Søster redder min jul

Louises værelse ligner enhver anden dansk teenagepiges. Idolplakater på væggen, et strejf af lyserødt hist og her og en hel masse nips, som på forunderlig vis bliver til hygge, når man lægger det hele sammen. Hendes liv ligner i det hele taget de fleste andre 14-åriges, men på et centralt punkt skiller hun sig dog alligevel ud fra mængden.

Når hun står op om morgenen, er det ikke mor, der står med morgenmaden klar ude i køkkenet, og når der sker noget nyt henne i skolen, er det ikke mor og far, hun kommer hjem til og fortæller om dagens oplevelser. Louise er forældreløs og bor på børne- og ungdomspensionen Brummersvej i Vejle.

- Vi bor 14 børn her i forskellige aldre, og jeg har været glad for at være her. Men jeg glæder mig alligevel til, at jeg skal på efterskole efter sommerferien og kommer lidt væk, fortæller Louise. Hun ville selvfølgelig allerhelst, at hun boede hos sin mor og far ligesom kammeraterne henne i skolen, men når det nu ikke kan være anderledes, så er tilværelsen trods alt acceptabel.

- Jeg er glad for, at jeg i det mindste har mine fem søskende. Jeg kan mærke, at vi er knyttet tættere sammen, efter mor døde. Det er rart at have nogen at ringe til og føle, at man har en familie, siger Louise. Især sin storesøster, Heidi, er blevet den person, hun søger trøst og hjælp hos, når de store spørgsmål i livet trænger sig på.

Holder sammen
Sammen med sine fem søskende i alderen 17-32 år er Louise historien om en familietragedie. Et lykkeligt familieliv, der blev ødelagt af druk og vold, fordi bagagen var lastet med dårlige minder fra fortiden, som aldrig ville forsone sig med nutiden. Men sammen med sine søskende er Louise også eventyret om seks stærke ællinger, som trods en hård barndom fik rystet den sociale arv af fjerdragten i tide for til sidst at vokse op og blive til seks smukke svaner.

I dag er de spredt for alle vinde, men holder alligevel sammen på dét, de har, og forsøger at skabe deres egne traditioner. I år bliver det den første juleaften uden deres mor, Marie Andreasen. Hun døde i januar, 49 år gammel, efter et selvmordsforsøg. Deres far, Ejnar Andreasen, døde pludseligt af en blodprop i 1999. Han blev 42 år gammel. Nu er det storesøstrene 31- årige Heidi og 32-årige Lene, der har taget deres mindre søskende under deres vinger og forsøger at skabe et nyt familieliv med nye traditioner.

- I år holder vi jul her i Vejen hos min kæreste og mig. Vi skal have andesteg og brune kartofler, og hvad der ellers hører til. Helt traditionelt. Vi skal nok også mødes inden da og klippe lidt julepynt til træet, for jeg har ikke fået samlet så meget sammen endnu, fortæller Heidi, der er soldat og for nylig har været udsendt til Afghanistan. Som den næstældste i børneflokken kender hun om nogen baggrunden for, at hun og hendes fem søskende Lene, 32, Annemarie, 25, Martin, 24, Helle, 17, og Louise, 14, er forældreløse i dag.

- Jeg husker en barndom, som var både god og dårlig. Vi var indholdet i vores forældres liv, og vi var aldrig i tvivl om, at de elskede os, men det bliver alligevel overskygget af det dårlige. Jeg kan huske, at vi børn lå og puttede os inde under dynen, når far slog mor i frustration over de ting, hun gjorde - deres skænderier kunne stå på i timer. Vores mor havde selv haft en forfærdelig barndom, og hendes alkoholmisbrug var som en dæmon, der langsomt overtog hendes krop, fortæller storesøster Heidi.

Louise oplevede også sin mors nedtur på nærmeste hold. På trods af behandlinger med antabus og flere afvænningsforsøg på behandlingssteder, hjalp det ikke, og hendes mor gik fra at være kvartalsdranker over i et stadig voldsommere misbrug. Louise kan huske, at det ikke var rart at være derhjemme til sidst. Hun var ked af, at hendes mor drak, fordi Louise ikke kunne tale ordentligt med hende, når hun var fuld.

Græd i skolen
Som konsekvens af det voldsomme drikkeri blev de hjemmeboende børn til sidst tvangsfjernet, og deres mor fortsatte sin nedtur.
- Jeg var i skole den dag, hun døde. Jeg gik i 6. klasse, og jeg kan huske, at jeg sad i skolegården og græd. Hun var jo den eneste mor, jeg havde. Hun var min mor, og jeg så hende som en god mor, selv om hun drak. På den anden side var det også en lettelse, da vi stod der ved siden af hende på Vejle Sygehus, og hun var død. Det var rart ikke længere at skulle bære rundt på alle de bekymringer, som jeg havde for hende. Det var jo derfor, jeg ringede til hende hver dag - fordi jeg var bange for, at der skulle ske noget med hende, fortæller Louise.

Netop på grund af aldersforskellen til storesøstrene Heidi og Lene er de to i dag som en salgs reservemødre for Louise. Det er dem, der er hendes forbilleder, og selv om Heidi for nylig var udsendt som soldat til Afghanistan, tog hun sig alligevel tid til lytte til bekymringer fra hjemmefronten, når hun ringede hjem eller skrev e-mails.

Ser op til Heidi
- Det er dejligt at have en storesøster at se op til, og som altid er der for en, siger Louise, mens hun lægger hovedet ind til Heidis skulder og kigger op i hendes milde, brune øjne. Med en sådan begyndelse på livet er der ingen tvivl om, at Louise og hendes fem søskende har været i risiko for at falde igennem og følge forældrenes eksempel.

Men de har alle sammen klaret sig flot og følger hver især deres drømme for fremtiden. Og selv om de er spredt for alle vinde - findes der alligevel et stærkt søskendebånd, som blev knyttet, da de bange og forskrækkede lå og puttede sig under dynen - og som stadig knytter dem sammen i dag. Så stærkt, at alle seks søskende har valgt at fejre julen sammen.