Luis blev bortadopteret som femårig

En kraftig snestorm hærger over Danmark. Året er 1978, og i det store fly sidder 5-årige Luis, der har tilbragt næsten hele sit liv på det chilenske børnehjem Casa Nacional del Niño i Santiago.

Der er ikke en tryg hånd at holde i eller nogen, der med blid stemme beroliger ham. I stedet er der en lille gruppe fagfolk, som ledsager gruppen af adopterede børn til Danmark.

Da hjulene rammer landingsbanen, ser Luis målløs ud på det snedækkede landskab, og da han kommer ud af flyet, bliver han mødt af et smilende par. Den dag forstår han ikke helt, at det er hans nye forældre.

– Da jeg ankom, stak jeg fingrene ned i den iskolde sne, og det føltes, som om det brændte. Det hele var bare enormt overvældende, fortæller 49-årige Luis Vad Nielsen fra forældrenes hus i Strøby Egede på Midtsjælland.

Når Luis tænker tilbage på tiden på børnehjemmet i Chile, er minderne sparsomme til trods for, at han var fem år gammel, da han forlod det. Ifølge hans papirer, var han omkring et halvt år gammel, da hans mor afleverede ham og hans storebror Tomas til børnehjemmets personale. Hun havde i alt syv børn, og børnehjemmet skulle midlertidigt være et trygt hjem for det lille spædbarn og derved aflaste den lille familie.

Sult og afstraffelse

Men Luis blev hverken mødt med omsorg eller kærlighed på børnehjemmet. Han husker frygten, når han tissede i sengen, hvordan hans mave ofte skreg på mad og de smertefulde slag fra et bælte.

– Jeg har fortrængt rigtig meget, men jeg har et tilbagevendende flashback, hvor jeg står og kigger ned på en brostensbelagt gård, hvor der er en kat. Hvad det handler om, det ved jeg stadig ikke, forklarer Luis, der håbede, at hans mor ville komme og hente ham. Men det skete aldrig.

Den dag, han landede i Kastrup Lufthavn, begyndte et nyt kapitel i hans liv. Han husker, at hans adoptivforældre havde købt en stor bamsehund, der stod ved siden af ham på bagsædet, da de tilbagelagde kilometerne hjem til parcelhuset. Da han første gang gik ind ad døren, gik han overvældet rundt og kiggede på de mange ting, der var i huset. Men bag de nuttede mørke øjne gemte der sig en dreng, der efter mange år med daglig frygt var skadet.

Mad og kærlighed

– Jeg kan huske, at min mor skulle hjælpe mig i tøjet en dag, og da hun fandt en livrem frem, gik jeg i panik. Der fandt de ud af, at jeg nok havde været udsat for noget. Men dengang var der jo ikke særlig megen viden om de psykiske konsekvenser af adoption, så de havde jo slet ikke redskaberne til at håndtere det.

Det stod dog hurtigt klart for Luis, at han var omgivet af kærlighed. Hver gang, der kom mad på bordet, følte han, det var et festmåltid. Han lærte hurtigt at snakke dansk, og han husker den første juleaften, hvor han målløs kiggede på alle gaverne. Han mindes dog også, at han hvert år var skrækslagen for, at han ville blive sendt tilbage til børnehjemmet.

– I starten tænkte jeg ikke særlig meget på min bror eller min biologiske familie. Jeg havde det jo godt. Men jeg sagde flere gange, at jeg havde en bror på børnehjemmet. De kunne ikke forstå det, for der stod intet om det i mine adoptionspapirer. Men jeg ved, at de også ville have adopteret ham, hvis de havde vidst det.

I skolen fik han hurtigt venner. Han blev den populære dreng, og han hørte sjældent bemærkninger om sit eksotiske udseende. Men selv om han virkede både selvsikker og robust, begyndte de svære følelser at komme op til overfladen omkring konfirmationsalderen.

– Når jeg var til fest, var jeg smilende og festlig. Men ofte måtte jeg gå en tur, fordi jeg havde en ulmende vrede indeni. Jeg følte mig svigtet, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere følelserne, forklarer Luis.

Når folk spurgte ind til hans biologiske mor, kunne han svare, at hans mor var en luder fra Chile, og gennem årene opbyggede han et had til fødelandet. Som tiden gik, blev følelserne sværere og sværere at håndtere. Når han var hjemme hos sine forældre, lod han dem se den glade og fornuftige dreng, de kendte. Men lige så snart han lukkede hoveddøren bag sig, blev han en anden. Han begyndte at hænge ud med de forkerte mennesker, og kriminalitet og stoffer kom ind i hans liv.

– Når jeg tog stoffer, fik jeg for en stund ro i hovedet. En slags pause for alt det kaos, jeg ikke kunne slippe væk fra, forklarer Luis, der var godt på vej ud i et misbrug og et liv, der ville knække ham.

Hans forældre så magtesløse til, men en dag tog hans fætter fat i ham. Han snakkede med store bogstaver, tog hans bilnøgler, og sammen med forældrene sørgede han for, at Luis kom i behandling.

Ud af misbruget

– Det var på en måde en kæmpe lettelse. Der var kun en vej, og det var fremad, og jeg vidste jo udmærket godt, at det ikke kunne fortsætte på den her måde, forklarer Luis, der var i behandling i to et halvt år.

Her mødte han blandt andre en dygtig gestaltterapeut, der hurtigt så, hvor smerten stammede fra. Nemlig opvæksten i Chile. Derfor bestod en del af behandling i at søge tilbage til sine rødder for at stykke de manglende brikkerne sammen.

Gensyn med bror

I samme periode mødte han en tidligere chilensk guvernør, der havde gode forbindelser til Chile, og det tog ham ikke lang tid at finde frem til Luis’ mor.

– Da han sagde, at han havde fundet hende, blev jeg enormt overvældet. På det tidspunkt var jeg godt i gang med min behandling. En del af vreden havde lagt sig, så da jeg skulle ringe til hende første gang, var jeg mere spændt end vred.

Da han hørte sin mors stemme, knækkede han sammen i gråd. Ved hendes side havde hun hans tre brødre. Hun fortalte, at hun var ankommet til børnehjemmet for at hente Luis og hans bror, men at Luis var væk.

Kort tid efter tog Luis sammen med sine adoptivforældre til Chile. Da han så sin bror Tomas, som hanhavde boet på børnehjem med, var det som at kigge på sig selv.

– Jeg var i årenes løb blevet i tvivl, om jeg overhovedet var på børnehjem med min bror. Det stod jo ingen steder. Men det var en stor lettelse, da jeg fandt ud af, at alt det jeg huskede, var rigtigt. At det ikke var min barnehjerne, der havde opdigtet en historie, forklarer Luis.

I første omgang havde han det svært med sin mors forklaring. Ifølge hende, blev Tomas og Luis sendt på børnehjem, indtil hun igen havde overskud. Det skrev hun under på. Troede hun. Men ifølge adoptionspapirerne havde moren ikke besøgt børnene nok, og derfor var Luis blevet bortadopteret. Noget, hun sagde, hun intet kendte til.

– Hun klagede over, at hun havde haft det svært. Hun regnede automatisk med, at jeg havde haft det godt, fordi jeg var kommet til et rigt land. Men sådan hænger tingene jo bare ikke sammen, forklarer Luis, der havde svært ved at tilgive sin mor.

Men da han igen var hjemme i Danmark, var noget forandret inde i ham. Han følte en lettelse i kroppen, og igennem terapien fik han nogle værktøjer, som han brugte, når de negative følelser pressede sig på. Han begyndte at male de indre landskaber, der kom frem i terapien, og han er netop i gang med at forberede en udstilling med nogle af de mange malerier, han efterhånden har malet.

Efter det første møde, vendte han senere tilbage til Chile og opholdt sig der i næsten et år, hvor han blandt andet gik på kunstskole og lærte sin biologiske familie endnu bedre at kende. Og i dag har han tilgivet sin mor.

Har sluppet vreden

– Jeg tror på, at hun gjorde det af kærlighed, og i dag har jeg fundet en frihed ved at slippe vreden. Jeg skal ikke længere lade, som om jeg er noget, jeg ikke er. Det er en kæmpe gave, forklarer Luis, der håber, at hans historie kan bringe håb til andre adopterede, der kæmper med de svære tanker og følelser, der kan være forbundet med at være adopteret.

– Hvis du kan mærke på dig selv, at du har brug for at få vished omkring dit ophav, så tag kampen op. Det er ikke sikkert, at du finder det, du søger, men så har du i hvert fald prøvet. På den måde er det også nemmere at acceptere fortiden.