Mor dræbt af spritbilist

Marie Holt, 20, husker hver en detalje fra den aften, hvor to politiassistenter fra Skive Politi pludselig stod i det tætte mørke uden for hoveddøren og bankede på.

Deres miner var alvorlige, og de unge betjente var synligt nervøse.
Maries hjerte holdt op med at slå, mens betjentene kæmpede med at få styr på stemmerne.

Dræbt på motorvejen
- Skal vi ikke sætte os ned, sagde de. Øjeblikket efter brød Maries verden sammen.
Politifolkene kom for at fortælle Marie og storebroderen, at deres mor, 49-årige Anne Holt, var blevet dræbt på motorvejen ved Herning.

En yngre mand var kørt op bag i det køretøj, som Anne Holt og hendes søster, Karen, sad i.
Søsteren overlevede med svære kvæstelser, men Anne Holt blev slynget ud af bilen og dræbt på stedet.

Spirituskørsel
Senere viste det sig, at den 26- årige ulykkesbilist var påvirket af spiritus. Sagen kommer for retten på mandag i næste uge.
- Jeg er skuffet over ham, siger Marie lavmælt om spritbilisten.
Men ingen vrede - eller had - kan spores i de blide ansigtstræk.

- Selvfølgelig håber jeg, han får en lektie af dommeren. Men min mor er død, uanset hvad.
I virkeligheden er det nok kun skuffelse, jeg føler.
Han kunne godt have sendt et brev - eller måske en buket blomster til begravelsen, siger Marie lavmælt.

Elsket af mange
Anne Holts død var et tilintetgørende slag, ikke kun for familien, men også for den store venindekreds.
I dagene efter var den lokale avis fyldt med mindeord:

"Dine børn var hjørnestenene i livet. De var med i alt, du tænkte og foretog dig," skrev en af veninderne.

"Jeg har kendt et af denne verdens mest vidunderlige mennesker. Du havde to fantastiske børn, som nu alt for tidligt står uden deres mor. Du skal vide, at jeg vil være for dine to børn, hvad du har været for mine," skrev en anden veninde.

Chokket kan ikke mildnes
Alle de søde ord, blomster og sms-beskeder varmer Marie, men savnet og chokket kan ikke mildnes.
Når hun mindes den skæbnesvangre martsdag, står nogle ting knivskarpt, mens andre er indhyllet i et tågeslør.

Afskeden med moderen på Herning Centralsygehus glemmer hun aldrig.
Moderen lå i en sygeseng i sin grønne dynejakke med pelskrave, hendes ene støvle var faldet af, og hun havde et plaster i panden.

Umuligt at forstå
Det var umuligt at fatte for Marie, at hun var død.
- Jeg har siden lært at leve med, at sorgen aldrig forsvinder. At jeg aldrig får min mor igen. Man vænner sig til at leve med det.

Alle de dejlige minder har jeg jo - og min mor er hos mig hver eneste dag, tilføjer hun.
Fra vinduet i Maries nye kvistlejlighed er der udsigt ud over et glimtende, snedækket Skive.

Kærligheden brast
Kort efter begravelsen flyttede hun fra barndomshjemmet. Hun kunne ikke holde ud at være der - slet ikke alene.
I stedet blev det i første omgang til et mindre sted, som hun delte med kæresten Jens.

Men midt i sorgen bristede kærligheden også.
- Jeg tror på, at man som par enten bliver stærkere af den her slags eller også glider man fra hinanden. Det sidste skete desværre for os.
Vi var pludselig to vidt forskellige steder i vores liv, forklarer hun.

Far bor i Norge
Moderens død tvang Marie til at blive voksen, nærmest fra den ene dag til den anden.
Allerede da hun var ni år, flyttede faderen til Norge, hvor han i dag bor med en ny kvinde og hendes tre børn.

Efter moderens død er forholdet til faderen blevet styrket, men i hverdagen var hun alligevel pludselig helt alene.
- En gang var vi en helt "almindelig" familie. Så flyttede min far, og vi var min mor og bror og mig tilbage. Siden blev det kun mor og mig.

Angstanfald
Måske er det derfor, at tabet af hende ikke kun føles som en stor sorg, men faktisk også er angstfremkaldende, forklarer Marie.
- I en periode havde jeg det forfærdeligt. Jeg var træt og ked af det. Frustreret og sur.

Samtidig fik jeg voldsomme angstanfald og var bange for atvære alene. Jeg frygtede, at sorgen pludselig ville overvælde mig, forklarer Marie.

Plan for fremtiden
Marie deler i dag en lejlighed i Skive midtby med klassekammeraten Line, og sammen forsøger de at skabe trygge og varme rammer om hverdagen.
Til sommer afslutter Marie sin studentereksamen, og herefter er det planen at rejse ud for Folkekirkens Nødhjælp og arbejde frivilligt med et nødhjælpsprojekt i Malawi i det sydlige Afrika.

Drømmen er senere at studere kunsthistorie på universitet - en interesse, hun delte med moderen.

Masser af minder
Én positiv ting er der kommet ud af tragedien. Marie føler, hun har fået et langt tættere forhold til sin far.
- Det er dejligt for mig at lære ham endnu bedre at kende, siger hun.

Over alt i Maries lejlighed er der konkrete minder om moderen. Albummene er fyldt med fotos, og moderens malerier og fotografi er fylder vægge og hylder.
- Mor var et varmt og kreativt menneske, som altid var klar til at hjælpe andre.

Hun havde et meget stort hjerte, siger Marie og må atter gribe ud efter den serviet, som veninden Line omsorgsfuldt rækker hende.

Bliver væk fra retssag
Mange efterladte føler behov for at møde op i retssalen for at konfrontere gerningsmanden.
Men den slags tanker gør Marie Holt sig slet ikke. Hun har tænkt sig at blive væk fra retssagen.

- Men min mors død har helt klart ændret mit syn på spirituskørsel. Jeg kan slet ikke tåle, at folk blander bilkørsel med spiritus.
For nylig fik jeg bilnøglen talt ud af hånden på en fuld soldat, da jeg fortalte ham om min mors historie.

Folk skal vide, hvor store en ulykke - og hvor meget sorg - de kan fremkalde, fastslår Marie.