Jeg ville give mit barn væk

Nadine græd. Hun var 25 år, forældreløs og forladt. Aldrig havde hun følt sig så ensom.
Sven ville hverken kendes ved hende eller babyen. Med tårer i øjnene kærtegnede hun sin struttende mave og mærkede det lille liv derinde. Ømhed og medlidenhed fyldte hende, idet hun traf sin beslutning:
Barnet måtte væk! Hun lagde en plan, som var lige dele enkel og desperat: Hun ville i hemmelighed lægge sin nyfødte baby et sted, som hun havde læst om i avisen, en slags central for hittebørn.
Men først ville hun lige ringe til stedet for en sikkerheds skyld.
Det var Julia, 39, der tog telefonen, og hun forstod hurtigt, at det var alvor. Samtalen skulle vise sig, at blive mere betydningsfuld, end de to kvinder havde forestillet sig.
Læs også om Puk fra De unge mødre: Gravid og forladt
Lille Charline betragter nysgerrigt sin mor med de dejligste blå øjne, hun ved ingenting, og Nadines hjerte smelter. - Jeg elsker min lille datter højere end noget andet og kan slet ikke forstå, at jeg har haft sådan nogle forfærdelige tanker, siger Nadine Lenz og giver sin lille seks uger gamle datter et blidt kys på panden.
Helt alene i verden
Stearinlysene er tændte i den private mødrehjælp i Lübeck i Nordtyskland, hvor mor og datter skal tilbringe julen sammen.
Det er åbenlyst, at den 25-årige alenemor i dag er i harmoni med sig selv og sin moderrolle. Men går vi fire måneder tilbage, var alt kaos.
- Vi boede sammen i Hamburg, da vi fandt ud af, at jeg var blevet gravid ved et uheld. Vi diskuterede frem og tilbage, og blev enige om, at vi sammen var stærke nok til at påtage os ansvaret, fortæller Nadine.
Samtidigt med at Nadines mave blev større og større, voksede problemerne mellem hende og kæresten. I august meddelte han Nadine, at han flyttede.
Læs også om Kristina fra De unge mødre: Forladt af sin forlovede
- Pludselig stod jeg alene med alt det, jeg troede, vi skulle være to om, fortæller Nadine, der ikke har nogen familie at støtte sig til.
- Jeg har ingen søskende, min mor døde for nogle år siden og jeg har ingen kontakt til min far, der forlod os, da jeg var helt lille. Jeg kunne slet ikke overskue at blive mor og besluttede mig til at forære mit barn væk, når jeg havde født, fortæller Nadine.
Til alt held havede hun læst en artikel om en såkaldt babysluse i Lübeck, hvor mødre anonymt kan aflevere deres uønskede børn. - Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville vide, hvad der skete med mit barn, når jeg havde afleveret det. I babyslusen er der en lille opvarmet babyseng, og et beredskab af frivllige står klar til at tage sig af barnet.
Men i stedet for at aflevere barnet fik hun en snak med Julia
Hun blev tilbudt at flytte ind i "Livets Hus", som Friederike og Julia kalder deres mødrehjælp. Her boede i forvejen fem kvinder, der enten stod foran en snarlig fødsel eller lige havde født.
Får ham tilbage
Kort efter fødslen fik hun uanmeldt besøg, da Charlines far pludselig dukkede op.
- Han havde fundet ud af, hvor jeg boede, og ville gerne se sin datter. Det synes jeg var i orden. Det betyder i hvert fald, at han ikke forsøger at løbe fra sit ansvar som far, fortæller Nadine
De har aftalt, at han fortsat må komme på besøg for at se sin datter, også når hun og Charline flytter til deres eget.
- Men vi bliver aldrig et par igen. Jeg bærer ikke nag, men han har svigtet mig én gang. Det vil jeg ikke udsætte mig selv eller min datter for igen, siger Nadine.