June var 14 år gammel, da hendes plejeforældre skubbede en lille bog med udklip over til hende. Nu var tiden kommet, hvor hun skulle have sandheden. Det kunne ikke vente længere. Den frygtelige hemmelighed pressede sig på. Rygterne gik og June selv anede, at noget forfærdeligt var sket i hendes tidlige barndom. Da hun bladrede i bogen, fik hun et chok.
- Det var jo på mange måder rystende. Men et eller andet sted, var jeg forberedt på det. Jeg havde længe anet, at der var sket noget. Men ingen ville jo fortælle mig det. Jeg skulle åbenbart skånes, lyder det fra June, da Ude og Hjemme besøger hende i sin lille lejlighed i Kolding.
LÆS OGSÅ: Var jeg skyld i min mors død?Nåede ikke at kende sin mor
På væggen hænger flere billeder af en lille baby og en smilende mor. Det er Junes mor Jeanette med June midt i den boble af lykke, der bristede. For June nåede aldrig at kende sin mor længe nok til at få et minde, der varede ved. Hun blev dræbt, da June var 14 måneder gammel.
- Jeg kan slet ikke huske hende. Men jeg savner hende helt vildt alligevel. Jeg har altid savnet min mor. Og da hun blev dræbt, mistede jeg jo ikke kun hende. Jeg mistede også min far, fortæller June.
Mens hun bladrede i udklipsbogen sammen med sine plejeforældre dukkede en hæslig verden frem beskrevet i detaljer i landets aviser. At moren blev skudt på klods hold med et jagtgevær, der blev presset mod hendes hals. At hendes far havde været en specialist i at indkassere narkogæld. At han var en hærdet voldskriminel med en lang række domme bag sig. Og at han efter drabet på hendes mor blev dømt 10 års fængsel, selvom han erklærede, at skuddet gik af ved et uheld.
LÆS OGSÅ: Jeg valgte en ny morAfleveret hos naboerne
En detalje fra den skæbnesvangre dag i oktober 1995 fik det dog til at gyse ekstra meget i hende.
- Det gik op for mig, at jeg var i lejligheden, da min mor blev dræbt og jeg har fået at vide, at jeg var indsmurt i min mors blod, da min far afleverede mig hos naboerne. Jeg har formentlig kravlet hen til hende efter drabet, fortæller June.
Midt i rædslen hæftede hun sig ved en detalje, der nærmest har et præg af omsorg over sig.
- Min far havde givet mig flyverdragt på, inden han afleverede mig hos naboen, siger hun, inden hun holder en pause.
Hun kigger ud mod vinduet og bliver fjern i blikket. Hun glemmer lejligheden, som er rodet som mange teenageværelser. June lærte hurtigt at klare sig selv og her har ikke været nogen til at hjælpe med tøjvask, oprydning eller den skabslåge, der er faldet af hængslerne. Men på en lille hylde i gangen er der en sirlig orden. Her har June lavet et lille alter til at minde sin mor. En lille porcelænsskulptur af Jomfru Maria våger over et foto af June og hendes mor. Billedet er taget, mens June var få måneder gammel.
- Jeg er ikke specielt religiøs, men det giver mig trøst at mindes hende på den måde. Så er hun ligesom altid hos mig, siger June, mens hun retter lidt på den røde rose, der altid står i en lille vase ved alteret.
Efter drabet boede den lille June en overgang hos sin mormor. Ret hurtigt blev hun dog flyttet til en plejefamilie ved sydjyske Brørup, hvor hun også havde boet med sin mor og far indtil drabet. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hendes mor var død. Og at ingen vidste, hvem hendes far var. Men det var også alt.
