Når livet gør ondt

Overfaldet i eget hjem af ukendt mand

6. november 2012 af Morten Nøhr Mortensen, Foto: Lars Horn
Mias liv blev for altid forandret, da en ukendt psykopatisk voldsmand pressede sig ind i hendes lejlighed i Aalborg.

Det tog kun 10 minutter. Men det er den mest skelsættende begivenhed i 26-årige Mia Holm Rasmussens liv.

Da der blev banket på døren på denne ellers så rolige mandag eftermiddag i marts, anede hun ikke hvilke mareridt, der var klar til at presse sig ind. Mia åbnede døren for en psykopatisk voldsmand, der med iskold stemme tvang hende til at lægge sig ned på sengen.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også historien om 17-årige Jeanette, som hjalp en 15-årig væk fra overfaldsmand ved at ofre sig selv...

Pressede sig ind i lejligheden

Kort før overfaldet slappede Mia af på sofaen i lejligheden. Hun havde brugt dagen på at pleje sine tømmermænd efter en festlig påskesøndag. Selv om klokken var fire om eftermiddagen, var hun stadig klædt i en morgenkåbe. Pludselig bankede det på døren, og Mia åbnede uden uro i kroppen. Men så blev døren presset op.

- Pludselig er han bare inde i lejligheden. Han tager hårdt fat om min skuldre og vender mig om. Han siger så ganske roligt og fattet, at hvis jeg ikke skriger, så skal det nok gå. Men ellers vil han slå mig ihjel. Jeg nærmest stivner, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han mener det. Selv om jeg har lyst til at skrige, tør jeg ikke, fortæller Mia, der kort efter bliver frataget sin morgenkåbe af voldsmanden.

Slår hende i hovedet

Herefter bliver hun dirigeret til at lægge sig på sengen i soveværelset.

- Jeg har lagt noget tøj frem på sengen. Bl.a. nogle knæstrømper. Dem tager han fat i. Og så går der panik i mig. Jeg tror, han vil kvæle mig. Jeg får fat sengelampen og rykker den ud af væggen. Men jeg taber den, og han reagerer ved at slå mig hårdt i hovedet med to knytnæveslag. Herefter tager han strømpen og binder mig om munden. Jeg begynder at hyperventilere, og jeg tænker bare: Det er det. Nu vil han voldtage mig, fortæller Mia.

En gruppe piger tæskede Amanda, så voldsomt, at hendes fætter ikke turde gøre noget - læs historien her...

Ridser i maveskindet

Men til hendes overraskelse går voldsmanden nu ud i køkkenet. Stor er hendes rædsel, da han vender tilbage med hendes kokkekniv og sætter sig overskrævs på hende.

- På det tidspunkt beslutter jeg mig for at holde mig helt i ro. Bare gøre, som han siger, og håbe, at jeg overlever. Han skærer så min stroptrøje op ganske stille og roligt. Han virker helt fattet. Ja, nærmest psykopatisk. Kort efter begynder han at ridse i mit maveskind med spidsen af kniven. Der er jeg sikker på, at jeg skal dø. Jeg tænker på min mor og far. Mine venner. Alle mulige tanker, fortæller Mia.

Dødstrussel

Men lige her stopper mareridtet for Mia. Gerningsmandens telefon begynder at ringe. Af ukendte årsager mister han lysten til at fortsætte. Han forlader lejligheden med endnu en dødstrussel.

- Hvis du sladrer, kommer jeg og slår dig ihjel, siger han.

15-årig redder sin mor fra ukendt knivmand, som trængte ind i familiens hjem - læs historien her...

Stadig på fri fod

Selvom Aalborg Politi hurtigt indledte en omfattende efterforskning, er gerningsmanden i dag stadig på fri fod.

Mia har fået hjælp af Foreningen Hjælp Voldsofre i Nordjylland, til at komme videre efter overfaldet. I dag hjælper hun selv foreningen ved at fortælle om sin egen voldssag - og hvordan hun kom tilbage til livet igen.

Sponsoreret indhold