Lotte så døden i øjnene

Det var en dyster dag i oktober med lavt hængende skyer hvirvlende over himlen. Vinduesviskerne kørte konstant og Lotte Andersen var omhyggelig med at se sig for, inden hun drejede sin Toyota ud på Hvalpsundvej. Der var fri bane på nær et par modkørende biler i modsatte kørebane, så hun drejede til højre mod Nibe. Og så skete det. Hun så to sæt billygter i rasende fart på vej mod hende. Den bagerste modkørende havde trukket ud til overhaling. Hun forsøgte desperat at sætte bilen i bak og komme væk.

LÆS OGSÅ: Eva har mistet tre børn

Blev alvorligt kvæstet

I dag over seks år senere sidder den i dag 27-årige Lotte i sit hjem i Mou i Nordjylland. Hun nåede ikke at få bilen bakket væk. Hun blev fanget der midt på vejen og alvorligt kvæstet i et virvar af stål og smadret glas. Men det var ikke kun hendes helbred, der blev skadet.
- Jeg var jo virkelig smadret og mit ben bliver aldrig normalt igen. Men det værste var faktisk, at jeg fik taget min drøm fra mig. Jeg var i praktik hos en landmand og det eneste, jeg ønskede, var at blive landmand. Sådan har det været altid. Jeg elsker dyr. Men efterhånden gik det op for mig, at det blev umuligt, at gå den vej. Det var svært at acceptere, lyder det fra Lotte.

LÆS OGSÅ: Fik aldrig sagt farvel

Kommer aldrig til at gå

På skænken bag hende ligger da også symbolet på den drøm, der aldrig skulle blive. Landbrugsskolens brune afgangshue, som hun insisterede på at få tre år senere. Også billedet med de andre afgangselever er i fotomappen.
- Det var vigtigt for mig. Men jeg fik jo ren besked af en læge. Han sagde, at jeg aldrig ville kunne komme til at gå igen og derfor aldrig ville kunne bliver landmand. Men det nægtede jeg at tro. Jeg ville kæmpe, siger hun.
Og det gjorde Lotte. Samtidig gjorde hun lægens dom til skamme. For i dag går hun igen. Godt nok er hendes venstre ben delvist følelsesløst og fyldt med både skruer og en stor stålstang. Og hun må jævnligt bruge skinne for ikke at overbelaste musklerne. Men hun går - næsten helt normalt. Men stadig er hun ikke i stand til at håndtere et hårdt fysisk arbejde som landmand.

Vennerne forsvandt

Vejen tilbage til et nogenlunde normalt liv fik dog store konsekvenser.
- Det ene øjeblik var jeg bare en helt almindelig glad pige i gang med min drømmeuddannelse. Det næste var jeg handicappet uden nogen fremtid. Kampen for at komme videre derfra er så hård, at de færreste kan forestille sig det, siger Lotte, der også måtte kæmpe for at få hjælp fra både kommune og forsikringsselskab.
Samtidig forsvandt mange af vennerne, da Lotte ikke længere kunne deltage i det lystige ungdomsliv i weekenderne. Og kammeratskabet fra landbrugsskolen svandt også ind. Selvom Lotte i lang tid formåede at iklæde sig en facade af glæde og tro på fremtiden, så stod det efterhånden klart, at hun kiggede direkte ind i en verden af håbløshed.
- Det ramte mig psykisk. Jeg havde fået konstateret posttraumatisk stress og selvom jeg forsøgte, så kunne jeg ikke i længden holde mig oppe. Heldigvis havde jeg min familie at støtte mig til. Ellers var det aldrig gået, fortæller Lotte.

Droppede sin drøm

En dag lettede tågen dog i Lottes liv. Formentlig fik det betydning, at hun erkendte, at hun aldrig ville kunne klare et arbejde som landmand. Hun pakkede drømmen væk og løftede blikket mod andre mål.
- Det var jeg nødt til. Og det er godt, at jeg gjorde det, for nu kan jeg se andre muligheder. Først og fremmest vil jeg undersøge om jeg kan få et job som taxachauffør. Det vil jeg kunne klare. Men senere kan jeg måske uddanne mig som jordbrugsteknolog. Det lugter jo også lidt af landbrug, siger Lotte med et smil.
Men rent faktisk er hun kommet tættere til et liv på landet - dog på en lidt anden måde. Hun har nemlig fundet en kæreste. Og kæresten René arbejder som landmand. Endda på en stor svinefarm. Faktisk Lottes drømmejob.
- Det giver mig jo også lidt tilknytning til erhvervet. Og en dag - ja, så kan vi måske få et lille hobbylandbrug sammen, siger hun.