Linda var hjemløs: Jeg tager stadig en dag ad gangen

Da Linda Johansson, 47, forlader sit hjem i Gøteborg, er det stadig kulsort udenfor. På en almindelig arbejdsdag ringer vækkeuret allerede klokken fire. Hun sætter sig ind i bilen og kører væk. En majestætisk, grøn lastbil venter på hende.

– På min arbejdsplads er jeg stadig den eneste kvinde, der kører lastbil. Det kunne være sjovt, hvis vi blev flere i fremtiden.

Lindas store smil og funklende øjne illustrerer tydeligt glæden over, hvor hun befinder sig i livet nu. For 10 år siden så det helt anderledes ud. Der var hun på den absolutte bund af samfundet. Hjemløs og i et tungt stof- og alkoholmisbrug.

Når Linda ser tilbage på sin opvækst, kan hun ikke finde en eneste grund til, at hun blev misbruger og hjemløs. Det var en række dårlige beslutninger, der førte hende dertil.

– Set i bakspejlet burde jeg have set faresignalerne, og jeg burde have lyttet til mine forældre.

Den første dårlige beslutning var, at hun i en tidlig alder begyndte at forsømme skolen. At hænge ud med drengene var mere attraktivt end skolebænken. Da Linda var knap 16 år, tog hun endnu en skidt beslutning. Hun flyttede hjemmefra – sammen med en meget ældre kæreste.

Dårlige valg

– Mine forældre var ikke glade og håbede, at jeg ville flytte hjem igen, men det gjorde jeg ikke. Jeg var for stolt. Da forholdet sluttede, fandt jeg et nyt sted at bo, men jeg var kun et barn, og min økonomi blev hurtigt ødelagt. Da jeg var 18, blev jeg smidt ud første gang.

Det var på dette tidspunkt, at Linda prøvede amfetamin for første gang.

– Jeg var så ung og naiv, fortæller hun.

Linda beskriver den første tid med amfetamin i kroppen som "at finde hjem".

– Det er lidt en kliché at sige. Det siger alle, der har misbrugt, men sådan var det. Det var som en slags doping, og jeg følte mig som et overmenneske.

Linda ville ikke indrømme over for sig selv, at hun var blevet afhængig. Nej, hun kunne helt sikkert stoppe når som helst.

I begyndelsen tog hun kun amfetamin i weekenden. Indimellem røg hun hash og drak alkohol. Hun så ikke sig selv som en "rigtig stofmisbruger", fordi hun ikke tog heroin. Men med tiden blev det svært for hende at beholde sit job.

Linda opførte sig uansvarligt på flere måder, og det blev dyrt at finansiere et stofmisbrug. Som arbejdsløs voksede gældsbjerget hurtigt. Linda flyttede mellem kærester og boede hos venner og fremmede. Hun giftede sig og blev skilt. Linda beskriver årene mellem 20'erne og begyndelsen af ​​30'erne som en karrusel. Livet bevægede sig aldrig fremad, kun i cirkler.

– Jeg vidste, at jeg havde gang i noget skidt, så jeg holdt op med at tage telefonen, når mine forældre ringede. Jeg kom ikke hjem juleaften, for jeg ville skåne dem for den lidelse. Samtidig var jeg godt klar over, at det var præcis, hvad jeg gav dem ved at opføre mig, som jeg gjorde.

Hendes mor nægtede at give slip på sin datter. I alle årene kom hun på besøg, hvor Linda boede, og hun spurgte altid, om Linda ville flytte hjem. Men nej, Lindas stolthed kunne ikke rokkes, og stofferne fyldte stadig for meget.

Hendes mor opgav dog aldrig håbet for sin datter.

– Uden hende havde jeg ikke været her, siger Linda

Boede under bro

Karrusellen drejede hurtigere og hurtigere. Linda blev så svimmel, at hun knap kunne holde sig fast. Det var hårdt konstant at være på jagt efter bolig og job, mens stofferne hele tiden kaldte på hende. Til sidst flyttede Linda ind under Älvsborg-broen. Hun husker tydeligt den første nat.

– Jeg følte mig faktisk lettet, da jeg lagde mig til at sove under broen. Jeg behøvede ikke længere at kæmpe. Jeg havde opgivet tanken om et normalt liv. Så længe jeg havde stofferne, var jeg glad.

En socialrådgiver spurgte Linda om hun havde lyst til at flytte på et behandlingshjem eller et kvindekrisecenter. Hvis Linda var villig til at blive stoffri, ville det være muligt at arrangere. Men Linda afviste tilbuddet, hun ville ikke opgive stofferne.

I over to år boede hun under broen med sin kæreste, og fra tid til anden tog de andre hjemløse ind. Linda forsøgte at gøre stedet hjemligt. Hun byggede det ud ved hjælp af presenninger, sten og grus. Hun plantede blomster, fik bygget udetoilet og bruser. Vand hentede de fra en kirkegård, og de stjal strøm fra nogle nærliggende lygtepæle.

Da de blev smidt ud af politiet, byggede de senere det hele op igen. I vintermånederne huggede hun brænde for at tænde bål, men det var stadig iskoldt. Linda barberede sit hår af, så hårstråene på hendes hoved ikke skulle fryse til is.

I fængsel

Det var en kortere fængselsstraf, der fik Linda væk fra gaden. En socialrådgiver kom med et forslag til hende.

– Hvis jeg forblev stoffri, lovede socialrådgiveren at give mig et sted at bo, når jeg kom ud, og det var jeg meget interesseret i. Jeg besluttede mig for at være stoffri i fem år, hvilket er den tid, det ville tage mig at få min egen boligkontrakt.

Linda vidste, at det ville blive en stor udfordring. Hun havde set mange af sine venner få tilbagefald midt i deres boligproces, som måtte starte helt forfra. Derfor besluttede hun at holde afstand til sine gamle venner.

Den første bolig var en form for kollektiv kun for kvinder. Linda sov det meste af dagen. Indimellem spillede hun spil på sin mobiltelefon, så tv i fællesrummet og gik ture. Hun skulle aflevere urin- og blodprøver samt overholde alle aftaler.

Vejen tilbage

Linda følte sig nulstillet. Hvem var hun uden stofferne? I næsten 12 år havde stofferne været hendes identitet. Efter et stykke tid i kvindekollektivet flyttede hun i egen lejlighed. Her aflagde personalet ofte hjemmebesøg for at tjekke hende. Linda genoptog også kontakten til sine forældre.

– De var så glade, selv om de ikke turde håbe endnu. Jeg er så taknemmelig for min familie. Der er så mange, der er helt alene om det her.

Lindas rejse mod bunden skyldtes, at hun traf den ene dårlige beslutning efter den anden, men på rejsen tilbage gjorde hun det stik modsatte. Da hun havde været stoffri i over et år, søgte hun gældssanering, en kreditordning, som enten nedsætter din gæld eller lader den helt bortfalde.

– I begyndelsen føltes det forkert. Jeg syntes ikke, jeg fortjente det. Jeg skyldte samfundet så meget. Men som tidligere stofmisbruger ville jeg bevise, at jeg virkelig kunne klare mig selv.

Linda flyttede igen. Hvis hun blev ved med at holde sig fra stoffer og betale sine regninger til tiden, ville lejekontrakten til hendes bolig blive overført fra byen Gøteborg til hende.

Linda begyndte også at forbedre sine gymnasiekarakterer, så hun kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hun drømte om at blive lastbilchauffør.

– Jeg havde sikkerhedsnettet med min socialrådgiver og min familie, så jeg tænkte, at jeg måtte benytte lejligheden til at prøve det af nu, hvor jeg havde alle omkring mig.

Linda besluttede sig for at opfylde barndomsdrømmen og begyndte på at tage kørekort til tunge lastbiler og tunge trailere.

– Havde jeg været yngre, var jeg droppet ud halvvejs, da det begyndte at blive hårdt. Men det gjorde jeg ikke, jeg holdt ved!

Første gang Linda satte sig bag rattet efter uddannelsen, er et af hendes livs bedste minder.

– Jeg blev lille og sårbar. Den hårde, tilbagetrukne Linda, hende der tog stoffer, var langt væk. Jeg var så stolt af mig selv, fordi jeg fik mit liv på rette spor