Sophia mister sin far til demens

Morgenlyset sniger sig ind ad vinduet på farens gård nær Odsherred. Det er en helt almindelig hverdagsmorgen. Sophia trækker dynen af, og mens hun bevæger sig ned ad trappen, kan hun høre, at det rumsterer i køkkenet. En sødlige duft af pandekager rammer hendes næse. Da hun kommer hen til bordet, står en friskplukket blomst i en vase, og ved siden af ligger et lille brev: ”Jeg elsker dig over alt på jorden, og jeg er stolt af dig.”

– Der er et af de fineste minder, jeg har fra min far. Det behøvede ikke være weekend for, at der skulle ske noget særligt. Det kunne sagtens være en ellers kedelig mandag morgen, fortæller den 33-årige Sophia Ziegler Nohr fra Gl. Tølløse, hvor hun bor i et hus med sin mand Anders og deres tre sammenbragte børn.

Når Sophia tænker tilbage på sin barndom, blander de gode minder sig med en følelse af svigt. Hendes forældre havde en turbulent skilsmisse, og hendes mor flyttede en del rundt.

Fra de tidlige barndomsår husker Sophia lykkelige stunder med sin far, hvor de blandt andet brugte tid i hans enorme køkkenhave. Her plukkede de østershatte, gravede kartofler og hev gulerødder op til aftensmaden, og hun elskede at være med sin far i køkkenet. Han kunne fortælle indlevende om de forskellige fuglearter, og de kunne bruge timevis på at være udenfor.

Støttende far

Da musikken kom ind i Sophias liv, støttede han hende i hendes passion. Han havde selv haft en barndomsdrøm om at blive musiker, og han købte en cello til hende og mødte trofast op, hver gang hun var ude at optræde.

Hvornår hendes far begyndte at drikke og tage piller, husker hun ikke. Men hun mindes følelsen af utryghed, når han blev indelukket. Når hun lå på sit værelse om aftenen og hørte de skæve toner på klaveret, vidste hun godt, at der var noget galt. Når han var påvirket, var det ofte med en blanding af selvmedlidenhed og frustration. Han kunne kaste med ting, hvorefter han kunne bryde sammen. Når utrygheden blev for overvældende, søgte Sophia tilflugt i stalden, hvor hun var omgivet af grise og heste.

LÆS OGSÅ: Maria blev alkoholiker: Drak min usikkerhed væk

En dag da alkoholen og pillerne endnu en gang havde overtaget hans sind, fik utrygheden hende til at løbe ud ad døren og ind over marken, mens han råbte efter hende. Hun husker lyden af firehjulstrækkeren, og hvordan lyset fra lygterne fulgte hende.

– Jeg havde bare følelsen af, at jeg skulle væk, for lige der var jeg enormt bange for ham, fortæller Sophia, der var omkring 9 år, da hun fik at vide, at hun skulle fjernes hjemmefra.

Anbragt som 9-årig

– Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle fjernes, og det gjorde mine forældre heller ikke. Min mor havde bare bedt om hjælp hos kommunen for at få det hele til at hænge sammen, forklarer Sophia.

Hun græd, da hun blev efterladt tilbage på en institution. Hendes far lovede, at han ville gøre alt for at få hende hjem, men det endte med, at hun i flere år var anbragt uden for hjemmet.

I den periode tog farens alkoholmisbrug til. Når hun prøvede at snakke med ham om det, benægtede han sit misbrug. Samtidig følte hun ikke, at hun kunne sige noget til pædagogerne på opholdsstedet, da hun frygtede, at det ville formindske muligheden for, at hun kom hjem igen. Derfor valgte hun at beskytte ham. Som årene gik, mistede Sophia troen på, at hendes far nogensinde ville stoppe med at drikke.

– Det var utrygt ikke at vide, hvordan hans humør var, og jeg var konstant på vagt, fortæller Sophia, der derfor blev overrasket og glad, da hendes far en dag fortalte, at han havde søgt hjælp.

Praktisk omsorg

Som 15-årig flyttede Sophia i sin egen lejlighed efter flere år i plejefamilie og på opholdssted. Igen mærkede hun den store kærlighed fra sin far, der hentede vasketøj og sirligt lagde det sammen i plastikposer. Han ordnede praktiske ting i hendes lejlighed, og selv om ungdomslivet buldrede derudad, holdt de jævnligt kontakt.

Men på et tidspunkt bemærkede Sophia, at hendes far var begyndt trække sig. Han kunne forlade en børnefødselsdag efter kort tid, og til en juleaften begyndte han at kritisere andre i familien. Da hun kommenterede, at han drak rødvin, svarede han, at det kunne han sagtens.

– Men jeg tænkte, at han igen var i benægtelse, forklarer Sophia.

En tid uden kontakt

Efterfølgende både skrev og ringede hun til ham uden at få kontakt. I samme periode begyndte hendes musikkarriere at tage fart, og hun deltog både i X Factor og Melodi Grand Prix.

– Jeg følte, at jeg havde prøvet, og jeg havde rigtig meget at se til på det tidspunkt. Så jeg valgte at fokusere på mig selv, forklarer Sophia, der i flere år ikke havde kontakt til sin far.

Alligevel kom det som et chok, da hun en dag fik en besked om, at hendes far havde alzheimers og boede på plejehjem. Sophia blev ramt af et virvar af følelser og spørgsmål. Hun rullede mentalt tilbage i tiden og ledte efter tegn på sygdommen, og en sort skygge af dårlig samvittighed skyllede ind over hende.

LÆS OGSÅ: Annas mor var dranker

– Jeg slog mig mentalt i hovedet med, at jeg troede, han var begyndt at drikke igen, og hvorfor jeg ikke havde være mere insisterende med at opsøge ham.

Kort tid efter valgte Sophia sammen med sin familie at tage hen til farens plejehjem. Lugten af sygdom ramte hende, og da hun så sin far i en kørestol, føltes det som et slag i maven.

Mistede taleevnen

– Jeg sagde hej til ham, og der kom nogle lyde og et lille smil. Han kunne hverken snakke eller gå. Kort tid efter måtte vi gå ud på gangen. Vi lagde alle sammen armene om hinanden og græd.

Efter det møde skrev hun sangen ’Remember me’ sammen med sit band Nohrland. Når hun ikke længere kunne snakke med ham, blev det hendes måde at sætte ord på de mange følelser, der er forbundet med sygdommen. Den dag hun spillede sangen for ham, søgte han hendes øjne og trommede med fingrene.

– Det er en forfærdelig sygdom, der fratager den ramte de minder, han har. Så jeg har prøvet at sætte ord på det, jeg står alene med, og alt det, som han har givet mig med videre i livet, forklarer Sophia, der sammen med sin kæreste Anders valgte at blive gift på farens plejehjem.

Omgivet af familie og til tonerne fra det kor, Sophia havde sunget i, gik hun op mod præsten med sin far i kørestol. Efter vielsen sad Sophia med sin far og mor for første gang, siden hun var barn.

– Det var en helende oplevelse. Jeg var blevet gift med min elskede mand, og jeg havde begge mine forældre med, som jeg kunne se, var glade. Efter vielsen rakte min far hånden hen til Anders. Det var som om, at han sagde ’ nu er hun din. Pas godt på hende’. Sådan tolkede jeg det i hvert fald, fortæller Sophia.

Rørende aktindsigt

Efterfølgende har hun tænkt meget over sin barndom og sin relation til sin far. Hun valgte at få aktindsigt i sine sagsakter fra kommunen, og da hun havde læst dem, stod det klart for hende, at hendes far havde kæmpet insisterende for, at få sin datter hjem igen.

Passer på mig selv

– Det var rørende at læse. For da jeg var barn, følte jeg mig svigtet, forklarer Sophia.

Som barn savnede hun, at faren udtrykte sin kærlighed med ord til hende. Men som voksen kan hun nu se, at han gjorde det jævnligt.

– Han viste det ved at lægge mit tøj pænt sammen, møde op til alle mine koncerter, og han købte sågar en hest til mig, som han passede, når jeg ikke var der. Det var hans kærlighedssprog, fortæller Sophia, der i dag ikke besøger sin far så tit. Han er efterhånden så hårdt ramt af alzheimers, at han kun kort registrerer, at hun er der.

– Nogen vil måske mene, at jeg burde udnytte den sidste tid på at være sammen med ham så meget som muligt. Men det er hårdt at se ham på den måde. Derfor er jeg bevidst om at passe på mig selv og mine børn, og det tror jeg også, at min far ville ønske, fortæller Sophia, der ud over at være forsanger i bandet Nohrland arbejder hos Novavi Ung Revers, hvor hun rådgiver unge, der er vokset op i familier med rusmiddelproblemer.

Kunne hun have en sidste samtale med sin far, er hun ikke i tvivl om, hvad hun ville sige.

Har fundet fred

– Jeg ville fortælle ham, at jeg aldrig har tvivlet på hans kærlighed, og jeg ville udtrykke hvor taknemmelig jeg er for, at han kæmpede for mig, da jeg var anbragt. Jeg håber, at han er stolt af mig, og at han har fundet fred med fortiden. For jeg ved, at det ville glæde ham, at jeg har fundet min fred.

Hør Sophias sang til sin far her