Skoleinspektør til 6. klasses-elever: Der er mange måder at være klog på

I mandags dumpede et bemærkelsesværdigt brev ind ad brevsprækkerne hos samtlige 6. klasses-elever på Barrowford Primary School i byen Nelson, Lancashire, i England.
LÆS OGSÅ: En fars uforglemmelige brev til sin datter
I konvolutten lå eleverne eksamensresultater - men det var det medfølgende brev fra skolens inspektør, Rachel Tomlinson, og lederen af 6. klasses-eleverne, Amy Birkett, som straks skabte røre.
Eksamen er ikke alt
Brevet, som forklarer de 11-årige børn, at de ikke skal bekymre sig alt for meget om deres eksamensresultater, fordi de har så mange andre ting at være stolte af som mennesker, gik straks verden rundt på internettet.
LÆS OGSÅ: Rørende brev fra donors familie
De fleste kommentarer har været positive, men der er også kritikere, som mener, at brevet undergraver børnenes tillid til skolesystemet.
Læs brevet
Det er siden kommet frem, at brevet er delvist kopieret fra et lignende brev fra en amerikansk skole.
Her kan du læse en oversættelse af hele brevet:
"Kære …
Vedlagt finder du dine KS2-eksamensresultater. Vi er meget stolte af dig, fordi du har været virkelig dedikeret og gjort dit bedste i løbet af denne hårde uge.
Vi er dog bekymrede over, at disse eksamener ikke altid viser alt det, der gør hver og en af jer særlige og unikke. De mennesker, som laver disse eksamener, og som retter dem, kender ikke hver enkelt af jer - som jeres lærere gør, og som jeg gerne vil, og som jeres familier helt sikkert gør.
De ved ikke, at mange af jer taler to sprog. De ved ikke, at mange af jer kan spille på et musikinstrument, eller at I kan danse eller male.
De ved ikke, at du altid er der for dine venner, eller at dit smil kan få selv den mest kedelige dag til at lyse op.
De ved ikke, at du kan skrive digte og sange, at du dyrker sport, spekulerer over fremtiden, eller at du af og til passer din lillebror eller lillesøster efter skole.
De ved ikke, at du har rejst til dejlige steder, eller at du kan fortælle en rigtig god historie, eller at du elsker at være sammen med din familie og venner.
De ved ikke, at man kan stole på dig, og at du er sød og betænksom, at du hver dag forsøger at gøre dit bedste … så dit eksamensresultat vil fortælle dig noget, men det vil ikke fortælle dig alt…
Så vær glad og stolt over dit resultat, men husk; der er mange måder at være klog på."