Kim ville følge sin kone i døden

I et hyggeligt, finsk bjælkehus i Rodskov nord for Aarhus, på en bakke med udsigt ud over Kalø Vig, bor en dødsdømt kvinde, Jane Marie Hoffmann, med sin mand Kim. Det er deres drømmehus. 59-årige Kim, som er smed, byggede det selv i 2006, seks år efter de mødte hinanden.
Jane har altid elsket at sidde ude på terrassen sammen med Kim og børnene og nyde udsigten. Det kan hun ikke mere.
Den 53-årige kvinde, som for få måneder siden stadig kunne gå, er i dag lænket til sin kørestol. Og trinnet ned til terrassen fra køkkenet er for højt til, at stolen kan komme derud.
LÆS OGSÅ: Rikke fra "Paradise" støtter sin mors ønske om at dø
Jane lider af muskelsvindsygdommen ALS, Amyotrofisk Lateral Sklerose, en motorisk nervecellesygdom, som langsomt men sikkert tager livet af hende. Lægerne giver hende højst fire år at leve i.
Men sådan vil Jane ikke dø.
Vil dø med værdighed
Gennem den danske Landsforeningen En Værdig Død har hun taget kontakt til organisationen Dignitas i Schweiz, som lovligt yder assisteret selvmord ved hjælp af gift - en løsning, som Jane mener også burde være lovlig i Danmark.
Efter planen vil Jane om små tre måneder flyve til det lille alpeland for at dø. Og familien støtter hende i beslutningen.
- Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at leve videre - men ikke for alt i verden. Jeg vil have lov at dø med værdighed. Det er derfor, jeg har sagt ja til at medvirke i denne artikel. For at sætte fokus på aktiv dødshjælp. Det skal vi også have i Danmark, forklarer Jane.
LÆS OGSÅ: Dødsdømte Janes sidste ferie med familien
Tanken om at tage sit eget liv begyndte at rumstere i hende kort efter, hun i januar 2012 fik stillet diagnosen muskelsvind. Dengang var symptomerne kun en let snurren i tre fingre på venstre hånd.
Tilstand voldsomt forværret
- Min verden brød sammen. Jeg anede intet om muskelsvind - jeg kendte kun ham Evald Krog fra Grøn Koncert, som sidder i kørestol. Og så vidste jeg, at sygdommen er uhelbredelig. Jeg græd som pisket, husker Jane.
Det skulle blive værre. Halvandet år senere, den 20. august 2013, fik hun diagnosen ALS.
Da var hendes tilstand allerede voldsomt forværret. Hun havde blandt andet måtte lade sig førtidspensionere, havde fået problemer med balancen og havde svært ved at gå. Hun kunne næsten intet med sin venstre hånd og havde svært ved både at tale og spise.
- Da havde jeg allerede besluttet at tage mit eget liv. Kim og jeg havde faktisk overvejet at ordne det selv, bare tage grillen med ind i soveværelset. Det har vi talt meget om. Kim har sagt, at han ikke vil leve uden mig. Men det er ikke rigtigt at gøre det sådan. Jeg har talt ham fra det. Han skal tænke på børnene, fortæller Jane.
Grønt lys fra Schweiz
Via internettet fandt hun og Kim i stedet frem til organisationen Dignitas i Schweiz og den danske Landsforeningen En Værdig Død, hvis formand, Flemming Schollaart, har hjulpet familien med det praktiske.
LÆS OGSÅ: Brudepige snød døden
Godkendelsen har været i gang siden i sommer. Jane har sendt et hav af papirer, journaler og kopier af både sin dåbsattest, vielsesattest og pas, alt sammen oversat til engelsk, af sted til Schweiz.
Det er ikke en billig proces. Alt i alt kommer det assisterede selvmord til at koste familien omkring 110.000.
Jane har netop fået den endelige godkendelse fra lægerne i Schweiz - men datoen for Janes assisterede selvmord er endnu ikke valgt.