Mor faldt død om på stranden

Fireårige Sebastian og hans lillebror Christopher på to skal aldrig se deres elskede mor igen. Aldrig mere skal de mærke hendes varme knus. Den 24. november faldt 27-årige Karina Cochran død om med hjertestop på Balka Strand hjemme på hendes elskede Bornholm. Det kom som et lyn fra en klar himmel.
Karina og drengene var lige flyttet tilbage til Bornholm, sammen med Karinas amerikanske mand Thomas, 26, efter at have boet seks år i USA. Familien havde lejet sig ind på en gård i Bodilsker, hvor Thomas nu sidder alene tilbage med børnene.
Thomas, der er tømrer, er fast besluttet på at blive boende på Bornholm, så drengene kan være tæt på deres danske familie - og på Karinas grav på Nexø kirkegård.
- Min familie i USA vil gerne have, at jeg flytter tilbage nu, men det gør jeg ikke. Det er bedre for mig og drengene her, lyder det fra den sønderknuste mand, som er i fuld gang med at udfylde papirerne til Udlændingeservice, så han forhåbentlig kan få opholdstilladelse.
Samtidig er Karinas familie og venner i den grad rykket sammen om den lille familie. Ikke mindst Karinas mor, Viola Knudsen, 63, som sidder helt alene tilbage i sit hjem i Nexø. Den 25. april i år, dagen efter Karinas 27 års fødselsdag, døde Violas mand, Ole, af kræft. Viola har altså mistet både sin mand og datter i løbet af syv måneder.
Nu frygter Viola også at miste sine børnebørn, hvis ikke Thomas får opholdstilladelse.
- Det er bare så mærkeligt, at Karina ikke er her mere. Det havde været bedre, hvis det var omvendt, og det var mig, der var død, siger Viola og tørrer endnu en tåre væk fra øjenkrogen.
Karina blev begravet i Nexø Kirke den 5. december. Kirken var stuvende fuld. Siden da har Karinas venner gjort alt, hvad de kan, for at hjælpe Thomas og drengene.
De har bl.a. startet en indsamling til støtte for familien. Du kan læse mere på Facebook på internettet. Søg efter "Karina Cochran" og "Hjælp til de efterladte".