Lisbeth Zornig: Børnehjem kan redde Masho

Lisbeth Zornig Andersen ønsker ikke at udtale sig specifikt om Mashos situation, men siger generelt:
- Det er en skrøne, at pædagogerne på døgninstitutioner ikke kan udvise kærlighed og omsorg. Tværtimod har de ofte en ekspertise i forhold til de vanskeligheder, børnene har, som man ikke har i plejefamilier. Det lyder som om, Masho har nogle specifikke vanskeligheder, og det er de færreste plejefamilier, der har den specialuddannelse, der skal til for at tackle sådanne problemer, siger hun til Ude og Hjemme.
LÆS OGSÅ: Ude og Hjemme mødte Masho allerede i 2010
Positivt skridt for Masho
I medierne er det nærmest blevet udlagt som et nederlag, at Masho nu er på børnehjem. Men det er det ikke nødvendigvis.
- Jeg kan se i medierne, at mange danskere mener, at Masho nu skal i en anden familie. Men så risikerer man altså at skubbe hende over i en situation, hvor hun vil opleve det samme - hvis den nye familie også kommer til kort.
LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig kæmpede sig ud af voldens skygge
Børnehjem ændrede mit liv
Lisbeth Zornig Andersen var selv anbragt på børnehjem som barn.
- Det første sted var jeg i to år. Det var elendigt og ødelæggende. Det andet sted var jeg i tre år, og det var fantastisk. Det ophold ændrede min livsbane positivt. Jeg fik masser af behandling og omsorg. Og jeg ser stadig en pædagog, som var ansvarlig dengang, nu 30 år efter, siger Zornig Andersen.