Mor: Lad min datter leve

- Din søster har ringet, og jeg skulle hilse. Hun glæder sig til at se dig igen og siger, at du skal kæmpe med alt, hvad du har i dig. Ordene kommer fra Lone Bang Andersen, der står lænet ind over en hospitalsseng på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor hendes datter, Trine, ligger.

Den ellers så kønne, lyshårede pige ligger med slanger over det hele og håret barberet af. Det eneste livstegn er den monotone lyd fra en respirator, der holder hende i live.

- Jeg kommer om lidt igen, skat. Hej så længe, siger hun, inden hun lukker døren til stuen.

Opfører sig mærkeligt
21-årige Trine Bang Andersens fremtidsdrømmene blev d. 24. oktober sat på hold, da Lone fandt sin datter siddende nøgen og konfus på det kolde badeværelsesgulv i hjemmet i Hjørring.

På hospitalet tror lægerne først, at hun har en urinvejsinfektion, men som timerne går, begynder Trine at opføre sig mere og mere mærkeligt.

- Hun begynder at sige sådan nogle jamrelyde, mens hendes højre arm kører op og ned ad maven. Jeg kan også se, at hun bliver ved med at hælde til højre med kroppen. Det var simpelthen så frygteligt at se på.

En scanning viser, at Trine har flere blodpropper og en hjerneblødning, og hun bliver straks fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

Trine før blodpropper og indlæggelse

Snyder døden
Operationen går godt, og de får stoppet blødningen og fjernet de blodpropper, der ligger som perler på en snor, men kort tid efter begynder Trine at bløde igen, og lægen fortæller, at der nu kun er medicinsk behandling tilbage. En behandling som Trine højst sandsynlig ikke vil overleve.

- Det var som et ondt mareridt, jeg ikke kunne vågne fra. De ville trappe hende ud af den sovemedicin, hun fik, og så ville trykket stige og til sidst ville hun dø, fortalte de.

Men endnu en gang snyder Trine døden. Trykket i hjernen stiger ikke, og hun får det løbende bedre, til trods for at lægerne ikke kan give Lone nogen garantier om, at hendes unge datter igen kommer hjem.

- Der var flere læger, der spurgte, om Trine tog p-piller, og det svarede jeg ja til. Det viste sig så, at de får ca. en pige ind om måneden med de samme symptomer som Trine, og det er jo bare i Odense, fortæller Lone fortvivlet.

Magtesløs situation
- Jeg har aldrig været specielt religiøs, men forleden gik jeg ind i en kirke og satte mig og bad til, at Trine skulle overleve. Det gav mig en dejlig ro, som jeg ikke kan finde på hospitalet. Det samme med healing. Jeg har hørt, at hvis man virkelig tror på det, så kan man
heale, så jeg lægger nogle gange min hånd på hendes mave og prøver at tænke gode tanker. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre. Jeg føler mig magtesløs, og jeg bliver nødt til at tro på, at hun kan bruge mit nærvær til noget, forklarer Lone, der er ved at uddanne sig til SOSU-hjælper.

Ude på gangen på intensivafdelingen stopper lægen op foran Lone. Han har lige været inde og tilse Trine, men de utallige gange Lone har snakket med lægerne, har de været sparsomme med de positive udsigter. Lone nikker, mens lægen forklarer, og da han giver hende hånden, har hun hverken fået dødsdom eller lykkelige nyheder.

- Han vil jo ikke sige for meget, men jeg synes, han virkede mere positiv end tidligere. Ja, jeg ved det ikke, men det er jo det eneste, jeg kan tro på.