Michella har mistet begge sine brødre
15-årige Michella og hendes mor, 46-årige Helle Lauridsen, har oplevet det værst tænkelige og mest smertefulde. Ikke bare en gang, men to gange har de måttet begrave deres allerkæreste. Først døde Michellas storebror Brian Lauridsen bare 19 år gammel den 19. marts 2008. Helle fandt ham liggende livløs på sit værelse. Fire dage før årsdagen for broderens død fandt man 23-årige Henrik Lauridsen under lignende omstændigheder død i sin seng.
- De to brødre har altid fulgtes ad, og nu også i døden. Jeg er sikker på, at Henrik passer på Brian deroppe i himlen. Da Brian døde, havde Henrik så svært ved at give slip på sin bror. Han ændrede personlighed, blev indesluttet og trist og fik en depression, der var så alvorlig, at hans læge ordinerede antidepressiv medicin. Henrik var fuldstændig knust, forklarer Helle Lauridsen fra Nykøbing Mors.
Hun har inden for to år mistet sine to elskede drenge og har nu kun sin kønne 15-årige datter, Michella, tilbage.
- Jeg havde verdens bedste storebrødre. De gjorde alt for mig og hjalp mig, når jeg blev mobbet i skolen. Nogle af mine veninder sagde tit, at de ville ønske, at de havde sådan nogle søde storebrødre som mine, fortæller Michella.
Farvel til drømmen
Hendes skolegang har ikke altid været nem, men hun kunne altid stole på, at hendes brødre passede på hende. Nu er hun færdig med 8. klasse og skal begynde på efterskole i Galtrup efter ferien. Planerne for Michella er ændret efter Henriks og Brians død.
- Et halvt år inden Brian døde, talte vi alle sammen om at finde et hus og flytte sammen igen. Henrik flyttede hjemmefra som 16-årig, men han savnede os, og han ringede altid hjem til mor 10-15 gange om dagen for at høre, hvad vi lavede, og hvordan vi havde det. Vi havde det jo så godt sammen os tre og mor. Det var vores store drøm at finde et hus med masser af plads og have til, mindes Michella.
Læs hele historien om Michellas brødre i Ude og Hjemme nr.32 2009