejle sygehus at give hende 12 behandlinger med elektrochok. I dag er Pernille ikke engang i stand til at hjælpe sin 12-årige datter med hendes skolelektier.
- Før var jeg en aktiv, intellektuel klog og social pige. Jeg elskede rollen som mor og hustru. Nu har jeg svært ved at leve op til nogen af delene, selv om både min mand og Sascha giver mig al den støtte, jeg kan ønske mig. Jeg er lykkelig for, at jeg stadig har min mand. Jeg véd jo godt, at jeg ikke længere er den pige, han forelskede sig i, siger Pernille.

Havde hendes sygehistorie ikke været så trist og tragisk, kunne man næsten forledes til at trække på smilebåndet ad nogle af de ting, som hendes koncentrationssvigt er årsag til. Som f.eks. den dag, da hun havde besøg af sin ergoterapeut. Pernille stod med en gryde i den ene hånd, og et viskestykke i den anden. Hun tændte for kogepladsen, og lagde viskestykket på den glohede plade. Derefter gik hun ud for at lægge gryden i vaskekurven, inden terapeuten opdagede røg i køkkenet.

Glemmer alt uden sedler

Pernille har besvær med de mest enkle ting. Hvis hun bliver afbrudt i færd med at lave en kop kaffe, glemmer hun at vende tilbage til kaffemaskinen. Hun skal have hjælp til det meste, og bliver takket være telefonen og opslagstavlen mindet om de mest elementære ting. Ellers glemmer hun det.

Listen over hverdagens vanskeligheder og udfordringer er alenlang. Det kan være uoverskueligt for hende at lave mad, og Pernille kan glemme forældremøder på skolen. Hun kan ikke genkende forældrene til sin datters veninder, og hunden risikerer at skulle løbe rundt i frostvejr om natten, fordi hun har glemt at lukke den ind igen. Eller da familien var på ferie i Tyrkiet, og Pernille fik øje på en restaurant, som hun gerne ville prøve at spise på, fordi den udefra så hyggelig ud. De havde været der dagen før.

Kendte ikke konsekvenserne

Læs også: Stjæler blomster fra graven

- Jeg er bitter over, at jeg ikke inden de gav mig elektrochok fik at vide, at der kunne være bivirkninger ved behandlingen. Jeg forsøger at være et glad og positivt menneske, men det er svært, specielt fordi mit handicap ikke er synligt. Jeg ligner alle andre mennesker. Jeg kan bare ikke huske noget, og jeg kan ikke koncentrere mig, siger Pernille.

Pernille er bevilget socialpædagogisk støtte i sit hjem, og flere gange om ugen går hun til hjernetræning i Vejle. Hun kan føle sig heldig og privilegeret, når hun ser andre mennesker med svære skader på hjernen. Selv om Pernilles handicap ikke er synligt, er hendes sygdomsforløb selvfølgelig kendt i den lille by, hvor hun bor. Det fik hun at mærke i fjor, da en borger anmeldte hende for socialt bedrageri. Anmelderen mente ikke, at Pernille fejler noget som helst, men blot spiller skuespil for pengenes skyld. Det gjorde hende dybt ulykkelig og frustreret.

- Det gjorde virkelig ondt. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at vende tilbage til en normalt tilværelse og det arbejde, jeg var så glad for. Det kommer jeg sikkert aldrig til, og man bliver ikke rig af førtidspension. Desuden har jeg ikke fået en krone i erstatning, siger hun.

Bliver vred uden grund

Læs også: Lille pige reddet inden sin fødsel

Pernille har også oplevet situationer, hvor hun uden grund er blevet vred. For et par år siden havde hun problemet med sit underliv, og opsøgte en gynækolog i Vejle. På et tidspunkt gjorde gynækologen opmærksom på, at Pernille havde været der før. Hun blev vred og frustreret, fordi hun ikke kunne huske et tidligere besøg. Det viste sig, Sascha er et reagensglasbarn, og først blev undfanget i 7. forsøg. Et år efter hendes fødsel ønske Joakim og Pernille endnu et barn. Derfor opsøgte hun gynækologen for at få sine æggeledere undersøgt. Det husker Pernille intet om.

Kan ikke genkende folk

Hun forsøger på alle måder at være en god hustru og mor, og både mand og datter er forstående og overbærende. Det kan irritere hendes mand, at Pernille ikke kan genkende folk, og Sascha gør sig tanker om mange ting. Hun véd bedre end nogen, at hendes mor intet kan huske og har svært ved at koncentrere sig. For nylig var familien til konfirmation. Her holdt konfirmandens onkel tale. Hjemme igen sagde Sascha til sin mor: "Hvis du skal holde tale til min konfirmation, kan du bare læse op af de mange bøger, du har om mig. Du behøver ikke sige andet".

- Det er sådanne søde, små bemærkninger, der giver et stik i hjertet. Sascha har selvfølgelig været bange for, at det skulle blive pinligt. Jeg kan ikke huske hendes barndom, eller hvordan jeg opdragede Sascha. Men noget må jeg have gjort rigtigt, siger Pernille med et smil.