Skolen er et helvede

Frederik er 12 år og går i 6.C på Pontoppidanskolen i Brobyværk på Fyn. Han elsker matematiktimerne, madpakken, der er smurt af mor, og frikvarterne. Men modsat sine klassekammerater er det allervigtigste for Frederik, at hans mor også er med i skolen. Så ved han, at han kan være i fred. Ingen øgenavne fyger gennem klasseværelset, ingen maser ham op i et hjørne, og ingen snupper hans ting og tramper på dem.
Dybt frustrerende
- De andre tør ikke drille mig, når mor er med i skole. Så kan jeg være i fred, fastslår Frederik. At hans mor til gengæld finder det dybt frustrerende, er en anden sag.
Pontoppidanskolen: Vi gør alt, hvad vi kan
Ifølge afdelingsleder på Pontoppidanskolen Dorte Breuning er skolen generelt meget opmærksom på elevernes trivsel og dermed også Frederiks.
- Men mobning er en kompleks størrelse og svær at arbejde med. Vi har 100 procent fokus på det, og jeg ved, at der i sidste skoleår var en rigtig voldsom oplevelse for Frederik, som vi straks handlede på, siger Dorte Breuning, der ikke ønsker at uddybe episoden og konsekvensen.
Hun vil heller ikke at udtale sig mere konkret om sagen, men understreger, at en elev ikke havner i en specialklasse på grund af mobning, men på baggrund af faglige vanskeligheder.
- Det er ikke skolen, der har besluttet, at Frederik skal gå i en specialklasse. Det er en beslutning, som fagpersoner i Faaborg Midtfyn Kommune på baggrund af pædagogisk, psykologiske udtalelser har truffet, fastslår hun.
- Jeg mener faktisk, at det er lidt grotesk, at man kan komme så langt ud, at et barn på 12 år ikke synes, det er pinligt at have sin mor med i skole, siger Line Juul Olsen, 37 år.
Hun har flere gange siddet med på bagerste række i sønnens klasse for at sikre sig, at de andre børn lader Frederik være i fred.
Læs også: Mobberamte Tenna ville bare dø
Fik en dummebøde
- De andre børn ved, at de kan tirre mig, så jeg bliver gal og løber efter dem, fortæller Frederik, der sammen med sin mor og lillebror flyttede fra Lolland til Fyn for tre år siden.
Men her blev Frederik ikke kun den nye elev i 3. klasse. Han blev også klassens nye mobbeoffer.
Det begyndte med en dummebøde, hvor han lovede en klassekammerat 10 kroner for at få udleveret koden til hans computer.
Hver dag lirkede Frederik en enkrone ud af sin sparegris og afleverede den til kammeraten, der aldrig blev tilfreds. Bøden steg for hver dag, og til sidst var det for uoverskueligt for Frederik, der gik til bekendelse over for sin mor.
Tvivlede på et tidspunkt
- Jeg blev chokeret og vred over det, men forsøgte samtidig at forholde mig konstruktivt til det, siger Line, der gik til skoleledelsen med det samme. Det fik sat en stopper for dummebøden, men ikke for Frederiks mavepine. For de andre klassekammerater fortsatte med at jagte ham, og ofte forsøgte han at overtale sin mor til at få lov at blive hjemme fra skole.
Det hele kulminerede dog den dag, hvor Frederiks mobiltelefon blev ødelagt, og to børn blev bortvist for at have stået bag mobningen. Frederik blev overflyttet til en specialklasse, selv om Line ikke mente, at det var løsningen.
Læs også: Mobning gav Louise en spiseforstyrrelse
Flyttet til speciaklasse
- Han er fagligt dygtig og har kun behov for ekstra støtte i dansktimerne. Så jeg var imod skolens beslutning, men ændrede mening, da Frederik gav udtryk for, at han gerne ville gå der, siger Line.
Frederik var nemlig blevet lovet, at der ikke fandtes mobning i specialklassen, men desværre føler Frederik sig stadig ikke fredet - og er nu også begyndt at kede sig i timerne.
- Jeg sidder bare og kigger og venter på, at de andre børn bliver færdige. Matematik er rigtig let i den klasse, siger Frederik, der blev dybt skuffet, da han fik sit nye skoleskema efter ferien.
For ifølge det skal han fortsat have de fleste timer i specialklassen, selv om han helst vil tilbage til 6.C og lære noget mere.
Overvejet skoleskift
- Skolen er et helvede, og jeg har slet ikke lyst til at gå der, konstaterer han.
Hans mor forstår ham godt og mener, at det er en forkert måde at forsøge at løse mobningen på ved at flytte ham til en specialklasse.
- Jeg synes, man gør Frederik til et problem. Som situationen er nu, bliver han både understimuleret fagligt og mobbet.
Frederiks mor har mange gange overvejet at skifte skole, men stopklodsen er, at der er alt for langt hen til en anden skole.
- Jeg aner ganske enkelt ikke, hvordan vi løser det her, siger hun opgivende.