Patricks store sorg

Han sad lige midt i havregrynene, da hans mors skrig inde fra soveværelset brød morgenstilheden. Og han blev ved med at sidde som forstenet ved bordet, da hun kom løbende ind i stuen og fumlende tastede løs på telefonen.

- Niklas er død, hørte han så sin mor råbe ind i røret.

Liv forandredes
Kort tid efter var hjemmet i Odense fyldt med læger, ambulancefolk og politimænd.

- Jeg blev meget forskrækket, siger ni-årige Patrick stille.

Han var blot seks år, da denne morgen forandrede hele hans og sin mors liv.

Læs også: Baby led vuggedød

Kort lykke
Knap fire måneder tidligere havde han stolt holdt sin nye lillebror i favnen. Lykkelig over, at det var en lillebror, hans mor havde født, for så kunne de to rigtig spille fodbold nede på græsset.

Men lykken varede alt, alt for kort.

Vuggedød
Patricks mor, 37-årige Tina fik svar på den uforklarlige død ved en obduktion. Vuggedød, sagde lægerne, der forsøgte at overbevise Tina om, at hun ikke kunne have gjort noget for at forhindre det.

- Alligevel bebrejdede jeg mig selv, at det var sket, og det gør jeg stadig. Hvis bare jeg ikke havde lagt mig til at sove, gentager Tina ud i luften.

Læs også: Døde efter to timer

Sove fra det hele
Hun lod familien om at arrangere Niklas' begravelse. Hun orkede det ikke, men ville bare sove fra det hele. Patrick orkede hun heller ikke, så hun opdagede slet ikke, at den lille dreng også var i sorg. Han var stille og satte sig for det meste bare ind på sit værelse. Han turde ikke sige noget til sin mor af frygt for, at hun ville bryde sammen i gråd.

Gik i en pillerus
Begravelsen var hård at komme igennem for dem begge. I dagene og månederne efter gik hun rundt i en bedøvende pillerus for at klare sig igennem hverdagen. Jobbet var sat på standby, og når Patrick var taget af sted i skole, lå Tina for det meste bare derhjemme og sov.

For lille til at sørge
Sådan forsvandt seks måneder, og det ville måske have fortsat sådan, hvis ikke det var, fordi Tina pludselig fra den ene dag til anden opdagede, at hendes ældste søn gik rundt med sorgfulde øjne.

Hun forsøgte at få psykologhjælp til ham, men fik blot at vide, at han var for lille til at sørge.
Det endte dog med en henvisning til et kommunalt Familiehus, der hjælper familier med at komme på rette fode igen, og det blev et vendepunkt for både Tina og Patrick.

Ok at smile
- For første gang talte vi om Niklas siden hans død, og det gik op for mig, at det var vigtigt for Patrick, at han måtte det. Han opdagede også, at det var helt okay at smile, selv om hans lillebror var død, siger Tina, der også på den måde fik bearbejdet sorgen.

Læs også på Q: Vores barn blev kun 8 dage

I dag hænger der billeder af Niklas i stuen, og der brænder et lys for ham hver dag. På Paarup Kirkegård, som Patrick og Tina besøger et par gange om ugen, er der sat en legobil og små bamser ved Niklas' gravsted.

Aldrig over det
- Jeg har lært at leve med sorgen, men den vil altid følge mig. Man kommer aldrig over at have mistet sit barn. Og det håber jeg, at folk vil forstå. Uanset hvor lang tid, der går, bliver man aldrig den samme igen, og jeg vil have lov til at bære min sorg resten af mit liv, siger Tina.