Kamilla sparkede sig fri af voldtægt

Overfaldet skete tirsdag den 1. september i år på en sti i Kystagerparken i Hvidovre. Klokken nærmede sig ni om aftenen. Mørket var så småt ved at sænke sig, men der var stadig joggere ude i den lune sensommeraften. En af dem var Kamilla Boesen fra Hvidovre. Hun havde løbet i godt en halv time og svedte. Hun havde brug for at få styr på tankerne, for der var sket meget i hendes liv over sommeren.

I juli var hun og kæresten gennem to et halvt år gået fra hinanden. Kamilla havde ikke haft råd til at blive boende i lejligheden, og i stedet var hun og parrets fælles søn, Marcus på halvandet, flyttet ind på et lille værelse i Frelsens Hærs krisecenter, Svendebjerggård, i Hvidovre. Flytningen havde været lidt af et chok for den unge kvinde. Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun troet, at hun som 23-årig skulle ende som enlig mor, arbejdsløs og uden uddannelse, på et krisecenter.

Angrebet bagfra
Det kunne nærmest ikke blive værre, tænkte hun, mens hun løb af sted i skumringen. Men det kunne det. Kamilla tørrede sveden af panden og styrede uden om nogle buske, da hun pludselig blev grebet hårdt bagfra af en mand. Som et lyn lagde han sin behandskede hånd stramt over hendes mund og pressede en skarp genstand mod hendes side. Kamilla nåede stort set kun at registrere lugten af handskelæderet, før manden gav hende et knæ i maven, trak hende ind i buskadset og knaldede hendes hoved mod et træ, så hun mistede bevidstheden.

- Jeg vågnede ved, at der blev hevet og flået i mine bukser. Heldigvis havde jeg et bælte på, så han ikke kunne få dem af, fortæller Kamilla her små tre måneder senere. Vi sidder i stuen i den lille, hyggelige toværelses lejlighed, hun netop har fået stillet til rådighed af Boligfonden for enlige mødre og fædre. Lille Marcus leger med biler og lytter til musik sammen med mormor Pia, 54, i soveværelset - der er ingen grund til, at den lille fyr hører alle detaljerne i sin mors uhyggelige historie.

Snittet i ansigtet
- Jeg tænkte slet ikke. Jeg skreg heller ikke. Jeg begyndte bare at sparke alt det, jeg kunne. På en eller anden måde lykkedes det mig at få vristet mig fri, husker Kamilla. Gerningsmanden, som hun beskriver som en muskuløs, dansk mand på ca. 185 cm med kort, mørkt hår og iført sort regnjakke og hvide kondisko, havde vist ikke regnet med, at hans offer ville kæmpe så indædt imod. I hvert fald opgav han sit forehavende og stak af. Omtumlet og forvirret kom Kamilla på benene og begyndte at løbe, alt hvad hun kunne, mod Åmarken Station.

- Pludselig faldt mine ben bare sammen under mig. Jeg tog mig til brystet og så, at der var blod over det hele. Han havde snittet mig i brystet, på ryggen og i ansigtet med en kniv. Jeg opdagede også, at jeg havde en hvid plastik-strip stramt om mit venstre håndled. Han havde åbenbart forsøgt at binde mig, husker Kamilla. Et forbipasserende par skyndte sig væk, da hun grædende bad dem om hjælp. I stedet fandt hun selv, med sine blodige, rystende hænder, mobiltelefonen frem fra lommen og ringede 112.

Stadig angst
- Både politi og ambulance kom heldigvis hurtigt, fortæller Kamilla taknemmeligt. Ambulanceredderne var bekymrede for, om hun måske havde indre blødninger, og kørte hende i huj og hast til Hvidovre Hospitals traumecenter. Det viste sig, at Kamilla var sluppet med overfladiske snitsår og skrammer, og kort tid efter kørte betjentene hende videre til Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre til yderligere undersøgelser. Lidt efter midnat tog poltiet atter Kamilla ud på gerningsstedet. Samtidig ankom hendes mor til hospitalet, hvor hun sad og ventede, da Kamilla kom tilbage.

- Det var SÅ rædselsfuldt. At se hende komme dér med et tæppe omkring sig. Jeg tænkte bare: Jeg slår ham ihjel, fortæller Pia, som til daglig arbejder på et plejehjem i Hvidovre. Stadig angst Kamilla tilbragte et døgn på Rigshospitalet, hvorefter hun vendte tilbage til krisecentret. Trods en ihærdig efterforskning er gerningsmanden fortsat som sunket i jorden. - Jeg håber virkelig, de fanger ham. Jeg hader ham. Han har ødelagt så meget. Han skal bare stoppes. Jeg håber, han kommer til at sidde i fængsel længe, fortæller Kamilla, som stadig går i terapi for at få behandlet den uhyggelige oplevelse.

Vil videre i sit liv
Samtidig får hun rigtig meget støtte af sin familie. Kamilla er dog endnu så påvirket af episoden, at hun ikke tør gå ud alene efter kl. 18. Og hvis en personbil sagtner farten, når hun går på fortovet, eller hun hører lyde ude fra opgangen, når hun sidder hjemme, farer hjertet op i halsen på hende. Angsten for voldtægtsmanden vil ikke slippe hende.

- Også fordi jeg ikke er helt sikker på, om jeg kan kende ham. Tænk, hvis han en dag måske står lige bag mig i køen nede i Netto, uden jeg ved det, gyser hun, som dog er fast besluttet på, at hun skal videre i sit liv. - Heldigvis har jeg Marcus. Der er da dage, hvor jeg bare har lyst til at blive liggende i sengen og kigge ind i væggen og lukke hele verden ude. Men det kan man jo ikke, når man er mor. På den måde har Marcus hjulpet mig meget, lyder det fra den tapre alenemor i Hvidovre, som nu ser frem til at holde en rigtig god jul i familiens skød. Og forhåbentlig tænke på alt muligt andet end den sommeraften i september, der ændrede alt.