Mor hjalp mig over kærestesorgen

- Hvis mor ikke havde været der, ved jeg slet ikke, hvor vi var endt.

25-årige Tina Larsen sender sin mor, 56-årige Merete Gadskov, et varmt og taknemmeligt smil hen over spisebordet hjemme i lejligheden i Rødovre ved København. Der er hyggeligt og rart i den lyse stue, hvor lille Kiyan på15 måneder tumler pludrende rundt på gulvet.

Merete smiler lidt forlegent. For hende er det, hun har gjort, kun helt naturligt.
- Min dør står altid åben. Det er da heller ikke første gang, et af mine børn er flyttet hjem til mig igen i en periode, siger hun, som har i alt fem børn og 11 børnebørn.

Det er Tina, der har skrevet ind til Ude og Hjemme og indstillet Merete til et gavekort til SuperBest på 2.000 kr. som tak for den uvurderlige hjælp og støtte, hun har givet hende.

- Det var noget af en overraskelse, da jeg i december 2007 opdagede, at jeg var gravid. På det tidspunkt ville jeg faktisk slet ikke have børn. Men jeg vidste, at det ville min kæreste rigtig gerne, så jeg valgte at beholde barnet, fortæller Tina, som havde mødt sin 32-årige kæreste via en datingside på internettet to måneder forinden. Kort efter var han flyttet ind i hendes lejlighed i Rødovre.

Graviditeten blev langtfra som en dans på roser. Tina mistede sit arbejde i Inspiration i Glostrup. Hun tog voldsomt på og følte sig "fed og klam" og måtte give afkald på en stor del af sit sociale liv. Kæresten, derimod, fortsatte ifølge Tina med at leve, som han plejede. Når han ikke arbejdede, gik han ud med vennerne og hyggede sig. Tina følte sig ensom og svigtet.

I juni flyttede parret til en større lejlighed i samme kvarter. Samtidig begyndte det for alvor at knage i forholdet. Nu i en grad, så Tina og kæresten ifølge hende gik fra hinanden to gange. De fandt dog sammen igen, inden lille Kiyan meldte sin ankomst den 4. september på Hvidovre Hospital.

En kort lykke
Tina havde begyndende svangerskabsforgiftning og måtte derfor føde ved kejsersnit. Kæresten var med hele vejen.

- Han var en virkelig god støtte. Og da han fik Kiyan op i armene, kunne jeg se, hvor lykkelig han var. Så tænkte jeg, at det nok skulle gå, husker Tina. Men hun tog fejl.

Så snart parret kom hjem med deres lille søn, meldte problemerne sig igen, fortæller Tina.
- Min kæreste blev mere og mere fraværende og var typisk væk to-tre aftener om ugen. Enten skulle han i svømmehallen, til styrketræning eller ud med vennerne.

Jeg syntes, det var mærkeligt, for han havde jo os derhjemme at passe. Men hver gang jeg spurgte ham, snakkede han udenom, husker hun.
Efter fem uger blev de to så meget uvenner, at de endte forholdet. Kæresten nægtede ifølge Tina at flytte, og da Tina hverken havde mulighed eller råd til at finde et andet sted, blev de begge boende.

- Det var mærkeligt og ikke særlig rart, siger Tina.
Hun søgte ofte tilflugt hjemme hos Merete, som beredvilligt slog dørene op for sin ulykkelige datter og hendes lille søn. Typisk overnattede de der fire-fem gange om ugen.

For Kiyans skyld valgte Tina og kæresten at holde både jul og nytår sammen. Det var ret akavet, ikke mindst nytårsaften, hvor det ifølge Tina pludselig gik op hende, at kæresten allerede flere måneder før fødslen havde haft en anden.
- Det gjorde bare så ondt, fortæller hun.

Den aften besluttede hun at hun ikke ville overnatte så meget som én nat mere i lejligheden.
- Så stod jeg pludselig der uden noget hjem, uden penge og dybt ulykkelig. Endnu engang åbnede min mor sin dør for os og blev det menneske, der holdt mig oppe. Hun sørgede for mad, omsorg og gjorde alt det, jeg ikke selv magtede. Hun holdt sammen på det hele, lyder det taknemmeligt fra den unge mor, som endte med at bo hos Merete i hendes lille toværelses lejlighed i Brøndby i næsten fire måneder.

Hjem til mor
- Tina græd hver dag. Det gjorde også ondt på mig. Så om aftenen, når Tina og Kiyan var gået i seng, sad jeg også og græd, fortæller Merete, som forsøgte at skjule det og være stærk for sin datter.

Den 15. marts fik Tina endelig den lejlighed, hun havde skrevet sig op til i november. Atter blev Merete en støtte for den unge alenemor. I de første 14 dage sov Merete i lejligheden hver nat, og i de efterfølgende tre måneder kom hun fast mindst hver anden dag.

- Hun skulle lige vænne sig til det nye sted og til at være alene med Kiyan. Jeg vidste jo godt, hvor ked af det Tina blev, når jeg tog hjem, fortæller Merete.

I august, få dage før Kiyans et-års fødselsdag, viste Merete endnu engang sin styrke, da Kiyan blev indlagt på Glostrup Sygehus med meningitis. Merete sprang med i ambulancen og veg ikke fra Tinas side på hospitalet i de døgn, hvor Kiyan bogstaveligt talt svævede mellem liv og død. Heldigvis klarede den lille fyr sig uden men.

I dag er der endelig kommet ro på i Tina og Kiyans liv. Tina har fået et fornuftigt forhold til ekskæresten, som ser Kiyan to gange om ugen.
- Jeg kunne ikke drømme om et bedre liv, end det vi har nu. Jeg nyder virkelig at være i lejligheden nu og elsker hver dag sammen med Kiyan.
Jeg er lykkelig, ikke mindst takket være mor, siger Tina og kigger kærligt på Merete.