Mor skal ikke dø alligvel

- Vi kan ikke gøre mere for dig. Sådan lød de barske ord til den nu 34-årige Denise Clark, efter at hun havde fået adskillige kemobehandlinger for den aggressive kræftsygdom, som lægerne havde konstateret.

Ordene ramte hende hårdt. Tankerne omkring hendes to små drenge fik den unge mor til at bryde sammen. Lægens dom var klar, og nu ville Denise gøre alt for, at hendes børn fik de bedste betingelser i livet fremover.

LÆS OGSÅ:Pernille fik kræft som 5-årig

- Jeg planlagde min begravelse og skrev afskedsbreve til mine drenge. Jeg skrev, hvor stolt jeg var af dem, og at de ikke skulle være kede af det, for vi havde jo nået af få en masse gode stunder sammen, fortæller Denise Clark, der også sørgede for, at der blev taget en stribe glade familiebilleder, så drengene i fremtiden ville have nogle gode minder om den mor, der havde elsket dem så højt.

- Jeg ville også gerne give drengene nogle sjove stunder, hvor vi spillede fodbold sammen eller grillede, som de kunne tænke tilbage på, forklarede hun.
Det, Denise troede var en tragisk sygdom, blev konstateret i 2009. Mens hun var gravid med sin nu 4-årige søn Luca, begyndte hun at bløde ni uger inde i graviditeten.

Et kæmpe chok

Hun ringede straks til lægen, men der skulle gå seks måneder, før hun af lægerne fik den besked, der fik hendes verden til at bryde sammen: Hun havde livmoderhalskræft. Diagnosen betød, at hendes lille søn Luca kom til verden efter bare 33 uger, så Denise omgående kunne starte sin behandling.

De mange stråler tog hårdt på den unge mor, der stadig gjorde alt for at være der for sine børn. Men det skulle blive værre. I 2011 fortalte lægerne hende, at kræften havde spredt sig til hendes bækken, og at de ikke kunne gøre mere for hende.

LÆS OGSÅ: Enlig mor: Jeg måtte ikke dø fra min datter

- De sagde til mig, at jeg allerede havde fået så mange stråler, som et menneske kan klare at få igennem et helt liv. De gav mig muligheden for at få en anden type kemo, der muligvis kunne købe mig lidt tid, men jeg ville gerne have, at mine drenge skulle huske mig, som jeg var. Ikke som en person, der bare rådnede væk på en sofa. Det var det mest nedslående, jeg nogensinde har oplevet, fortæller Denise.

Selv om lægerne havde givet Denise dødstødet, gav hun alligevel ikke op. Hun begyndte at undersøge alternative behandlingsformer og bestilte et ophold til 100.000 kroner i Spanien, der skulle være med til at holde hende klar i hovedet så længe som muligt.

Men som månederne gik, og hun stadig følte sig rask, begyndte hun at blive mistænksom. Til sidst forlangte hun at få en ny scanning.

Ingen kræft

Da hun sammen med sin mor fik resultatet fra de nye prøver, ramte chokket som en tung hammer. Prøverne viste, at det, hun tidligere havde fået af vide var en spredning af kræften til hendes bækken, i virkeligheden var skader fra hendes tidligere kemobehandlinger. Prøverne viste også, at Denise faktisk havde været rask, før hun begyndte på behandlingerne.

- Jeg begyndte bare at grine, og min mor begyndte at græde. Det var nogle meget mærkelige følelser, der kom frem. For det var jo fantastisk, at jeg havde mit liv igen, men samtidig havde jeg de sidste to år af mit liv forberedt mig selv og mine drenge på, at jeg snart ikke ville være her mere, fortæller Denise, der med det samme fortalte sine drenge den glædelige nyhed, da hun igen var hjemme.

- Jeg sagde: "Harvey, lægerne har taget fejl." Jeg kunne bare se, hvordan hans lille ansigt lyste op, og han gav mig det største knus, jeg nogensinde har fået af ham. Til sidst sagde han: "Jeg vil aldrig nogensinde slippe dig igen", fortæller hun.

Så mange fejl

Denise har fået tildelt et femcifret beløb i erstatning for de mange fysiske, psykiske og økonomiske smerter, hun gennemgik, da alle troede, at hun var syg.

Men helt tilfreds er hun alligevel ikke - og det bliver hun nok aldrig.

Denise er blandt andet bekymret for, om den fejlagtige diagnose har fået hendes ældste søn til at blive voksen for hurtigt. Hun har brugt en formue på behandlinger i udlandet, og hun har været nødsaget til at få blodtransfusioner efter kemobehandlingerne, som havde nedbrudt hendes indre organer.
- Det var ikke bare en afdeling, der kludrede i det. Det var mange. De lavede så mange fejl, fortæller Denise, der trods vreden alligevel kan bruge de to smertefulde år til noget positivt.

- Når du bliver udsat for noget, der er så voldsomt, så begynder du på en eller anden måde at se klart. Det eneste, jeg virkelig ønsker mig nu, er, at se mine drenge vokse op og se dem udvikle sig til de fantastiske mænd, som jeg ved, de vil blive.

LÆS OGSÅ: Jeg skal dø nu mor