Skulle lære at være mor

– Jeg var ikke egnet til at være mor, da jeg fik mine to ældste drenge. Jeg havde så mange traumer fra min egen opvækst, at jeg ikke vidste, hvordan man tog sig af et andet menneske. Det er nok noget, som jeg altid vil have dårlig samvittighed over, konstaterer 40-årige Vibeke Fie Bjerregaard Gudjohnsen fra Brovst.

Når Fie tænker tilbage på sin egen barndom, husker hun den mest i glimt. Barndommens år udfoldede sig på forskellige adresser i Nordjylland og Ishøj, og hun har fået fortalt, at hendes mor var nærværende og omsorgsfuld i de første barndomsår.

Men da Fie var omkring fire år, blev hun en dag skubbet væk, da hun prøvede at kravle op på sin mors skød. Fie var blevet for stor til at sidde ved sin mor. Ud af en søskendeflok på ni var Fie i midten, og det stod hurtigt klart, at det var hende, der måtte tage sig af sine mindre søskende, efter de store var flyttet. Hun husker de mange morgener, hvor deres mor lå i sengen og sov sin brandert ud. Derfor var det ofte Fie, der skulle sørge for at få sine søskende op og af sted i institution. Nogle gange smed hun en dåse makrel i tasken, andre gange fik de ikke mad med.

I skolen fik Fie tit lov til at sidde i fællesrummet, når de skulle have matematik. Så kunne hun i stedet lave lektier i dansk.

– Mine lærere vidste godt, at jeg ikke havde det godt derhjemme, fortæller Fie.

Med mor på bodega

Som barn var hun tit med sin mor på værtshus. De få gange hendes mor var uden en kæreste, blev alkoholforbruget mindre. Fie husker, hvordan de kunne hygge med film og slik på gulvet i stuen.

Men de fleste minder handler om de gange, hvor musikken var skruet op, og stemmerne blev højere, efterhånden som alkoholen blev drukket. Ofte endte det i slåskampe, og Fie kunne fornemme, hvornår hun skulle få sine søskende ind i et andet rum.

– Min mor sagde, at vi ikke måtte sige noget til nogen. For ellers kom kommunen. Jeg vidste ikke, hvem kommunen var, kun, at de var slemme, fortæller Fie.

Hun var et par år gammel, da hendes forældre gik fra hinanden. Hendes far boede i København, og det var altid med en blandet følelse, at hun besøgte ham. Til trods for, at de tit endte på værtshus, husker hun en følelse af tryghed. Hun fik aftensmad, og der var altid en af hans venner, der tog hende med i kiosken, så hun kunne få en is. Hun mindes, at faren ofte sang højt, når de gik på gaden, og hvordan de dansede til Kim Larsen i hans stue. Alligevel følte hun, at hun svigtede sine søskende, når hun var af sted.

LÆS OGSÅ: Maria blev alkoholiker: Jeg drak min usikkerhed væk

– Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, om jeg ikke måtte bo hos ham. Han sagde ja, men tilføjede, at jeg så ikke kunne være samme med mine mindre søskende. Så vidste vi begge, at det aldrig ville ske, forklarer Fie.

I hverdagen måtte hun tit sørge for mad til sine mindre søskende, næsten altid pulverkartoffelmos med ketchup. Når hendes mor og stedfar gik ud for at købe ind, satte de ofte en film på. Men når rulleteksterne rullede over skærmen, og de stadig ikke var kommet hjem, begyndte uroen at brede sig. Flere gange gav hun sine søskende overtøj på, så de kunne tage ud og lede efter dem. Ofte fandt de dem på det lokale værtshus, hvor de fik besked på at gå hjem igen.

– Selv i dag kan jeg ikke holde ud at se rulletekster.

De voldsomste episoder husker hun kun i glimt. Dengang hun flygtede ud ad vinduet med sin spæde lillebror, fordi hendes stedfar havde låst dem inde. Alle de gange, hun barfodet løb på grusvejene, når hun skulle hente hjælp, og da hendes mor var så fuld til Fies konfirmation, at hun væltede ind i kirken foran Fies klassekammerater og deres forældre.

Som årene gik, begyndte Fie at reagere, både derhjemme og i skolen. Hendes små søskende var kommet i familiepleje, men Fie kunne ikke slippe af med den vrede, der havde bygget sig op i hende. Hun kunne både slå og sparke, og en dag til idræt tog hun kvælertag på en pige fra klassen.

18 år og mor til to

I de sene teenageår begyndte alkohol og stoffer at blive en del af hverdagen. Som 16-årig blev hun mor for første gang, og to år senere var hun mor til to. Selv om hun elskede sine to drenge, føltes de på det tidspunkt som en hæmsko.

– Jeg prøvede hele tiden at få nogen til at passe dem, så jeg kunne tage i byen. Jeg både drak og tog stoffer, fortæller Fie, der beskriver sig selv som en elendig mor i den periode.

Hun erkender, at hun ikke selv kunne se, at det liv hun levede, skadede hendes børn. Hun havde ingen drømme for fremtiden, og hun havde for længst opgivet at få et arbejde. Kontanthjælp var hendes levevej.

På krisecenter

Da hun blev gravid med sit tredje barn, sendte kommunen Fie på krisecenter. Ikke fordi hun var i et voldeligt forhold, men for at hun kunne få ro på sin situation med endnu et barn på vej. I samme periode måtte hun erkende, at hun ikke kunne tage vare på sine to drenge, der kom i familiepleje.

I et halvt år levede Fie på krisecenteret sammen med andre kvinder i krise. Hun spejlede sig i deres historier, og hun begyndte at reflektere over sin egen situation.

LÆS OGSÅ: Min søster drak sig ihjel

– Jeg indså, at jeg var ved at kopiere min mors liv, og at jeg ikke kunne blive ved med at sætte børn i verden, som jeg ikke kunne passe på. For mine børn skulle ikke gennemgå det samme som jeg, forklarer Fie.

Hun traf derfor en beslutning om, at hendes fokus skulle være på sine børn. Hun droppede stofferne, og da hendes datter kom til verden, handlede det udelukkende om at give hende de bedste betingelser. Og det inkluderede på det tidspunkt ikke en mand.

En rolig elektriker

Men en dag i 2011 sad Fie på en bar med en veninde. Bag disken arbejdede Henrik, der supplerede sin lærlingeløn som bartender. Da han så Fie, var han solgt. Igennem de næste tre uger prøvede han at få hende overbevist om, at han var manden for hende, men hun blev ved med at afvise ham. Da han stoppede kontakten, blev hun alligevel interesseret. Det viste sig, at den rolige elektriker var præcis det, som Fie havde brug for. Forholdet tog hurtigt fart, og Fie blev gravid. Henrik havde store ambitioner for fremtiden, og ved siden af jobbet som elektriker begyndte han at pudse vinduer.

Et udlejningsfirma begyndte at kontakte dem, da de manglede rengøring til deres udlejningshuse, og Henrik havde i mellemtiden selv købt nogle udlejningsejendomme. Til sidst valgte han at sige sit faste job op og sammen med Fie oprettede de firmaet Gudjohnsen Ejendomsservice. I en lang periode knoklede de fra morgen til aften uden ferie. Firmaet blomstrede, og de ansatte løbende medarbejdere. Ofte nogle, der selv var på kontanthjælp eller havde svært ved at tage en uddannelse.

– Det var en hård periode, for vi havde også børnene. Men samtidig havde vi også nogle ambitioner, så der var ikke andet at gøre end at tage arbejdshandskerne på, fortæller Fie.

Har tilgivet mig

I køkkenet i det rummelige hus i Brovst hænger der mange billeder af børn på væggen. I øjeblikket har hun droslet ned i firmaet, da hun gerne vil fokusere mere på børnene. For hendes børn er i dag det vigtigste i hendes liv.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mine to drenges liv havde været bedre, hvis de havde haft en ordentlig mor i deres barndom. Selv om de synes, at det er irriterende, kan jeg ikke lade være med at sige undskyld konstant. De har tilgivet mig, og de ved godt, hvorfor jeg ikke kunne passe på dem. Men jeg tror aldrig, at den dårlige samvittighed forsvinder, fortæller Fie, der i dag har sin ældste søn ansat i sit firma.

Når hun tænker tilbage på det liv, hun har levet, kan det nogle gange være svært at forstå, hvor hun er i dag. For der var ikke mange, inklusiv hende selv, der troede, at hun ville klare sig så godt.

Fie har ikke haft kontakt til sin mor i fem år.

– Jeg havde nok et håb om at blive anerkendt i hendes øjne, men det skete aldrig.

En dejlig familie

Hun er bevidst om, at fortidens traumer stadig puster hende i nakken, og at hendes vrede stadig kan komme op til overfladen. Hun skal også minde sig selv om at give sine større børn et kram, som hun ikke selv fik. Men hun ved også, at man kan komme langt, hvis man sætter sig et mål.

– Jeg startede selv i det små. For eksempel skulle jeg op hver dag. Lige så stille byggede jeg mere på, og i dag har jeg en dejlig familie, der betyder alt for mig. Jeg kan ærligt sige, at jeg føler mig som den heldigste mor i hele verden.