Jeg valgte mine børnebørn

Da det var værst, drak hun ni liter papvin om dagen. Jytte Rigmor Sørensens liv var et helvede. Hun svigtede alt og alle - ikke mindst sig selv. Den 45-årige mor og mormor måtte helt ned og ramme bunden på et krisecenter, før hun holdt op med at drikke.
Jyttes begyndte for alvor at få problemer med alkohol i slutningen af 1990'erne.
- Det var jo ikke sådan, at jeg en søndag aften besluttede, at nu ville jeg være alkoholiker. Det kom stille og roligt, fortæller Jytte, som dengang boede med sin mand og parrets to børn, Henriette, som i dag er 23, og Sabine, som i dag er 19, på Møn.
I 1997 skiftede hun job til en stilling i køkkenet på Teaterhøjskolen på Møn.
- Jeg havde virkelig svært ved at magte mit nye arbejde. Jeg fik stress, og det håndterede jeg ved at drikke, fortæller Jytte, som blev fyret i 1999.
Misbruget eskalerede, og til sidst havde hun det så dårligt, at hun uden et ord til familien en dag flyttede til Jylland.
- Jeg gjorde det faktisk for at skåne dem. Jeg tænkte, at de ville have det meget bedre uden mig, forklarer Jytte.
Hun blev i Jylland i nogle år, inden hun vendte tilbage til Sydsjælland, hvor hun boede hos sin familie og hos forskellige kærester rundt omkring.
- På det tidspunkt eksploderede mit misbrug. Da det var værst, drak jeg ni liter vin om dagen, lyder det fra Jytte, som ramte bunden, da hun i sommeren 2007 blev smidt ud af sin daværende kæreste.
Jytte endte på krisecentret "Hjemmet" i Nykøbing Falster, som fik hende i behandling på Alkoholrådgivningen.
- Det reddede mit liv, fortæller Jytte, som nu er tørlagt. Hun sammenligner det med en blind, der har fået synet igen. Samtidig har hun også fået sin familie igen.
- Det er helt fantastisk. Jeg kan slet ikke beskrive det. Findes der en større gave end at være mormor for ens børnebørn?
Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 18
[email protected]