Min bror blev dræbt

Ulykken skete den første dag i sommerferien.
Mads Lindegaard Pedersen kom kørende uden for Vodskov i Nordjylland.

Dræbt på stedet
Humøret strålede om kap med solen på den skyfri himmel. Den 16-årige dreng var forelsket og følte sig mere fri end nogensinde.
Efter ferien skulle han starte på sin drømmeuddannelse som tømrer på Tech College i Aalborg.

Hans hoved var måske fyldt med alle de ting, der ventede om næste hjørne, og måske derfor glemte han at se sig for.
På sin knallert krydsede han hajtænderne og blev dræbt på stedet af en sagesløs bilist på vejen mellem Vester Hassing og Vodskov nord for Aalborg. Det var den 5. juli 2008.

Overvældende sorg
- Jeg drømmer nogle gange om ham. Og jeg så ham oppe i kirken til jul, hvor han kom svævende i noget hvidt tøj. Derfor ved jeg også, at han har det godt, siger Mads' lillesøster, ti-årige Naja Lindegaard Pedersen.

Det halvandet år, der er gået siden den skæbnesvangre sommerlørdag, har været hårdt for Naja. Hun savner storebroderen, og nogle gange føles sorgen helt overvældende.
Forældrene og de to storebrødre, Niklas på 12 og Oliver på 15, forsøger at trøste, men de er selv hårdt ramt.

En uvurderlig støtte
I den situation har det været en uvurderlig støtte for Naja, at hun har kunnet tale med sin matematiklærer på Vodskov Skole, Mette Jørgensen, 27.
Med stor indlevelse har Mette Jørgensen hjulpet Naja med at bearbejde tabet.

- Jeg har det skidt hver eneste dag. Mette har hjulpet mig gennem en hel masse, og hun betyder rigtig meget for mig. Hun er den bedste i verden, skriver Naja Lindegaard Pedersen bl.a. i det brev til Ude og Hjemme, hvor hun indstiller Mette Jørgensen til titlen som Danmarks bedste lærer.

Den overstrømmende ros udløser en svag rødmen hos matematiklæreren. Hun forklarer beskedent, at hun ikke er ene om at hjælpe Naja på skolen.
- Men selvfølgelig er jeg beæret over, at Naja har valgt at indstille mig, siger hun med et smil.

Fantastisk lærer
Mange skoler har en såkaldt sorgplan, som aktiveres ved ulykker og død. Helt afgørende er den enkelte lærers indfølingsevne og fornemmelse for barnets behov.
I Najas tilfælde forstod Mette instinktivt, hvordan hun skulle støtte.

- Mette gør ikke noget, fordi hun skal gøre det, men fordi det kommer indefra, siger Najas mor, Tina Pedersen.
- Hun forstår at gå med ind i sorgen og at lytte til Naja, og hun gør det med en naturlig autoritet, der virker beroligende, fortsætter moderen, inden hun bliver afbrudt af Naja med ordene: - Mette er bare dejlig!
Hun kan mærke på mig, når jeg er ked af det, og så tager hun sig tid til at snakke.

Mindebord for storebror
På sit værelse har Naja et lille "mindebord", hvor der står et billede af Mads.
Hun bryder sig ikke om at komme på Vodskov Kirkegård, hvor broderen er begravet.

- Det er dumt, at mennesker skal stoppes ned i jorden, forklarer hun.

Gennem hele opvæksten har hun fået at vide, at hun lignede storebroderen, og på trods af aldersforskellen har hun altid følt sig tæt knyttet til ham.
- Dagen før ulykken giver han mig det største kram, jeg har fået, siger Naja, som konsekvent bruger nutidsformen, når hun omtaler sin bror.

Nyuddannet
Mette er relativt nyuddannet, og "sorghåndtering" er ikke et fag på seminariet.
Alligevel har der ikke været noget famlende over hendes ageren i forhold til Naja.

- Det afgørende er, at man som lærer har sig selv med i processen og kan stå inde forde ting, man siger til eleven.
Desuden har jeg også gode, erfarne kolleger at støtte mig til. Især én kollega har været god at sparre med, forklarer Mette.

Skal tænke på alle eleverne
Indimellem har det også været vigtigt for Mette at sætte grænser.
- Jeg forsøger at hjælpe Naja alt det, jeg kan. Men jeg er ikke psykolog eller pædagog.

Mit fokus er først og fremmest det faglige i klassen. Og jeg er nødt til at tænke i helheder.
Jeg skal være der for Naja, men også for de andre elever. Og det har Naja også fint accepteret, tilføjer Mette.

Mads skal aldrig glemmes
I Najas hjem står portrættet af Mads i vindueskarmen i stuen. Mads skal aldrig glemmes.
Tina Pedersens øjne bliver blanke, når hun fortæller om sin førstefødte.

I byen møder hun indimellem Mads' kammerater og hæfter sig ved, hvordan de bliver større og langsomt tager hul på voksentilværelsen.
I år ville Mads være fyldt 18. Hjertet er tæt på at briste, når hun tænker på alt dét, der lå foran ham.

Barsk kamp for familien
- Mads var en ukuelig optimist med så meget mod på livet. Han tog ligesom alt ind og levede fuldt ud.
Omkring sig havde han altid sine mange venner, og så tror jeg nok, at han netop var i gang med at opleve sin første, store forelskelse, siger moderen.

Kampen for at finde fodfæste igen har været barsk for familien, og taknemmeligheden er derfor stor over for alle dem, som har støttet de tre børn.
- Vi har ikke altid haft det fulde overskud til det. Og derfor har den hjælp, som f.eks. Mette har ydet Naja, været af stor betydning for os.

Jeg tror faktisk ikke, at Mette helt er klar over, hvor vigtigt det har været, siger Tina Pedersen.
Naja nikker.
- Hun er den bedste lærer, jeg nogensinde har haft.