Reddet inden sin fødsel

Luke og Sarah Rollings kikkede vantro på hinanden, da overlægen var færdig med at fortælle dem de triste kendsgerninger.
Sarah var gravid i 20. uge og troede, at hun på hospitalet skulle have en harmløs scanning. Sarah var sikker på, at alt var i den skønneste orden. Det var det desværre ikke.
Få chancer med operation
Læs også: Skulle have lyttet til mor
I stedet for gode nyheder blev ægteparret fra Monmouth i Wales stillet overfor et umenneskeligt valg. Enten skulle Sarah have en abort, eller også skulle fostret gennem en operation, der gav hende meget få chancer for at overleve.
Det viste sig, at det ufødte pigebarn havde en defekt i brystkassen, som hindrede hendes lunger i at udvikle sig. Uden operation ville hendes chancer for at overleve være lig nul.
Havde ingen anelse om sygdom
Læs også: Jeg elsker min tapre søn (link fjernet)
- Det var en helt uvirkelig situation. Jeg havde ikke den mindste anelse om, at noget var galt, før lægerne fortalte det. Jeg havde glædet mig til at blive mor, og ville under ingen omstændigheder have en abort. Derfor var valget om, at lægerne skulle operere mit ufødte barn, ikke vanskelig, siger 26-årige Sarah.
Når man ser 1-årige Hope tumle rundt i leg med et stort smil på læberne, er det svært at forestille sig, hvor tæt hun har været på at dø. Lægerne gav hende maksimalt 10 pct. chance for at overleve det indgreb, som hun fik foretaget i 26. graviditetsuge. Teknikken var kun på forsøgsstadiet, men heldigvis gik alt godt.
Lungerne kunne ikke udvikles
Læs også: Kan ikke se forskel på sine børn
Hope var skabt med et hul i mellemgulvet, der gjorde det muligt for hendes organer at bevæge sig op i brystet. Her ville de presse på hendes lunger, så de ikke havde chance for at udvikle sig. Resultatet ville være, at barnet ikke ville være i stand til at trække vejret ved fødslen. Pigen ville dø. Den risikable operation tog blot 30 minutter. Først blev fostret bedøvet med en indsprøjtning ind gennem Sarahs mave. Derefter lavede lægerne et snit, og via et kamera førte de en lille ballon ind gennem fostrets mund og luftrør ned i lungerne. Det forhindrede, at lungerne klappede sammen.
I stedet kunne pigen udvikle sig på normal vis. Efter fødslen i marts 2013 blev der foretaget en ny operation, som også var vellykket. Nu kan Hope leve et helt almindeligt liv uden komplikationer.
Fulgte operationen på tv-skærm
Læs også: Janne overlevede mirakuløst
- Operationen var på én gang fascinerende og skræmmende. Jeg kunne følge det hele på en tv-skærm. Det var jo et spørgsmål om liv eller død, og alt var ude af mine hænder. Jeg er lægerne dybt taknemmelig, siger Sarah Rollings.