Lykken varede 39 dage

Rikke blev ramt af en hjerneblødning, bare 39 dage efter hun havde født, og den tog næsten alt fra hende. Hendes tale, hendes syn og hendes førlighed. Det eneste, som hjerneblødningen ikke tog fra hende, var hendes altid gode humør og hendes glæde over at være blevet mor. Desværre nåede Rikke aldrig rigtig at være mor.
Netop som hun var kommet hjem til sin familie i Valby efter et halvt års indlæggelse og genoptræning på Hvidovre hospital, og netop som hun skulle til at lære at tage sig af Tilde, som hun havde glædet sig sådan til, viste hjerneblødningen at skyldes en stor tumor i hendes lillehjerne.
- Det slog os ikke ud. Rikke har altid været en ukuelig optimist og hun var overbevist om, at det bare var endnu en forhindring hun skulle overkomme, og at det bare var et spørgsmål om tid, før hun igen kunne klare alting som før, og være mor for Tilde, fortæller John Martin Hansen, der måtte tage orlov fra sit job for at passe sin kone og deres spæde pige.
Lægerne i Danmark opererede Rikke tre gange og fjernede det meste af lillehjernen, men hendes liv var ikke til at redde. Hun ville højst have to år tilbage at leve i, sagde de. Rikke Østergaard Hansen blev kun 35 år. Hun døde 7. december 2008 og efterlod sig sin datter Tilde, der nu er 3 år og hendes mand, 37årige John
- Jeg savner Rikke så meget. Jeg savner alle de ting, jeg måtte gøre for hende. Jeg så slet ikke Rikkes handicap. Hun var jo altid sig selv indeni. Helt klar i hovedet og lige så glad og optimistisk som da jeg forelskede mig i hende. Hun meldte sig til svømning, handicapridning og gymnastik for at få sin førlighed tilbage. Det var hende, der var styrken og glæden og hende, der holdt vores forhold sammen, ikke jeg, siger John.
Læs om Rikkes kamp for at komme tilbage til livet, og hendes evige optimisme trods lægernes sorte dom i Ude og Hjemme nr. 3