Når livet gør ondt

Liget i slagtekarret

27. juni 2014 af Mikkel Milsgaard, Foto: Steen Wrem
Som efterforsker ved Rejseholdet blev Kurt Kragh tilkaldt for at hjælpe med at opklare et bizart mord i Nordsjælland. Sagen begyndte, da en ung kvinde undrede sig over en lugt i sin mors lejlighed, som hun lånte, mens moderen var på ferie.


OBS: (Dette er en krimi er baseret på uddrag fra bogen 'At tænke som en morder - min tid i Rejseholdet' af tidligere souschef i Rejseholdet Kurt Kragh. Gennem bogen, som er udgivet af forlaget People's Press, fortæller han om sine 27 år i Rejseholdet og en række af de sager, han har efterforsket. Navnene på offer og gerningsmand er i denne artikel, i lighed med bogen, ændret af hensyn til de pårørende).

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En varm sommerdag i juli 1994 gør en 19-årig kvinde et makabert fund. Hun har besøg af sin kæreste fra Spanien, og hun har derfor lånt en lejlighed i Usserød i Nordsjælland af sin mor. Efter 12 dage i lejligheden, hvor der konstant har hængt en ram lugt i luften, beslutter det unge par sig for, at de vil forsøge at finde årsagen.

LÆS OGSÅ: 31-årige Anette blev myrdet

Et kar i klar plastic

De har kigget alt andet igennem, da de når til moderens soveværelse, som er fyldt med flyttekasser og møbler. Efter at have flyttet et fjernsyn og nogle af kasserne, når de frem til noget, der ligner en kiste, som er dækket over med et lagen. Under lagnet finder de et kar i klar plastik, som er lukket til med et låg, der er tapet fast.

Da de forsigtigt bryder tapen og får løftet låget af, er de ved at blive væltet omkuld af den ulidelige stank, som vælter op - og som straks klistrer sig fast i deres næsebor. Synet, der møder dem i bunden af karret, efterlader ingen tvivl. Det er et dødt menneske i stærk forrådnelse.

LÆS OGSÅ: 6-årig fandt sin mor myrdet

Ferielejlighed i Spanien

Fem dage efter blev Kurt Kragh tilkaldt for at assistere kriminalpolitiet i Hørsholm med efterforskningen. Han var en rutineret efterforsker i Rejseholdet, og hans opgave var at få de sidste brikker i puslespillet til at falde på plads. Den døde i karret var 45-årige Kaj Jønsson, og morderen var med al sandsynlighed hans 41-årige kone, Lilli Mortensen, som befandt sig i en ferielejlighed i Spanien. Lilli Mortensens datter, den 19-årige Randi, sad nu over for Kurt på politigården i Hørsholm og var stærkt oprevet.

Randi forklarede, at hun og moderen den 19. marts var kørt fra Danmark i en Mercedes-udlejningsbil for at holde ferie sammen i Lillis lejlighed i Torrevieja i Spanien. Lilli havde glædet sig, da hun hentede Randi, men hun sagde også, at hun havde haft et skænderi med Kaj, og de havde været oppe at slås. Hun viste Randi flere blå mærker rundt omkring på kroppen. "Det er slut mellem os", sagde hun, "og Kaj er flyttet".

LÆS OGSÅ: Min far blev myrdet

En medgeringsmand

Knap fire måneder senere, den 9. juli, rejste Lilli igen til Spanien. For Randi, som havde fået besøg af sin spanske kæreste, var det indlysende, at de kunne låne Lillis lejlighed i Usserød, indtil hun kom retur fra Spanien. Så var det, at de havde fundet liget af Kaj. Det var en usædvanlig sag. For Kurt bestod arbejdet ikke i at opklare, hvem morderen var. Det bestod først og fremmest i at få hentet Lilli hjem fra Spanien. Samtidig skulle det klarlægges, hvordan det var lykkedes Lilli helt alene at få sin noget større mand op i slagtekarret. Var der en medgerningsmand?

Det stod klart, at drabet måtte være sket den 17. marts, hvor en underbo havde hørt larm og tumult fra lejligheden. Men havde der været andre til stede end Lilli og Kaj? Den 27. juli 1994 blev Lilli Mortensen anholdt af spansk politi. Hun erkendte med det samme, at hun "havde medvirket" til Kajs død. Kurt og en kollega rejste til Spanien for at besøge hende i arresten i Orihuela.

LÆS OGSÅ: Myrdet af sin lillebror

Havde fundet en mukkert

Ifølge spansk lov måtte de ikke foretage en afhøring af hende, men de kunne tale med hende på dansk og få hendes forklaring. Lilli var sygehjælper, men uden arbejde, og Kaj havde inden sin død arbejdet som telemontør. Ifølge Lilli var de i økonomiske vanskeligheder, og under et skænderi om en forestående gældssanering var Kaj begyndt at slå løs på hende. Lilli var blevet bange, og i køkkenet havde hun fundet en mukkert, som hun havde forsvaret sig med.

LÆS OGSÅ: Min mand blev morder

Segnede om i døråbningen

Den 1. december 1994 blev Lilli udleveret til Danmark. Hun blev straks anholdt og sigtet for drabet på Kaj Jönsson. Spørgsmålet var, om hun havde handlet i nødværge, eller om der var tale om overlagt mord. Kurt vidste, at afhøringen ville blive det springende punkt. Selv den mindste detalje kunne blive helt afgørende.

- Jeg brugte aldrig ordet "drab" eller "myrde", men sagde i stedet: Lilli, fortæl mig i detaljer - og du må ikke udelukke noget - hvad der skete den dag, hvor Kaj døde.

Ifølge Lilli havde Kaj slået ud efter hende, men var faldet forover og ned på knæ. Lilli tog mukkerten og bankede den gentagne gange ned i hans baghoved. Han fik rettet sig op, men hun lod igen mukkerten falde. Til sidst segnede han om i døråbningen, mens hun fortsatte med at slå løs. Hun skjulte hans hoved i en plastpose, så hun ikke kunne se, hvor grimt det så ud.

LÆS OGSÅ: Anja dræbte sin plageånd

Der var tale om drab

Slagtekarret havde hun fundet via en annonce i Erhvervsbladet. Men det skulle blot være en foreløbig løsning, indtil hun fik liget bugseret væk.

Afhøringen afgjorde sagen. Lillis egen forklaring udelukkede nødværge. Der var tale om drab:

- Så kom dét, jeg havde ventet på at få en ordentlig forklaring om. Hvordan fik hun liget op i karret? Selv om det kun var 45 centimeter i højden, ville det være utrolig svært at få bakset liget op over kanten og ned i karret. Spørgsmålet stod stadig åbent hos os. Havde hun haft en hjælper?

LÆS OGSÅ: Mette fik en grusom død

Rekonstruktion

Det havde Lilli en forklaring på. Hun havde taget en kost og en gulvskrubbe og stukket ind under Kajs armhuler og derefter lagt skafteenderne på kanten af slagtekarret. Så havde hun stillet sig mellem Kajs ben, taget fat i den anden ende af skafterne og løftet op.

En rekonstruktion med Lilli i hovedrollen og en betjent i rollen som Kaj dokumenterede efterfølgende, at Lilli selv havde løftet Kaj op i slagtekarret uden hjælp fra andre, som hun havde beskrevet det.

Den 21. juli 1995 blev Lilli Mortensen idømt 10 års fængsel for drab.

Sponsoreret indhold