Min mand er min klippe

Forvarslet, om at der var noget galt, kom allerede, mens 23-årige Judith Gædeken lå i sin barselsseng på Glostrup Hospital med sin lille, nyfødte dreng, Jonas, i armene. Det var mandag formiddag, den 8. juni i år. Storesøster Rebecca på to år og far, Dan, 26, var ikke til at skyde igennem af stolthed over familieforøgelsen.

Sådan havde Judith det tilsyneladende også, men bag hendes trætte smil gemte der sig en nagende tvivl. Noget var ikke helt, som det skulle være. - Jeg havde en anderledes følelse i kroppen, end da jeg fødte første gang. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med hele tiden at tænke, at jeg nok ikke ville være i stand til at give min lille dreng kærlighed nok, fortæller Judith, som i første omgang holdt sine bekymringer for sig selv.

Måske ville det gå over. Men den triste fornemmelse forsvandt ikke. Og et par måneder senere, da familien var fl yttet ind i deres nye lejlighed i Rødovre ved København, var den helt gal.

- Jeg orkede ingenting og kunne næsten ikke komme ud af sengen. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg, lyder det fra den unge mor, som igen og igen blev grebet af en uforklarlig og lammende rædsel for at dratte død om på gulvet. - Jeg tænkte: Hvad sker der med mig? Hvad sker der med mine børn, husker Judith.

Hun hyperventilerede, følte sig svimmel og fik ofte en prikkende fornemmelse i munden og på hænderne, når hun fik sine anfald, som kunne vare fra få sekunder til hele dagen. De gav hende desuden voldsom hjertebanken og stærke, uforklarlige smerter i hele kroppen. Adskillige gange blev hun undersøgt på hospitalet, men hver gang var beskeden den samme: Du fejler ikke noget.

- Men jeg vidste jo, at der var noget galt, fortæller Judith, som til sidst gik på nettet og søgte på ordet "depression". Symptomerne passede fuldstændig til, hvordan hun havde det.

Ægte kærlighed
Ganske rigtigt. Til en efterfølgende samtale på Rødovre Kommunes børne- og familieafdeling konstaterede psykologen tørt, at hvis man inddelte fødselsdepressioner på en skala fra 1-100, så lå Judiths depression på 60-65 stykker. Tårerne svømmer over i Judiths kønne, mørke øjne, når hun fortæller.

Det har været en drøj omgang, og selv om hun har fået det bedre, er hun ikke helt ude af skoven endnu. - Det værste var, at jeg følte, jeg svigtede mine børn. Især Rebecca, som jo er stor nok til godt at kunne mærke, når der er noget galt med mor. Og det forstærkede bare det hele. Jeg kunne ikke være den supermor, der klarede det hele, som jeg gerne ville. Hvis ikke det havde været for Dan, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.

Han har virkelig været der for mig, taget sig af børnene og støttet mig hele vejen, siger hun og sender Dan et taknemmeligt smil gennem tårerne. Dan giver hendes hånd et lille klem. Det er tydeligt, at han er hendes livs kærlighed - og hun hans. De to mødtes for fire år siden, da de begge arbejdede på diskotek IN i København, Judith som bartender og Dan som afrydder.

Den søde musik opstod, de flyttede sammen og fik lille Rebecca. Den 7. juni 2008 blev de gift på rådhuset i København med en stor efterfølgende fest for omkring 50 venner og familie.

- Det var den lykkeligste dag i mit liv, husker Judith, som tre måneder senere opdagede, at hun var gravid med Jonas. Det hele så lyst og lykkeligt ud, og derfor var det svært for mange at forholde sig til Judiths depression. Men ikke Dan. Han bakkede sin kone op fra dag et.

- Jeg vil jo bare, at Judith har det godt. Det har været svært for mig at se hende have det så dårligt. Det er frustrerende, når man føler, at der ikke er noget, man kan gøre, siger Dan, som er uddannet elektriker. Lige nu er han på barsel. Judith er sygemeldt fra sit arbejde som butkschef i luksus- købmandsforretningen Emmerys.

- Jeg går til samtaleterapi en gang om ugen. Hver gang jeg får et angstanfald, udfylder jeg et skema, som jeg så tager med til psykologen. Men jeg kan mærke, at det går bedre, og har da også overskud til at gå på legepladsen og i svømmehallen med dem, forklarer Judith, som har indstillet sin mand til et gavekort til SuperBest på 2.000 kroner, som tak for al hans støtte.

- Dan er min klippe. Han har troet på mig hele vejen og støttet mig. Jeg ved godt, at man bare kan sige det i hverdagen, og det prøver jeg også, men jeg synes, han fortjener lidt ekstra. Hele Danmark skal vide, hvor skøn han er, kommer det taknemmeligt fra den hårdt prøvede mor til to i Rødovre.