Lisbeth Zornig kom ud af voldens skygge

Det faldefærdige stråtækte hus står der stadigvæk. Ydermuren er skredet, og lokummet er stadig i gården, som hun husker det. Som en del af en dokumentarfilm om hendes barndom er Lisbeth tilbage på Lolland. Øen hvor hun voksede op med sin alkoholiske mor og den stedfar, der tæskede hendes mor og krøb under hendes dyne, når lyset blev slukket.

I dag skal hun besøge sin stedfar. Ikke for at hyggesnakke, men for at konfrontere ham med årene med vold og svigt, som har taget så mange år at bearbejde. Da hun bevæger sig op mod hoveddøren, kan hun mærke hjertet banke under jakken, og da hun vender hovedet, ser hun øksen.

Den samme økse, som stedfaren jagtede dem rundt i huset med, mens resten af familien udstødte desperate skrig. Og da hun endelig knytter hånden for at banke på, er halsen tør som sandpapir.

- Jeg var skrækslagen, da jeg stod uden for huset. Selv om jeg var en voksen kvinde, blev jeg bare lille Lisbeth igen, fortæller 44-årige Lisbeth Zornig Andersen. Efter at pædagogerne på børnehjemmet i Nakskov opgiver at tæmme Lisbeth, bliver hun sat på bussen og kørt til Hylleholt Husgerningsskole i Fakse Ladeplads.

Det hvide murstenshus bliver rammen om hendes liv de næste mange år, og hver vågen time bliver fyldt ud med lektier, roning, madlavning, rengøring og arbejde. Bliver noget rykket, så koger frustationen indvendig.

- Jeg blev kendt som hende, der aldrig sov, og som altid havde gang i noget. Og det havde jeg også, men det havde jo nok noget at gøre med, at jeg ville gøre alt for, at jeg ikke kom til at tænke for meget over mit liv, forklarer Lisbeth Zornig Andersen.

Læs også om Amagermandens sidste offer

Endelig en der forstår
Trods det forhutlede ydre med vorter på hænderne og øjenbetændelse havde Lisbeth altid fået at vide, at hun var et intelligent barn. Da hun som lille fik en bog i hånden, svømmede hun ind i et univers, der var milevidt fra det liv, hun levede. Og da Lisbeth kommer i gymnasiet er hun dygtig til alle fag - undtagen tysk.

En dag beder hendes tysklærer hende om en bøjning af et ord. Lisbeth kigger forvirret op på ham, for hun ved nærmest ikke, hvad en bøjning er. Hendes gamle tysklærer fra Nakskov mente ikke, at eleverne havde brug for grammatik, og da hun nu sidder med tysk på højniveau i gymnasiet, kan hun ikke svare på lærerens simple spørgsmål.

- Hvis du ikke kan noget så elementært, så må du rykke et niveau ned, siger tysklæren skarpt, mens klassen lytter med. Lisbeths sender et rasende blik mod læreren, mens hun pakker sine ting sammen og forlader skolen. Hun løber tilbage til værelset på Hylleholt, hvor hun smider sig på sengen.

- Jeg gider ikke den dumme lærer, siger Lisbeth til Karen, der er pædagog på skolen. Men i stedet for at tvinge Lisbeth tilbage i klasselokalet, så møder hun et svar, som hun aldrig har mødt før. - Det kan jeg da godt forstå, det lyder da idiotisk, svarede hun.

- Det var en af de første gange, hvor der var en, der forstod og accepterede min måde at reagere på. Førhen fik de voksne kun en lille chance hos mig, men her var der en, der nærmest sagde "Det er okay at være vred", og det var virkelig en befrielse, fortæller Lisbeth Zornig Andersen.

Fik gælden igen
Lisbeth begynder at knytte sig til Karen, og da hun flytter i egen lejlighed, bliver hun ved med at komme i hendes hjem. Langsomt begynder hun at fortælle om sin fortid. Alkoholen, sulten, overgrebene og alle de gange, hendes mor blev tæsket gul og blå.

- Jeg kan huske, at det var en følelse af at være høj, da jeg endelig fik lukket op for min fortid, men jeg var også meget udmattet. Det var som om, at al min energi var blevet sluppet løs, fortæller Lisbeth. Den ellers så energiske Lisbeth, der altid var på farten, bliver overmandet af en altoverskyggende træthed. Når klokken ringer til frikvarter, søger Lisbeth ned i gymnastiksalen, hvor hun lægger sig til sove, så hun kan komme igennem resten af dagen.

- Jeg havde det som om, at jeg kunne sove i flere år. Men det betød også, at jeg begyndte at få mere ro i hovedet og få den glæde tilbage, som jeg havde manglet i så mange år.

Læs også: Klaus Paghs søn bor på børnehjem

Konfrontationen
Tilbage ved huset på Lolland er Lisbeth få sekunder fra at stå ansigt til ansigt med den stedfar, som har hjemsøgt hende i drømmene et utal af gange.

Hun forestiller sig, hvordan den store og kraftfulde mand åbner døren, men da håndtaget endelig bliver trykket ned, er hun målløs. I døråbningen står en lille, gråhåret mand.

- Jeg fik nærmest et chok, da jeg så ham, for det var slet ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at han så ud. Da hun træder ind i huset, bliver hun mødt af en blanding af stegeos, nikotin og støv, der ligger som en tynd, brun film over alt i huset - nøjagtigt som hun husker det fra sit barndomshjem.

Siddende ansigt til ansigt med hendes fortids mareridt fortæller Lisbeth om sine brødres skæbner og hendes oplevelser med volden, mens hjertet hamrer af sted. Hun vil konfrontere ham med de mange nætter, hvor han krøb under dynen og misbrugte hende, men hun tør ikke.

Synet af øksen ude foran har fået hende til at miste modet. I stedet vil hun have svar på, om han ville have gjort noget anderledes, hvis han kunne. Hjertet banker, for hun håber inderligt at en erindring af skrigene og volden har fået stedfaren til fortryde sine handlinger. Men håbet brister få sekunder efter, at spørgsmålet er stillet.

- Han sagde, at vi havde været nogle umulige unger, og at han ikke havde andet valg end at disciplinere os, fortæller Lisbeth, mens hun ryster på hovedet. Da hun kommer til episoderne med volden mod hendes mor, er der hverken skam eller fortrydelse at spore i det nu aldrende ansigt.

- Han svarede, at det værste, han havde gjort, var at skubbe min mor op på et søm, der hang på væggen. Der var han blevet lidt bekymret, men ellers angrede han ingenting. Det var surrealistisk. Da Lisbeth lukker døren til stedfarens hus, er hun lettet. Lettet over at opsøge fortidens dæmoner og få udvisket nogle af de gentagne mareridt, der har opsøgt hende siden hendes barndom.

En udstrakt hånd
I dag er sidder vreden stadig i 44-årige Lisbeth Zornig Andersen. Hun er mor til fem børn, og som formand for Børnerådet bruger hun den indre vrede til at være talerør for de adskillige børnskæbner, hvis stemme ikke er høj nok til at råbe myndighederne op. For Lisbeth Zornig Andersen ved, at der ikke skal mere end en udstrakt hånd til at blive mønsterbryder. Men bliver hånden ikke rakt ud, er børnene tabt.

- Jeg tror ikke på den stærke ener. Hvis der ikke var nogle mennesker, der var trådt i karakter og havde rakt hånden ud til mig, så havde jeg ikke været her i dag, og det er også det, som jeg gerne vil vise med min historie.

Læs også: Vickie Jo blev kaldt tyk

Her er Lisbeths familie i dag
Som 39-årige begik Lisbeths storebror René selvmord. Han var alkoholiseret og syg af hiv.

Hendes bror Tonny bor tæt på Lisbeth. Han er førtidspensionist, har aids i udbrud og en række følgesygdomme af stofmisbrug og druk.

Hendes storebror Michael har haft et årelangt hashmisbrug og er på førtidspension. Han har fået otte børn med fire forskellige kvinder, men i dag bor han alene.

Hendes mor er i dag 67 år og spiller ofte billard med Lisbeths bror Michael.

Hendes far, som hun kun så nogle få gange, mens hun voksede op, fik en karriere i fagforeningsverdenen og bor i dag i Sydfrankrig.

Lisbeth Zornig Andersen er 44 år og mor til fem i alderen 10 til 23 år. Hun er formand for Børnerådet, uddannet cand.polit og har arbejdet ved bl.a. Codan, Danske Bank og KMD.

Kilde: Bogen "Zornig - vrede er mit mellemnavn".