Michelle måtte føde 13 uger for tidligt

Rolf Sørensen og Michelle Graversen var lykkelige, da Michelle i sommeren 2011 blev gravid. Men drømmen var nær endt i en tragedie, da Viktor blev født den 10. december 2011 på Skejby sygehus.
Det var 13 uger for tidligt, og den kun 650 gram store dreng var tæt på at dø. Det var Michelle også på grund af svangerskabsforgiftningen Help-syndrom, der blev fremkaldt af den alt for tidlige fødsel.
Glemmer det aldrig
30-årige Rolf glemmer aldrig den nat, da lægerne på hospitalet i Århus trak ham udenfor barselsstuen og fortalte, at han risikerede at miste både kone kæreste og barn
- Det var meget surrealistisk. Vi havde glædet os, og pludselig var alt vendt på hovedet. Jeg fik at vide, at min søn var i livsfare, og at Michelle også risikerede at miste livet under eller efter fødslen. Jeg kunne ikke gøre andet end bede til, at de begge klarede krisen, siger Rolf Sørensen, Struer.
Først tre måneder efter fødslen kunne Viktors forældre puttet ham i liften, og rejse hjem fra Herning sygehus, hvortil han blev overflyttet efter 32 dage under intensiv overvågning i Skejby.
Hård start
- Viktor fik en hård start på livet, men heldigvis klarede vi begge skærene. Vi har altid ønsket, at han ikke skulle være enebarn. Derfor var jeg også mere lykkelig end bekymret, da jeg igen blev gravid. Lægerne følger mig tæt, og foreløbig er min graviditet gået godt, siger sygeplejerstuderende Michelle, 23.
Da Michelle var omkring uge 27 i sin graviditet, kunne hun ikke mærke liv fra sin dreng. Hun blev scannet på Holstebro sygehus, og situationen blev ikke vurderet som unormal. Men da Michelle og Rolf kort efter havde bestilt en 3D scanning hos en privat, blev der slået alarm.
Viktor var alt, alt for lille, omkring 40 pct. under det normale. En ny scanning på Herning sygehus afslørede, at fostret kun vejede omkring 600-650 gram. Blodpropper i moderkagen havde blokeret for næring til drengen, og Michelle blev overflyttet til Skejby sygehus.
Fik det dårligt
Fredag den 10. december 2011 fik Michelle lov at tage hjem på weekend, men tilbage i Struer fik hun det pludseligt dårligt. Rolf kørte med lynets hast tilbage til Skejby, hvor Michelle fik konstateret fremskreden svangerskabsforgiftning. Hvis Michelle skulle have en chance for at overleve, skulle barnet hurtigst muligt forløses på trods af, at det var 13 uger før fødselstermin.
Døbt på sygehuset
Klokken 08.42 lørdag morgen blev Viktor født. Han vejede 650 gram og målte 33 cm. Situationen var så alvorlig, at personalet på neonatal-afdelingen foreslog Rolf og Michelle, at de fik drengen døbt.
I flere døgn svævede den nybagte mor mellem livet og døden, inden lægerne efter en uge kunne erklære hende udenfor livsfare. Viktor tilbragte 32 døgn på afdelingen for tidligt fødte børn i Skejby, inden han blev overflyttet til Herning.
Alt tyder på, at den lille knægt er sluppet fra sin alt for tidlige fødsel uden mén, og snart skal Viktor være storebror.
Familien overalt
Efter Viktors dramatiske fødsel fik Michelle tatoveret "Family above all" (Familien frem for alt, red.) på sin højre underarm, og Rolf har friet. Brylluppet skulle have fundet sted i sommer, men graviditet nummer to kom i vejen. Michelle blev gravid. Hun vil gerne giftes, men det skal være i en romantisk brudekjole uden bule på maven.