Mor er blevet en engel

- Mor er død, og så kommer hun ikke hjem mere. Nu er hun blevet en engel. Matilde sidder på armen af sin far, Brian, mens øjnene følger kisten med hendes mor, der bliver sat ind i den sorte rustvogn.

Læs også: Jeg måtte ikke dø fra min datter

Kort tid før har hun kigget ned på sin mors lukkede øjne i den åbne kiste. Den mor, der altid smilede, når hun var i nærheden, og til det sidste prøvede at skåne sin datter for sandheden om den sygdom, der til sidst tog livet af hende.

Brugter kræfter på datter

- Signe brugte de sidste kræfter på at være sammen med Matilde. Hun sad oppe i sengen, hvor Signe læste godnathistorie for hende. Jeg vidste godt, at hun var så plaget af voldsomme smerter, men Signe smilede. Hun ville ikke have, at hun huskede hende anderledes, fortæller den 34-årige Brian Juul-Pedersen fra Bjæverskov syv måneder efter, at han mistede sin elskede kone til kræften.

Læs også: Min far er ukendt donor

Signe og Brian var ellers godt i gang med at skabe den drøm, som de begge ønskede. En lille lejlighed var blevet skiftet ud med et rummeligt hus i Bjæverskov, og udsigten til at se deres snart to børn lege i haven bragte et smil på læben af de unge forældre.

Men mens Signes mave voksede, mærkede hun en dag en knude i det ene bryst. Tankerne faldt hurtigt hen på en hævet mælkekirtel, men efter en undersøgelse hos lægen blev Signe sendt videre til hospialet.

- Du har kræft, og den er stor, sagde en sygeplejerske. Signe brød hulkende sammen, mens jeg prøvede at tænke logisk. Hvis hun fik fjernet brystet, så var kræften jo væk, og så kunne vi komme videre i vores liv. Så på det tidspunkt tænkte jeg, at det nok skulle gå.

Uhelbredelig syg

Signe fik fjernet det ene bryst, men kort tid efter fandt hun en knude i det andet.
- Da lægen sagde, at kræften havde spredt sig til lunger, lever og knogler, brød vi bare sammen. Havde vi en måned, eller var det 10 år? Så jeg spurgte, om to år var lang tid, og der kunne jeg se et forsigtigt nik, forklarer Brian.

Skjulte sine smerter
Signe kom i behandling med kemo, men mens den giftige behandling begyndte at virke, fik Signe det dårligere.
Signe gjorde alt for at skjule, hvor skidt hun havde det. Når Brian ringede til hende om aftenen, var det altid med en glad stemme, at hun hørte om Matilde og Brians hverdag.

Læs også: 11-årige ramt af kræft: Skal jeg dø nu, mor?

- Hun sagde altid, at hun havde det fint. Men jeg fandt senere ud af, at når vi sluttede samtalen, så ringede hun til sin mor og skreg af smerte. Hun ville jo skåne mig, så jeg havde energi til at være der for Matilde, fortæller Brian med et sørgmodigt blik.

- Den dag, da Signe skulle have kejsersnit, var nok en af de hårdeste. Jeg fik en lille datter, men samtidig vidste vi begge godt, at Signe ikke ville se hende vokse op, fortæller Brian.

Stærk til det sidste

På sin computer finder han en video frem, som han optog få uger før, at Signe overgav sig til kræften. Den skaldede kvinde ligger i sygesengen, og i armen har hun den nyfødte My i favnen. Hun aer hende over de få dun, hun har på hovedet, mens en tåre triller ned ad kinderne på hende.

- Jeg skal ikke være her, hvis jeg skal være syg, siger Signe, mens Brian filmer hende.

- Hun var stærk til det sidste. Hun ønskede bare, at pigerne og jeg havde det godt. For hun vidste, at det fremover var min opgave at være der for dem, fortæller han, mens han lukker computerskærmen i.

Mens Brian fortæller om den sidste tid med sin elskede Signe, bliver talestrømmen afbrudt af babyalarmen. Få minutter senere er Brians triste ansigt erstattet af et smil, for på skødet sidder den otte måneder gamle My med sine tykke babykinder og smiler.

Børnene får mig til at smile

For Brian er sorgen stadig stor, men det har også været vigtigt for ham ikke at hive sine børn med ned.

- Jeg har dage, hvor jeg har lyst til at være alene og bare græde. Men jeg har også dage, mange flere heldigvis, hvor jeg griner og hygger mig. Jeg har snakket med andre, der er i sorg, der kan få dårlig samvittighed over at være glad. Men hvorfor skulle jeg det? Signe ville ønske, at jeg var glad, og jeg bragte så megen glæde som muligt ind i børnene liv, og det er jo også dem, der få mig til at smile.