Når livet gør ondt

Myrder sin utro hustru

21. maj 2014 af Carsten Holst Foto: Focus News Agency/ All Over Press
Da liget af 38-årige Stephanie Roller blev fundet, stod politiet med tre mistænkte. Morderen kunne enten være hendes mand, hendes elsker eller elskerens hustru. Dale Bruner forsøgte forgæves at kaste skylden på elskeren.

Når en kvinde bliver myrdet, retter politiet ofte mistanken mod den person, der står hende nærmest. Sådan var det også, da liget af 38-årige Stephanie Roller, mor til tre små børn, blev fundet i floden Blue River tæt på hendes hjem i Silverthorne, Colorado.


Problemet for efterforskerne var imidlertid, at de skulle rette søgelyset mod to mænd, der begge var endog særdeles tæt knyttet til den myrdede.

Læs også: Mor satte ild til sin datters voldtægsmand


Den ene af mændene var Stephanies ægtefælle gennem 14 år, Dale Bruner, 42. Den anden var hendes elsker og store kærlighed gennem tre år, fysioterapeuten Ron Holthaus, 39.


Som om to mistænkte ikke var nok, kunne politiet i den amerikanske by heller ikke udelukke, at Ron Holthaus' hustru, Cynthia Holthaus, også kunne være morderen. I hvert fald havde hun et oplagt motiv til at få skaffet Stephanie effektivt af vejen.


Læs også: Gravid kvinde stak sin kæreste ihjel

Kriminalkommissær Theresa Barger stod for efterforskningen af den komplicerede mordsag.
Da den endelig havde fundet sin afslutning, og morderen var anbragt bag lås og slå, udtalte hun til den lokale presse:

- Det var en besynderlig situation. Vi havde tre mistænkte. Jeg erindrer i hvert fald adskillige bizarre afhøringer, der grænsede til det pinlige for alle tre mistænkte.

Fredag den 12. november 2010 troede Dale Bruner, at en romantisk middag sammen med hustruen gennem 14 år, Stephanie Roller, ville være starten på en hyggelig weekend og samtidig afslutningen på en turbulent tid.

Der var mildt sagt knas i ægteskabet, og det havde der været længe. En måned inden havde Stephanie fortalt ham, at hun ville skilles.

Smidt i floden

Årsagen var ligetil. Hun havde fundet en anden mand, Ron Holthaus, som hun ville forsøge at opbygge en fremtid med.

Stephanie havde imidlertid overset et enkelt, afgørende faktum, nemlig at elskeren, Ron, slet ikke var indstillet på at forlade sin hustru til fordel for hende.
Derfor havde Stephanie meddelt Dale, at hun ville sætte skilsmissen på standby og give deres ægteskab en ny chance.

Hvad der skete den fredag aften i november for tre et halvt år siden bliver sandsynligvis aldrig fuldt opklaret. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, at Stephanie blev myrdet med slag i hovedet og derefter kastet i den nærliggende flod.


Liget af hende blev fundet to dage efter, og så gik jagten på hendes morder for alvor i gang.
Dale Bruner kunne fortælle politiet, at hans hustru havde forladt hjemmet omkring klokken 22.30.


En mystisk sag

Først næste morgen klokken 8.45 ringede Dale til politiet og efterlyste sin hustru. I første omgang gjorde politiet intet. Men da Stephanies lig næste dag blev fundet, kørte kriminalkommissær Theresa Barger ud til Dale Bruner og afhørte ham.

Sagen blev mere og mere mystisk, og Barger besluttede at gå lige på og hårdt: - Har du dræbt din hustru? - spurgte hun.

Dale nægtede og sagde, at selv om en ægtemand har problemer med sin hustru, gør det ham ikke nødvendigvis til morder.

- Men måske du skulle hente Ron Holthaus ind til afhøring. Han er skyld i alle vores ægteskabelige problemer, sagde Dale.


Hustruens hemmelige elsker

Herefter fortalte han om hustruens hemmelige elsker, og om hustruens beslutning om at give ægteskabet en ny chance. Dale kunne ikke forstå, hvorfor han var mistænkt, eftersom parret netop havde besluttet at starte på en frisk.

Kriminalkommissær Theresa Barger hentede både Ron Holthaus og hans hustru, Cynthia, til afhøring. Han kunne fortælle, at deres forhold havde stået på i tre år, men at han for kort tid siden havde fortalt Stephanie, at han ikke ville forlade sin hustru.

Stephanie var tilsyneladende blevet rasende og skuffet over hans beslutning, eftersom hun selv havde meddelt sin mand, at hun ville skilles. Nu stod hun i et følelsesmæssigt ingenmandsland.


Læs også: Uskyldig dømt - løsladt efter 24 år i fængsel

Cynthia blev også afhørt og fortalte, at hendes mand havde fortalt hende om forholdet til Stephanie og sagt, at det var slut med at være utro.

Begge ægtefæller indvilgede i at lade sig teste med en løgnedetektor, og resultatet var overraskende. De dumpede begge med et brag.

Livsforsikring

Det gjorde heller ikke situationen lettere for Ron Holthaus, at politiet på hans computer fandt en mail fra Stephanie. Her stod blandt andet: "Du er mit livs kærlighed, min soul mate, min ven, min partner. Jeg savner dig så meget. Jeg elsker dig grænseløst. Hvis du ikke forlader din hustru, kan jeg finde på hvad som helst".

Nu stod kriminalkommissær Barger og hendes efterforskere med tre mistænkte, som alle havde et motiv til at myrde Stephanie.

Dale Bruner var kendt som en venlig og omgængelig mand. Han var uddannet fotograf og havde sit eget firma. Stephanie var kontoruddannet, og i mange år havde de levet godt økonomisk. Men da krisen startede i 2008 gik det ned ad bakke for dem begge.

Hun blev fyret i 2009, og han måtte lukke sit fotofirma i 2010. Pludselig var det slut med at tage børnene med på ferie i Disney World, ligesom familien heller ikke som tidligere havde råd til ferie i Mexico, på Fiji og på Hawaii.

Alligevel besluttede Dale i sommeren 2010 - fire måneder før hustruens død - at bruge en større sum penge på at tegne en særdeles stor livsforsikring på sin hustru. Forsikringsagenten kunne fortælle politiet, at Dale havde spurgt meget ind til, om forsikringssummen ville komme til udbetaling, ligegyldig hvordan Stephanie døde. "Også hvis hun bliver myrdet?", havde han spurgt.

112 års fængsel

Der var småt med beviser mod Dale. Til gengæld begyndte indicierne at tårne sig op mod ham. Det viste sig, at han langt fra var den rolige og besindige familiefar, som han gav udtryk for.

Flere af hans tidligere kærester kunne fortælle, at Dale kunne opføre sig særdeles voldsomt, og at flere havde fået læstelige tærsk. Vidne efter vidne kunne fortælle om voldelige episoder, hvor Dale var involveret, og rebet begyndte i alvorlig grad at stramme om halsen på den nybagte enkemand.

Politiet fandt ud af, at Dale havde ringet til et babysitter-bureau den aften, hans kone forsvandt. Han havde spurgt, om en babysitter kunne passe hans tre børn i en periode fra klokken 22 til omkring midnat, fordi han pludselig skulle i byen. Han oplyste også, at hans hustru ikke var hjemme, så babysitteren skulle være alene med børnene.

Dale Bruner nægtede ethvert kendskab til drabet på sin utro hustru. Men hans opførsel blev mere og mere underlig. Under afhøringerne fortalte han om, hvor sjusket Stephanie var med alting, at hun aldrig gjorde rent i huset, og at hun ikke passede børnene.


Dale benægtede alt

På intet tidspunkt var han berørt af hustruens tragedie, hvilket betjentene fandt yderst besynderligt, eftersom han var alene med tre små børn.

Dales benægtelser hjalp ham ikke. Otte måneder efter Stephanies død blev han sigtet for mordet, og i juli 2012 stod han tiltalt ved retten for mord, overfald og for manipulation af bevismateriale. Efter en ugelang proces tog det juryen under fire timer at finde ham skyldig i anklagerne.

Dommeren tildelte Dale Bruner fængsel i 112 år. Han kan tidligst benådes i 2072. Til den tid vil han være 102 år. Dommeren sendte den morddømte ud af retssalen med denne svada:

- Du tog fru Stephanie Rollers liv. Du tog dine børns mors liv, og du gjorde det uden anger og på en brutal vis. Hvis der findes retfærdighed, kommer du ikke ud af fængslet i live.







Sponsoreret indhold