Mirakel at vi lever

De tre veninder Lone, Heidi og Jessie har aldrig været vilde med kunst. Nu er de slet ikke. På sidste skoledag blev de ofre for en vanvittig ulykke, da en tonstung skulptur pludselig skred sammen over deres hoveder og brat satte en stopper for festdagen.

I dag ligner de tre piger mest af alt ofre for en naturkatastrofe - med blå mærker, afrevet hår, hudafskrabninger og brækkede lemmer. Lone bruger rollator. Heidi går med krykker, og Jessie sidder i kørestol.

Selv om de tre veninder er stærkt forpinte og ærgerlige over, at sommerferien nu er ødelagt, er de dog alligevel taknemmelige for, at det ikke gik værre.

- Vi kunne være blevet mast til døde. Det var millimeter fra at gå helt galt, siger 17-årige Lone Mortensen, som siden ulykken har været "fanget" i sofaen hjemme hos mor og far.

Med en kvæstet skulder, et delvist knust albueled og en fod, der er blevet syet med 12 sting, er hun ude af stand til at bevæge sig ved egen hjælp. Låret og armen antager alle regnbuens farver, og hun døjer med hovedpine.

Faderen har anskaffet en rollator, så hun i det mindste kan skubbe sig lidt rundt i huset, når hun bliver i stand til at trodse smerterne. Lone bliver ved med at se de rædselsvækkende billeder for sig, da den store granitsten satte i skred og væltede ned over dem.

Til alt held nåede de at kaste sig ud til siderne, ellers havde de fået den direkte i hovedet. I sekunderne efter var alt et inferno af skrig, gråd og kaos.

- Det var, som om alt foregik i slowmotion. Jeg så stenen langsomt glide ned mod os og gik i panik, da den ramte mig. Jeg var overbevist om, at min fod var knust og skulle amputeres. Jeg skreg helt vildt. Der var blod overalt, og min krop var totalt lammet, fortæller Lone Mortensen.

Veninden Jessie Møller, 16, kommer til at tilbringe den kommende tid i kørestol. Med besvær skubber hun sig rundt i stuen og griner forlegent ad sin egen situation. Mens hun lå i græsset, fandt hun telefonen frem og ringede hjem til sin mor.

Læs også: Holger savnede mor og far

"Nu dør vi"
- Hun forstod ikke et ord af, hvad jeg sagde. Jeg var hysterisk. Fuldstændig i chok. Da granitblokken ramte mig, kunne jeg kun tænke én tanke: Nu dør vi, husker Jessie, som sammen med veninderne blev bragt til Herning Centralsygehus med ambulance.

Selve ulykken skete, da en af drengene kravlede op på stenen og ville tage et billede af sine udklædte kammerater. Da han hoppede ned, begyndte skulpturens øverste blok at skride. Først langsomt, så enormt hurtigt.

- Han er enormt ked af det og har grædt meget. Men det er jo ikke hans skyld. Sådan en skulptur skal ikke kunne falde sammen så let, bemærker de tre piger, som fortæller, at stenen altid har været et populært udflugtsmål for områdets børnehaver.

- Min lille kusine havde faktisk været oppe at lege på stenen nogle timer forinden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis skulpturen var væltet ned over alle de små børn, siger Heidi Nedergaard, som humper rundt på krykker med en kvast fod.

Borgmesteren i Ikast, Carsten Kissmeyer, lover, at skulpturen nu vil blive sikret efter alle kunstens regler. Overdelen af skulpturen "limes" sammen med indvendige stænger i stål, lyder det fra borgmesteren, der er overbevist om, at det ville have kostet menneskeliv, hvis ikke pigerne havde kastet sig til siderne.

Så var de blevet "mast flade som pandekager," siger han. Manden bag værket, den 77-årige Jørgen Haugen Sørensen, udtrykker stor medfølelse med de tre piger og kalder sagen for enhver kunstners mareridt. Ingen af pigerne har endnu været forbi ulykkesstedet, og de er heller ikke sikre på, at de har lyst til det. Heidis ene sko er stadig klemt fast under stenen.

- Fysisk er det os tre piger, som har det værst. Men psykisk er det også gået hårdt ud over klassekammeraterne. En af drengene siger, at han bliver ved med at se os ligge døde under stenen, fortæller Lone, som ikke ved, hvornår hun genvinder den fulde førlighed igen.

Hun og Jessie har opgivet at komme til eksamen før ferien. I stedet står den på sygeeksamen til august.