Når livet gør ondt

Mød deltagerne i vores første barn

9. juni 2009 af Maria Rasmussen
I den anden sæson af TV2-programmet er der gensyn med det unge par Kathrine og Roy. De kæmper med parforholdet efter de er blevet forældre. Tre nye par medvirker i serien om at blive forældre.

I TV2s reportageserie Vores første barn følger seerne fire pars udfordringer, når to bliver til tre.

Ifølge både statistikken og eksperterne er de første år, efter man er blevet forældre for første gang, den periode, der belaster forholdet mest. Og det kender Kathrine på 22 år alt til.

- Vi glemte hinanden, da vi fik Maja. Vores tid gik simpelthen med at tage os af hende. Vi fik aldrig talt ordentligt sammen, og det har gjort, at vi nu har en del at arbejde med i parforholdet, siger Kathrine til mama.dk.

Læs Kathrines blog HER

Dem kan du møde i Vores første barn, som sendes i aften på TV2 klokken 20.00

Kathrine og Roy
Kathrine på 21 år og Roy på 22 år valgte trods deres unge alder at blive forældre. Nu er deres første barn blevet et halvt år og udfordringerne i parrets forhold har meldt deres ankomst.

Kathrine føler at Roy ikke giver hende nok opmærksomhed og Roy mener omvendt, at Kathrine koncentrerer sig for meget om deres datter Maja.

Parret er begyndt at glide fra hinanden. Kathrine er blevet mor med stort M, mens Roy har det svært med de mange forandringer. Han savner både sit gamle liv og den Kathrine, hun var, før de fik Maja.

Robert og Miamerie
Robert på 30 år og Miamerie på 30 år blev gift og fik barn på rekordtid. Men kort efter de fik deres første barn valgt de at gå fra hinanden. Parret flytter hver til sit, men forsøger at løse problemerne for deres søns skyld.

De vælger at give familielivet en sidste chance, så nu forsøger de at finde sammen igen. Robert for sin søn Theodors skyld, og Miamerie fordi hun savner kærligheden. Nu har de givet sig selv en frist på tre måneder til at se om projektet lykkes.

Men Miamerie og Robert har svært ved at indgå kompromiser og acceptere hinandens forskelligheder.

I morgen kan du læse interviewet med Miamerie på udeoghjemme.dk

Jens og Kirsten
Jens 26 år og Kirsten, 28 år kommer fra Odense, er et superromantisk par, der gør en dyd ud af at holde gnisten i parforholdet. De har holdt månedsdag samtlige 29 måneder de har været kærester.

Jens og Kirsten har aldrig skændtes i de to et halvt år, de har været kærester.

Nu er Kirsten gravid, men parret har givet hinanden hånd på, at deres første barn ikke skal spolere romantikken.

Anja og Michael
Anja på 28 år og Michael på 28 år venter deres første barn. Michael har været forelsket i Anja siden skoletiden, men først for 2 år blev de kærester.

De er vant til at bruge meget tid sammen, men nu bliver nødt til at leve adskilt, for Anja er blevet indlagt på hospitalet pga. risiko for, at hun føder flere måneder for tidligt. Imens må Michael passe deres hus og dyr, og afstanden mellem dem vokser.

Seerne kommer med når Anja og Michael får deres første barn og i den første svære tid med deres for tidligt fødte barn, hvor det kan være svært at finde plads til hinanden.

Sponsoreret indhold