Når livet gør ondt

Seksuelle overgreb, vold og svigt: Min barndom i helvede

28. september 2017 Af Nina Sommer Foto: Gregers Overvad og privat
Amal var helt lille, da hendes far myrdede hendes mor. Derefter fulgte 12 år hos en plejefamilie, der misbrugte og krænkede hende og hendes søskende, og selv da det blev opdaget, var lykken ikke gjort for Amal. Hun blev sendt på ”vildmarksophold” i Nordnorge. Her fortæller hun om sin barndom i helvede.
Amal fra min barndom i helvede

Min barndom i helvede

De lange gange føltes tomme og uhyggelige. De plejede at være fyldt med børnestemmer og pædagoger, men der var ingen at se.

Alle er i skole. Og Amal er netop på vej væk fra forstanderens kontor på Børne- og unge-institutionen i Ringsted, som er blevet hendes hjem, efter hun sammen med sine søskende to år forinden blev fjernet fra den plejefamilie, der var deres mareridt i 12 år.

Da forstanderen siger, at hun skal til Norge, griner hun hånligt af ham og går ud af kontoret, men da hun åbner døren til sit værelse, får hun et chok.

To mænd står og fylder hendes tøj i sorte sække, og da de får øje på 13-årige Amal, siger den ene:

– Hej, jeg hedder Ole, og du skal med til Norge.

Amal slynger sit lange krøllede hår fra side til side, når hun ryster på hovedet her 10 år efter, hun første gang stod ansigt til ansigt med den mand, der tvang hende væk fra de søskende, der var med til at holde hende i live.

– Jeg troede ikke, at det kunne blive værre efter det, vi havde været udsat for, men det kunne det, fortæller nu 23-årige Amal Hassna, der medvirker i TV 2-programmet ”Anbragt – med vold og magt i vildmarken”. Her fortælles, hvad der skete med Amal, efter at hun blev fjernet fra plejefamilien i Skælskør.

Daglige ydmygelser

Amal var ganske lille, da hendes far myrdede hendes elskede mor.

Efter et kort ophold på børnehjem blev Amal og hendes søskende sendt i pleje hos en familie i Skælskør. Men hvad, de håbede blev et kærligt hjem, viste sig at blive det modsatte. De næste 12 år bestod af daglige ydmygelser, indespærring, seksuel misbrug og udsultning, og først da pigernes onkel råbte kommunen op, blev pigerne fjernet.

Et nyt "hjem"

En børne- og unge-institution i Ringsted blev Amals nye hjem. Her var hun ofte alene på sit værelse, for hun holdt sig for sig selv, og hvis folk kom for tæt på eller overskred hendes grænser, kunne hun blive voldelig.

– Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde noget at leve for. Jeg var aldrig rigtig glad, og det eneste, der holdt mig oppe, var mine søskende, forklarer Amal, der ikke vidste, at den dag, hun trådte ind på sit værelse og mødte Ole for første gang, ville vende op og ned på hendes liv.

Amal nægtede at tage med til Norge, men hendes protester blev overhørt, og Ole kastede hende op på skulderen. Mens hun råbte og skreg, gik han hen til en bil på parkeringspladsen, hvor hun blev kastet ind og med et knæ presset ned i bunden af bilen, mens han skældte hende voldsomt ud.

– Jeg skreg og græd. Jeg ville sige farvel til mine søskende, men han var fuldstændig ligeglad. Han råbte bare, at ingen ville savne mig, og at jeg ville ende som en prostitueret på Istedgade. Han sagde, at min mor fortjente at blive slået ihjel.

– Jeg forstod slet ikke, hvad der foregik, og jeg forstod ikke, at der var nogen, der havde givet tilladelse til det, siger Amal.

I bilen kunne hun se, hvordan de kørte forbi de danske gule marker, og da de passerede Øresundsbroen, vidste hun, at det ikke var for sjov.

Få hele historien om Amal

Læs hvor Amal havnede efter køreturen med Ole og hvordan det videre er gået hende i denne uges Ude og Hjemme nr. 39 2017.

Historien om Amal og hendes søste i korte træk

Da Amal og hendes søstre var helt små, dræbte deres far deres mor, og faren blev efterfølgende udvist af Danmark. Kommunen anbragte de forældreløse søstre hos en plejefar, som var voldelig og misbrugte dem seksuelt. Han er efterfølgende blevet dømt, og søstrene har fået tilkendt erstatning fra kommunen, der trods adskillige indberetninger ikke fjernede børnene fra familien.

Sponsoreret indhold