Mor stjal mine penge

Hvordan kan en mor finde på at gøre sådan noget mod sit eget barn? 22-årige Henriette Juul Hansen fra Græsted i Nordsjælland ryster på hovedet. For hende er der bogstaveligt talt ingen kære mor. Tværtimod: Henriette kan end ikke være i stue med sin mor, og sådan har det været siden foråret 2007. Da gik det, ifølge Henriette, op for hende, at hendes 44-årige mor gennem flere år systematisk har plyndret hendes lønkonto i Nordea Bank i Græsted.

- Jeg troede, jeg havde sparet 50.000 kroner op. De var bare væk. Hun havde også overtrukket mit dankort, som jeg slet ikke vidste, jeg havde, med omkring 25.000 kroner og optaget et lån i mit navn på 60.000 kroner ved hjælp af en falsk underskrift. Lånet og overtrækket hæfter jeg ikke for. Men min opsparing får jeg aldrig igen, lyder det med et suk fra Henriette.

Sagen skal nu afgøres ved Retten i Helsingør, hvor moderen er anklaget for seks tilfælde af dokumentfalsk. Den kunne være endt allerede 23. januar i fjor, hvor det første retsmøde fandt sted, men moderen er foreløbig udeblevet fra retten tre gange, senest torsdag den 15. oktober i år, hvilket har gjort, at sagen endnu en gang er blevet udskudt.

- Jeg har fået at vide af politiet, at næste gang tager de ud og henter hende, siger Henriette, som arbejder som salgsassistent i et supermarked. Hendes mand, Mikael, 28, som hun bor sammen med i en hyggelig fireværelses lejlighed i Græsted, er sygemeldt med en diskosprolaps. Henriette understreger, at hendes mor hverken er alkoholiker eller misbruger.

Til gengæld har hun, ifølge Henriette, altid haft svært ved at svare enhver sit. - Jeg havde en rigtig god opvækst. Vi manglede aldrig noget. Men vi flyttede 32 gange, tror jeg. Det var altid, fordi huslejen eller skatten ikke var betalt, eller på grund af andre problemer med økonomien, fortæller hun. Ifølge Henriette er moderen hjemmegående, mens faderen på 45 år beklæder en lederstilling i et firma, hvor også hendes 25-årige storebror arbejder. Familien tæller desuden en lillesøster på 17 år. Efter at bedragerisagen er begyndt at rulle, har hele familien vendt Henriette ryggen.

Jeg var naiv
Sagen begyndte, ifølge Henriette, da hun i 2001 overlod sit hævekort til sin mor.
- Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overlod styringen af min økonomi til min mor. Meningen var, at jeg så ville have bedre mulighed for at spare op. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at bruge pengene, hvis jeg selv skulle styre det, fortæller hun. Fra 2001-2004 arbejdede Henriette i forskellige supermarkeder og satte 3-4.000 kroner ind på sin konto om måneden. Efter hun i 2005 kom i lære, steg dette beløb til 6-7.000 kroner om måneden.

I 2005 flyttede Henriette hjemmefra til en ungdomsbolig i Gilleleje. Hun kom fortsat hos sine forældre og spiste og vaskede tøj. De regninger, hun fik, tog hun med til sin mor, som hver gang lovede at betale dem over netbank. Det skulle Henriette slet ikke tænke på. Til gengæld gav moderen hende, ifølge Henriette, 500 kroner om ugen i kontanter at leve for.

- Måske var jeg naiv. Men jeg var usikker og en nybegynder, så jeg tænkte, at det var bedre på den måde, fortæller Henriette. I 2006 blev hun og Mikael kærester, og den 15. februar 2007 blev de gift på rådhuset i Helsinge. Kort forinden havde Henriette flyttet sin folkeregisteradresse sammen med Mikael, og sådan gik det til, at hun en dag modtog et brev fra banken, som ellers normalt sendte al post hjem til hendes forældre.

- Der stod, at jeg skyldte 1.000 kr. Det forstod jeg ikke. Der skulle jo stå mindst 50.000 på kontoen. Da jeg tog brevet med hjem til min mor, sagde hun bare, at det skulle hun nok tage sig af, husker Henriette.

Falske underskrifter
Hun kunne imidlertid ikke glemme det mystiske brev, og nogle uger senere ringede hun til banken og aftalte et møde. Til mødet fik hun et chok. I stedet for de 50.000 kroner, hun troede, hun havde sparet op, var kontoen gabende tom. Derudover viste det sig, at hun havde et overtræk på 25.000 kroner på sit dankort og et lån på 60.101 kroner.

- Jeg var helt paf. Damen i banken kunne godt se, at den var gal, så hun bad om min underskrift, så hun kunne sammenligne med den på lånet, fortæller Henriette. De to underskrifter matchede ikke.

- Min mor har åbenbart forfalsket min underskrift og derefter selv skrevet under som vidne, forklarer Henriette og viser en kopi af gældsbrevet frem. Banken ville selvsagt ikke hæfte for underskuddet, og fra at være et internt familieanliggende voksede striden dermed til en straffesag. Ifølge Henriette har moderen erkendt falskneriet over for politiet. Alligevel er det Henriette, som familien har vendt ryggen.

- I starten var det hårdt. Men nu har jeg lært at leve med det. Men jeg er så træt af den her sag. Jeg ville ønske, at min mor bare snart mødte op i retten, så vi alle kunne komme videre med vores liv, kommer det bittert fra Henriette.