Når livet gør ondt

Lili overvandt en fødselsdepression

27. juli 2012 af Nina Sommer / Foto: Morten Mejnecke
Lili Kristoffersen glædede sig til, at hendes lille pige kom til verden. Men en kritisk fødsel og hendes fars pludselige dødsfald fik de elleres så varme følelser til at føre til en fødselsdepression, der endte med at bringe både Lili og hendes børn i fare.

- I har ødelagt mit liv, råber Lili Kristoffersen, mens hendes øjne lyner mod sin fireårige søn Nichlas og sin kun få uger gamle Christina.

- Jeg skal nok ordne det, mor! Du skal ikke være ked af det, prøver Nichlas at trøste sin mor, men det hjælper ikke. Lili kan ikke overskue morgenmaden eller at få sine børn i tøjet. Med babygråd i baggrunden smækker hun døren til huset og vandrer ned ad villavejen med tårerne trillende ned ad kinderne.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Se 20 symptomer på fødselsdepression nederst

En farlig forgiftning

Da Lili Kristoffersen fra Vellerup på Hornsherred i 2007 føder sit andet barn, Christina, er forventningens glæde stor. Lili og Per har allerede en dreng, og udsigten til at få en pige bringer varme følelser frem hos den vordende mor.

Men da Lili en måned før den planlagte fødsel er til en rutineundersøgelse, får hun et chok. En svangerskabsforgiftning truer både hende og hendes ufødte barn i en grad, så lægerne ikke tør garantere for deres liv.

Læs også: Han ville bare beskytte os

Var ved at dø

Lili bliver indlagt til akut kejsersnit, men selv om både Christina og Lili fysisk har det godt efter fødslen, er noget gået i stykker inde i Lili. Og der går kun en lille uge, før endnu en tragedie rammer den nybagte mor.

Hendes højtelskede fars kræftsygdom er gået ind i den sidste fase, og hans liv kan ikke længere tælles i måneder, men dage. Lili afbryder sin indlæggelse for at sige farvel til sin far, og da hun kommer tilbage til hospitalet, begynder de kaotiske følelser at ulme i hende.

- Jeg kunne ikke mærke de der varme følelser, som jeg havde, da jeg fødte Nichlas. Jeg kan huske, at jeg synes, det var rart, når sygeplejersken tog hende, for jeg havde slet ikke lyst til at putte og kramme hende, forklarer 41-årige Lili Kristoffersen, der efter en uges indlæggelse tager hjem med sin datter.

Læs også: Redder lillebrors liv

Skreg af børnene

De negative følelser, som Lili mærkede på hospitalet, begynder at komme til udtryk i hverdagen. Når hun slår øjnene op om morgenen, er hendes krop fyldt med vrede, og tanken om, at hun skal have Nichlas i skole og være sammen med Christina hele dagen, virker uoverskuelig.

Langsomt begynder Nichlas at tage over. Selv om han kun er fire år, ordner han de fleste ting selv. Han tager tøj på om morgen og laver sin egen morgenmad, så han ikke gør sin mor mere frustreret. Men i takt med det voksende ansvar, begynder den lille dreng at trække sig ind i sig selv.

Bankede hovedet ind i væggen

Flere gange tager hun sig selv i at banke hovedet ind i væggen, for at hun ikke skal lægge hånd på sine børn, og en dag, da alt er kaos, ringer hun desperat til sin mand.

- Jeg var helt ude af den, så jeg skreg bare ind i telefonen, at hvis han ikke kom hjem med det samme, ville der ikke være noget hjem at komme hjem til, og han skulle ikke regne med at se sine børn i live, fortæller Lili Kristoffersen, der efter et år med de kaotiske følelser endelig får bestilt tid hos lægen, der anerkender, at Lili har en sygdom.

Lægen anerkendte sygdom

- Han sagde til mig, at jeg var syg, og at mine reaktioner ikke var normale. Da han nævnte ordet depression, blev jeg bare så lettet, fordi der endelig var en, der anerkendte, at der var noget galt.

I dag er der varme i blikket, når hun kigger på sine to børn. Christina er i dag fire år og Nichlas er syv. Selv om der stadig er kampe i hverdagen, har Lili med intensiv psykologhjælp lært at håndtere sine følelser. Endelig smiler hun.

- Jeg er så glad for, at jeg lærte at elske dem.

Læs også: Føder børn til de rige

20 symptomer på fødselsdepression

  1. Tristhed
  2. Nedtrykthed og tomhed
  3. Ængstelighed
  4. Angst: f.eks. angst for at komme til at skade barnet eller sig selv, angst for andre mennesker, angst for at gå på gaden eller i supermarkedet eller angst for at miste kontrollen
  5. Øget sårbarhed og gråd
  6. Nedsat lyst
  7. Passivitet og ligegyldighed
  8. Tænke- og koncentrationsbesvær
  9. Svær træthed
  10. Søvnløshed (på trods af træthed)
  11. Søvnforstyrrelser
  12. Nedsat selvtillid
  13. Følelse af utilstrækkelighed
  14. Følelse af uvirkelighed
  15. Selvbebrejdelse
  16. Skyldfølelse
  17. Tanker om ikke at have lyst til at være til
  18. Tanker om selvmord
  19. Svær indre uro
  20. Betydelige ændringer i vægt eller appetit

Kilde: www.barneguiden.dk

Sponsoreret indhold