Rosa blev gravid ved et uheld: Ingen sagde tillykke

Rosa kigger forskrækket på den hvide plasticpind i sine hænder. De to røde streger er ikke til at tage fejl af. Hun er gravid. Det havde hun ikke ventet. Urolige tanker flyver gennem hovedet. Hvor skal hun bo? Hvordan skal hun klare det? Hvad siger faren? Alligevel er én tanke gennemtrængende: Hun vil beholde det her barn. Rosa vil være mor.

Rodløs barndom

Rosas barndom var turbulent, som hun selv beskriver den. Hun kom til verden i Viborg, og hendes liv tog hurtigt en anden retning end hendes jævnaldrendes. Rosas mor var syg med paranoid skizofreni, og Rosa og hendes halvandet år ældre bror blev fjernet hjemmefra. Da forældrene blev skilt, flyttede Rosa og hendes storebror hjem til deres far, som noget tid efter fik en ny kone. Den lille familie flyttede fra sted til sted, og Rosa havde samvær med moderen hver tredje uge. Da Rosa var 10 år, havde hun gået på seks forskellige skoler og boet endnu flere steder, og da hun var 11, døde hende mor pludselig af et hjertestop.

– Det var forfærdeligt og sørgeligt, men samtidig var det også godt, at hun fik fred, fortæller 25-årige Rosa Asante fra Frederiksberg.

Familien rykkede de jyske teltpæle op og flyttede til hovedstaden, fordi hendes far fik nyt job. Det var en svær omvæltning for den rodløse teenagepige, der igen skulle opbygge et nyt liv og netværk. Påvirkningen fra den utrygge barndom spændte ben for hende, og som 15-årig flyttede hun hjemmefra og blev senere anbragt på en døgninstitution. Da hun som 17-årig flyttede fra institutionen, fik hun sin egen lejlighed, men der gik ikke længe, før hun fortsatte i sit tidligere mønster og flyttede fra sted til sted.

Alene og uden bolig

– Jeg boede rundt omkring på forskellige værelser, mens jeg gik i gymnasiet, så jeg havde en ret turbulent skolegang, fortæller Rosa, der trods udfordringerne gennemførte gymnasiet og blev student i 2018.

Omtrent halvandet år senere, på en kold novemberdag, arbejdede Rosa hjemmefra under corona-pandemien. Hun havde netop snakket i telefon med sin veninde, der var blevet gravid og ville have en abort. Rosa tog for sjov en graviditetstest efter samtalen. Resultatet kom bag på hende, og en svær tid begyndte fra den dag. Omstændighederne var bestemt ikke optimale. Rosa havde ikke et fast sted at bo, ingen uddannelse, og hun var ikke sammen med barnets far. Alligevel var hun besluttet på at gennemføre graviditeten.

– Jeg har altid tænkt, at hvis jeg blev gravid ved et uheld, ville jeg ikke få en abort. Mit mål i livet har altid været at blive mor. En god mor.

Det var dog lettere sagt end gjort, for Rosa oplevede hurtigt modstand fra flere i omgangskredsen. Med blødende hjerte bestilte hun derfor tid til en abort. Men da en sygeplejerske forklarede hende, hvordan indgrebet ville foregå, og Rosa så pillerne foran sig, brød hun sammen og måtte tage hjem uden at gennemføre aborten.

Især barnets far og hans forældre var skeptiske. De pressede Rosa med, at hvis hun ikke fik den abort, ville de sørge for, at barnet blev tvangsfjernet ved fødslen. Derfor bestilte Rosa endnu engang tid til en abort nogle uger senere. Hun tog sin tætte veninde Sara med. Da Rosa blev scannet med ultralyd, var skærmen slukket, som det er normal procedure før en abort, men Rosa spurgte sygeplejersken, om hun ikke vil tænde den.

Rørende opbakning

Efterfølgende skrev hun en besked til barnets far. Hun ville beholde barnet og forventede ikke noget af ham. Beslutningen var taget, og Rosa kunne se frem til at blive mor.

Hendes veninde og dennes mor blev en stor støtte under graviditeten, og de var begge til stede, da Rosa en lun sommerdag i juli fødte sin lille pige, som hun gav navnet Sommer.

– Jeg ville ønske, jeg kunne have delt oplevelsen med min mor. Derfor betød det meget for mig, at min veninde og hendes mor trådte ind i den rolle og var der for mig.

Den nybagte mor flyttede med sin datter i en lejlighed, men måtte indse, at økonomien ikke rakte til det. Rosa havde besluttet at uddanne sig efter sin barsel, så det var en perfekt mulighed, der bød sig, da Rosa fik godkendt sin ansøgning til Forælderkollegiet på Frederiksberg! På Forælderkollegiet kunne hun bo sammen med sin datter i sin egen lejlighed - i samme bygning som 12 andre enlige studerende mødre og fædre.

– Det var sommer, da Sommer og jeg flyttede ind. Jeg kan huske, at da jeg havde puttet Sommer, ville jeg lige ud og sidde lidt udenfor i den lune aften. Og da jeg kom ud i haven, sad alle mødrene og hyggede sig! Så sad vi der og hyggede hele aftenen, fortæller Rosa, der hurtigt faldt til i de nye omgivelser.

Det blev en ny begyndelse for den lille familie, og Rosa oplevede, at det var godt for hende og datteren at omgive sig med ligesindede på kollegiet.

– Jeg har mange gode veninder, men de kan ikke altid sætte sig ind i de ting, jeg fortæller, de ting jeg går op i, og de ting jeg er nødt til at prioritere. Derfor betyder det meget, at man her kan sparre med andre i samme situation – så føler man sig ikke alene.

Et nyt netværk

Rosa begyndte at læse til socialrådgiver på Københavns Professionshøjskole samme år. Hun glædede sig og løb ekstra hurtigt i hverdagen, men skemaet som studerende og enlig mor var hårdt presset, og efter en måned på studiet var hun udkørt.

– Jeg græd nogle dage, fordi det var så hårdt. Jeg ville jo gerne gøre det godt, så jeg læste alle lektier, passede alle afleveringer og mødte op til alle moduler – og det var en stor mundfuld.

Rosa var dog ikke i tvivl om, at hun ville gennemføre det – både af lyst og for at bevise for sig selv og andre, at hun godt kunne. Hun blev derfor rørt, da hendes nyvundne netværk trådte til. Hun fik hjælp af sine veninder og naboer til at passe og hente Sommer, så der kom lidt mere luft i skemaet.

– At se Sommer sammen med mine veninder er så betydningsfuldt. De er livsvidner, som har kendt hende, siden hun blev født, og i fremtiden kan tale med hende om, hvad der skete for 20 år siden. Det har jeg ikke på samme måde – så det er virkelig betryggende at hun har, fortæller Rosa rørt.

Den kærkomne hjælp betød, at hun langsomt fandt en sund balance mellem mor-livet og studielivet.

At det netop er en uddannelse som Socialrådgiver, Rosa har valgt, er ingen tilfældighed. Hun har nemlig et brændende ønske om at arbejde med børn og unge, der, ligesom hun selv, har haft en svær opvækst.

– Jeg ved selv, hvor betydningsfuldt det er at have en god socialrådgiver – og jeg tror, at jeg med mine erfaringer kan gøre en positiv forskel, siger Rosa.

Ser lyst på fremtiden

Hun håber, at hendes historie kan være med til at vise andre, at livet som enlig ung mor ikke nødvendigvis gør det umuligt at få en uddannelse, selv om det medfører nogle udfordringer. Rosa er lykkelig over at have fået sin datter, og hun ser lyst på fremtiden for sig selv og Sommer.

– Det vigtigste for mig er, at vi er glade og har det godt. Sommer skal gå i en god skole, hvor hun kan blive og opbygge venskaber. Det er egentlig bare de simple ting, som er vigtige!