Min plejemor omkom i flystyrt
Chokket forplantede sig langsomt i kroppen, da Linda tirsdag aften læste tekst-tv. Der stod Christiane Zeuthen.
Den danske kvinde ombord på Flight AF447 fra Rio de Janeiro til Paris var hendes elskede plejemor. Den kvinde, der tog Linda til sig som sin egen og behandlede hende som sin datter.
- Nu havde ham deroppe i himlen igen været ond ved mig, jeg havde mistet igen. Jeg synes ikke helt, han kan være det bekendt, siger Linda Fevre Larsen, 34 år.
Hun sidder hjemme i Bramming ved Esbjerg. Hendes søster Lone er hos hende som støtte og trøst, mens Linda forsøger at begribe omfanget af den ufattelige tragedie. Hendes 48-årige plejemor var en af de 228 ofre i den værste flykatastrofe i ti år.
- Jeg har kun sovet en time i nat. Christiane og hendes mand Lars var der for mig, da jeg som 16-årige mistede min mor. Hun faldt i en brønd, og jeg blev ringet op i skolen, så jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Det snakkede vi meget om. Og så sker det igen. Jeg fik heller ikke sagt farvel til Christiane. Hun var den eneste mor, jeg havde tilbage, og jeg elsker hende, siger Linda, der altid vil være en del af familien Zeuthen.
Øjnene er hævede og røde. Hun skiftevis græder og griner, når hun tænker tilbage på Christiane.
- Jeg boede hos dem i tre år. Både Lars og Christiane behandlede mig som deres egen, og jeg elskede dem for det, fortæller Linda.
- Jeg ville have været helt ude i tovene, hvis det ikke var for dem. Christiane lærte mig f.eks., hvordan man bruger makeup og klæder sig som en pige. Hun var en hård og kontant dame, men man vidste altid, hvor man havde hende, derfor var det også hende, jeg gik til, hvis jeg havde problemer, siger hun.
- Christiane og Lars er det bedste, der er hændt for mig. Jeg ville ikke være noget i dag, hvis det ikke var for dem. Jeg vil bare prise mig lykkelig for, at Lars ikke også var med på det fly. Det kunne han sagtens have været, for Christiane var ovre ved sin bror og hans brasilianske kone, fortæller Linda, der nu vil sørge i fred over sin plejemor.
Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 24
