Min mor blev myrdet

– Hvor er mor henne?

10-årige Charlotte sidder på bagsædet i taxaen med sin far. Hun har fået at vide, at hendes mor er syg, og hun tror, at de er på vej til hospitalet for at besøge hende. Hun tænker for sig selv, at hendes mor har fået leverbetændelse, for hun ved, at det er sådan noget, folk får, når de drikker for meget alkohol. Men da hun fanger sin fars øjne i sidespejlet, kan hun se, at de er våde af tårer, og hun kan mærke klumpen i maven vokse sig større. Han behøver ikke sige noget. For hun ved godt, at hendes mor ikke er syg med leverbetændelse. Hun er død.

– Jeg husker ikke, at jeg græd. Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg sagde noget. Inderst inde havde jeg nok hele tiden tænkt, at det var et spørgsmål om tid, før min mor ikke længere var her, fortæller den nu 43-årige Charlotte Lagesø fra huset i Holstebro, hvor hun bor med sin mand Jesper og deres fælles 14-årige søn Mika.

Utryg barndom

Charlottes liv i dag står i skærende kontrast til hendes opvækst på Vesterbro i København. Charlotte var et ønskebarn, men allerede i de tidlige barndomsår begyndte familieidyllen at krakelere. Da Charlotte var tre år, blev hendes far idømt et års fængsel for røveri. Forældrene blev skilt, og Charlotte og hendes mor flyttede til en lille lejlighed på Vesterbrogade, hvor vold og alkohol blev en stor del af hverdagen.

–  Min mor fik en kæreste, der var voldelig. Så der var ofte slåskampe, og jeg kan huske, at jeg flere gange blev sendt ned for at købe sminke, så jeg kunne dække hendes blå mærker i ansigtet, fortæller Charlotte.

Vold i hjemmet

Hun blev aldrig selv slået af stedfaren. Til gengæld skete det ofte, at hun fik tæsk med en flad hånd eller en bøjle af sin mor. Hun husker, hvordan hun blev efterladt derhjemme om aftenen og natten, når hendes mor tog på værtshus, og hvordan hun ofte blev gennet ned på legepladsen tidligt om morgenen, når hendes mor kom hjem fra nattelivet.

– Jeg husker ikke, at hun nogensinde gav mig et kram eller sagde direkte til mig, at hun elskede mig, fortæller Charlotte, der ofte fik penge til mad af morens drukvenner, så hun kunne købe frokost, når hun var i skole.

Hver anden weekend var hun hjemme hos sin far, der havde et mere stabilt familieliv. Han havde fået en ny kone, og når hun om søndagen skulle tilbage til sin mor, var hun ofte ked af det. For hun vidste aldrig, hvad der ventede hende. På et tidspunkt gik Charlottes mor fra stedfaren. Hun fik en ny kæreste, der havde fast job og hverken drak eller tog stoffer. For en stund oplevede Charlotte at have en rollemodel og en kærlig voksen, men moren endte med at gå frem og tilbage mellem stedfaren og den nye kæreste, og det førte ofte til slagsmål og utryghed i lejligheden på Vesterbro.

Skjulte sandheden

Som niårig blev Charlotte en dag kaldt ned til sundhedsplejersken. Da hun blev spurgt om, hvordan det gik derhjemme, løj hun og sagde, at det gik godt. Men da hun kom hjem fra skole, blev hun mødt af morens alvorlige blik. Hun fik at vide, at hun havde sladret om hende, og at hun nu skulle på børnehjem. Hvornår de igen skulle ses, vidste hun ikke.

– Jeg forstod ingenting, for jeg havde jo ikke sagt noget. Jeg fandt senere ud af, at blandt andre min mormor havde kontaktet skolen, fordi hun kunne se, at jeg ikke havde det godt, fortæller Charlotte.

På den lille ø Torø, lidt udenfor Assens, tilbragte Charlotte det næste halve år. Langsomt fandt hun ud af, at hun trivedes med de landlige omgivelser, og hun fandt et frirum, når hun sad på en hesteryg.

– Jeg fik et brev fra min mor en gang om ugen. Hun skrev, at hun elskede mig, og når hun ringede, var spurgte hun interesseret til min skolegang og ridning. Så vi begyndte på en måde at få en relation, efter at jeg blev fjernet hjemmefra. Men det gjorde også, at jeg begyndte at savne hende rigtig meget, fortæller Charlotte.

En dag fortalte en af lærerne hende, at hendes mor var syg. Dagen efter fulgte hun Charlotte til København, men da hun sad i taxaen med sin far på vej hjem til hans nye lejlighed, forandrede hendes liv sig for altid. Det viste sig, at Charlottes mor var blevet slået ihjel af Charlottes stedfar i et såkaldt jalousidrab i hendes egen lejlighed.

– På det tidspunkt havde jeg ikke set min mor i et halvt år, men brevene viste mig jo, at hun gerne ville mig. Så jeg havde stadig et håb om, at hun ville forandre sig. Det fik hun bare aldrig muligheden for.

Skjulte sorgen

Få dage efter gik 10-årige Charlotte op ad stien til krematoriet på Sundby Kirkegård. Hun kan stadig genkalde sig de sørgmodige øjne, der hvilede på hende, mens hun bevægede sig frem mod sin mors kiste og lagde en buket blomster.

– Folk brød sammen omkring mig, men der var ingen, der spurgte ind til, hvordan jeg havde det, og da begravelsen var overstået, var det, som om der ikke skulle snakkes mere om det, fortæller Charlotte.

Efterfølgende flyttede hun hjem til sin far og stedmor. Hun savnede sin mor, men følte ikke, at hun kunne vise sin sorg. Hun husker en juleaften, hvor hun var ved at pynte plastiktræet, og hvor hun kiggede op på himlen, og tårerne begyndte at trille.

– Min far sagde, at jeg mine tårer ikke ville bringe hende tilbage, så det kunne jeg lige så godt lade være med. Jeg fik flere gange at vide, at det var godt, at hun døde, at hun jo var en dårlig mor, og at hun havde det bedre nu. Dengang tænkte jeg, at de havde ret. Men jeg savnede hende stadigvæk, forklarer Charlotte.

Snakkede ikke om mor

Hun begyndte i en ny skole, og hun husker, at hun fandt et frirum i klasselokalet og på fritidshjemmet, hvor hun hver dag spillede bordtennis. Hvis folk spurgte til hendes familie, refererede hun til sin far og stedmor som sine forældre. For hun frygtede, at de andre ikke måtte lege med hende, hvis de vidste, hvad der var sket med hendes mor. De følgende år fik hun flere breve fra sin fængslede stedfar. Hver gang smed hendes far dem ud og konfiskerede de penge, der var vedlagt.

Forholdet mellem hendes far og stedmor begyndte at blive anstrengt, som Charlotte blev teenager. Derfor flyttede hun på ungdomspension som 15-årig, og som 17-årig blev hun gravid med sin datter. Hun fik hjælp til at forberede sig til rollen som mor, og hun søgte inspiration hos veninder og i bøger.

– Min datter blev min mening med livet, og i de år blev mit studie og min datter det vigtigste for mig, fortæller Charlotte.

Nye følelser

Hun begyndte på uddannelsen til international og interkulturel socialrådgiver, som hun afsluttede i 2006. Når hun fik ros af lærerne, gav det hende selvtillid. Forholdet til hendes datters far gik i stykker, men efter nogle år som alenemor mødte hun Jesper, der havde et helt anderledes forhold til følelser end Charlotte.

– Jesper kunne sagtens græde, hvis han var ked af det. Det kunne jeg slet ikke klare. Jeg syntes, det var et tegn på svaghed, og jeg sagde flere gange, at han skulle tage sig sammen, fortæller Charlotte, der lige fra barnsben havde lært, at hun skulle gemme sine følelser væk.

Men som tiden gik, begyndte også Charlotte at åbne mere op for sine følelser, og til sidst overgav hun sig til Jesper, som hun giftede sig med. Et år efter deres første møde. 

I dag har Charlotte og Jesper skiftet København ud med Holstebro. De er aktive i den lokale frikirke, hvor de dyrker de kristne værdier. Det har blandt andet også hjulpet hende med at slutte fred med fortiden. 

– I mange år følte jeg vrede mod min stedfar, fordi han tog min mor fra mig. Men vreden kan jeg ikke bruge til noget. Så jeg har valgt at tilgive ham for min egen skyld. Jeg ved, at han elskede min mor, og han var påvirket i en sådan grad, at han højst sandsynligt ikke vidste, hvad han gjorde, forklarer Charlotte.

Giver håbet videre

Sorgen over sin mor har hun i mange år holdt ud i strakt arm, og hun har kæmpet med følelsen af at føle sig snydt for at have en mor og en bedstemor til sin søn. For hun tror på, at hendes mor havde forandret sig, hvis hun havde haft muligheden for det.

– Hvis jeg kunne, ville jeg sige til hende, at jeg tror på, at hun kunne blive en bedre mor, hvis hun havde fået noget hjælp. At hun ville være stærk nok til at klare det, og at jeg tilgiver hende for det, der skete dengang.

    Charlotte håber, at hendes historie vil give håb til andre, der har haft en svær barndom. Hun har en bipolar lidelse og er kronisk smertepatient. Alligevel nægter hun at lade sygdom eller barndom definere hende. 

–Jeg har altid haft et stærkt, indre drive, og det har aldrig været en mulighed at give op. Der er mange ting, jeg ikke kan, men jeg vælger at fokusere på de gode ting i livet. Når jeg vågner om morgen og kigger ind i Jespers øjne, eller når lærerne på min søns skole fortæller, hvor dygtig og empatisk han er. Så er alt andet lige meget.