Måtte give sit barn væk

Du er ikke moden nok til at være mor! Så kontant var beskeden fra Slagelse Kommune, allerede inden Heidi Maria Jørgensen kun 14 år gammel fødte sin nu tre-årige datter Kamilla.- Kommunen sagde fra begyndelsen af, at de ville tvangsfjerne Kamilla. Og efter syv måneder blev det virkelighed, fortæller Heidi fra Korsør, som i dag er 17 år.
Efter fødslen boede Heidi stadig hjemme hos sine forældre. Efter Kamilla var kommet til, boede de i alt syv mennesker i en fireværelses lejlighed, og kommunen bankede på døren. - De overvågede mig konstant. Jeg følte, at jeg hele tiden skulle vise, hvad jeg kunne, husker Heidi. - Jeg kunne slet ikke få luft. Jeg kunne ikke mere, så jeg pakkede Kamilla ned og flyttede ind hos min svigermor og min daværende kæreste, fortæller hun.
Kamilla fjernet
Kommunen så hendes flugt som et bevis på pigens umodenhed og skred til handling. Heidi og Kamilla blev skilt ad og anbragt på hver sin afdeling på Slagelse Kommunes Børn- og Ungecenter. For at vise sin vilje til samarbejde gik Heidi med til en frivillig anbringelse. Men månederne gik, uden at hun fik datteren hjem igen. I september 2007 tvangsfjernede de Kamilla og fandt en plejefamilie til hende.
Fast job og egen lejlighed
Heidi har nu fået fast arbejde i Fakta. Og den 1. juli flyttede hun hjemmefra sammen med sin nye kæreste. Nu håber Heidi, at hun ved at gøre præcis som kommunen forlanger, kan få sin datter hjem igen.- Det var et krav fra kommunen, at jeg skulle have fast job og egen lejlighed. Det har jeg nu. Men jeg har endnu ikke fået udvidet samvær med min datter, siger Heidi frustreret.
- Når Kamilla kommer hjem, starter jeg forfra med 9. klasse. Bagefter håber jeg på, at jeg kan få en elevplads i Fakta, siger hun. Heidi har allerede lagt planer for, hvad der skal ske, når Kamilla endelig kommer hjem.- Jeg skal vise hende frem for hele min familie. Vi har tre år, der skal indhentes.
LÆS OGSÅ:
Sygdom skilte mor og datter