Når livet gør ondt

Kureret af kærlighed

22. juli 2012 af Karin Heurlin
Som teenager blev Rikke mere og mere ulykkelig. Hun kom på lykkepiller, men depressionen ville ikke slippe hende. Da det var værst, forsøgte hun selvmord. Først da hun mødte den to år ældre Bo, begyndte solen at skinne i Rikkes liv.
Foto: Jørgen Ploug
Foto: Jørgen Ploug

Alle andre var bare ude og handle. De kørte deres store indkøbsvogne gennem Føtex uden at tænke på andet end næste uges måltider og tilbuddene på vaskepulver og havregryn. Men for Rikke var den dag i Føtex skelsættende.

Hun stod mellem de bugnende hylder, mens hendes hjerte hamrede. Det var hendes tredje weekend med sin nye kæreste, den to år ældre Bo Robin Larsen. Og første gang, hun skulle møde hans fem måneder gamle datter, Laura, som af praktiske grunde skulle afleveres af sin mor i supermarkedet. Rikke var 17 år.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Rørt af kærestens datter
- Jeg var simpelthen så nervøs, så jeg gemte mig bag nogle varer, da jeg så Lauras mor komme med hende i barnevognen, husker 19-årige Rikke Baltzer fra Havnstrup ved Herning.

Først da Bo havde fået sin datter, turde hun titte frem.

- Laura lå bare dernede med sine store øjne. Hun var simpelthen så kær. Jeg blev helt rørt.

I dag er det to år siden. Rikke er stadig teenager, men nu giver hun Laura frokost med sikker hånd og putter hende ind til sig, som havde hun aldrig gjort andet.

Rikke har i det hele taget haft meget at smile af, efter hun stødte på Bo på en datingside. Da han førte kærligheden og Laura ind i hendes liv, begyndte tingene lige så stille at lysne. Det har ellers været mørkt længe.

Læs også: Vågnede på bunden af åen

Forsøgte selvmord
Rikke har altid været en følsom pige. Da hun blev teenager, blev hun, uden at kunne forklare hvorfor, mere og mere ulykkelig. Hendes fortvivlede forældre var næsten dagligt vidner til, hvordan hun kom grædende hjem fra skole. Til sidst kunne de ikke klare det mere, så de valgte at tage hende til lægen.

Hendes tilstand krævede behandling. Selv om Rikke kun var 14 år, havde hun en depression og fik udskrevet lykkepiller. Pillerne gjorde, at hun sov bedre end før, men hendes sind var stadig plaget af depressionen.

Da hun kom på efterskole, gik det helt galt en aften. Rikke var ramt af ulykkelig kærlighed. Hendes følelser var så uoverskuelige, at hun tømte et glas med hovedpinepiller, inden hun fattede alvoren.

Fra da af gik alt stærkt på skolen, og kort efter ankom Rikke i ambulance til Svendborg Sygehus. Da hun blev båret ud på båren, så hun direkte op på sine forældre, som var blevet tilkaldt. Hendes mor tog fat i hendes hånd, mens tårerne trillede ned.

- Hvad er der med dig, Nus, sagde hun med en stille stemme fuld af angst. Hendes far kunne slet ikke se på hende, og Rikke glemmer aldrig den skyldfølelse, som væltede op i hende.

Kærligheden vandt

- Den oplevelse sidder virkelig fast. Jeg kunne aldrig nogen sinde finde på at såre mine forældre på den måde igen. Bo sender hende et ømt blik. De to mødte hinanden på nettet et år efter Rikkes selvmordsforsøg. Det var ikke kærlighed ved første klik.

For at se ham an valgte hun, at deres første møde skulle foregå med hele hendes familie, mens de holdt ferie i Sønderjylland.

Godkendt af familien
Selv om Rikke var ved at dø af nervøsitet, da hun første gang skulle hente Bo ved toget, endte deres første møde så godt, at Bo var med på hele familieferien i en uge - og allerede efter få dage besluttede de at blive kærester. Det har Rikke aldrig fortrudt.

- Når jeg er sammen med Bo, kan jeg være 200 procent mig selv. Han har vist mig, at der ikke er noget at være bange for. Jeg kan vågne om morgenen og ligne noget, der er løgn, og alligevel siger han: "Hvor er du dejlig", siger Rikke og kigger på den forlovelsesring, som Bo har foræret hende.

Læs også: Parkursus har reddet vores ægteskab

Sponsoreret indhold