Sorgen gjorde mig følelseskold

- Mor, vi skal hjem! Nadia hiver i sin mor. Øjnene er tågede, og de store mængder alkohol, der er blevet indtaget, har fået Nadias mor til at falde sammen på fliserne midt inde i Aalborg by.

- Jeg følte, at det var mit ansvar, at hun kom hjem i god behold. Jeg ville jo bare passe på min mor, forklarer den nu 34-årige Nadia Louise Kristensen, der i dag arbejder som forretningsudvikler.
Nadias forældre går fra hinanden, da hun er 1 år gammel.

Faderen er maniodepressiv og kan ikke give sin datter de trygge rammer, hun har brug for. En dag betragter den 3-årige Nadia sin mor, der åbner et brev. Moderens øjne kører ned ad de skrevne linjer, og få sekunder efter bryder hun sammen.

LÆS OGSÅ: Jeg sendte mine piger på børnehjem

- Hun sagde, at min far var død. Jeg kan slet ikke huske, at jeg reagerede på det. Jeg tror bare, at jeg legede videre. Nadia flytter permanent over til sin mor. Moderen fremstår ofte som en kvinde, der har styr på tilværelsen med uddannelse og mand, men Nadia er ofte vidne til, at hun er omgivet af fulde folk, der ligger og sover deres brandert ud. Voldsomme skænderier og vold er en del af dagligdagen mellem moderen og stedfaren, og når det bliver for meget, gemmer Nadia sig under bordet eller i sin seng.

Din mor er død
- Jeg havde en følelse af konstant utryghed, for jeg vidste aldrig, hvordan dagen ville være. Havde min mor tømmermænd, var det en dårlig dag, men hvis hun tog mascara på om morgen, var den god. En dag, hvor moderen og stedfaderen har drukket tæt, tager hendes mor en håndfuld gigtpiller til trods for, at stedfaderen advarer hende imod det. Nadia er træt af larmen og går i seng. Men næste dag bliver hun mødt af et blik fra sin stedfar, som hun aldrig har set før.

LÆS OGSÅ: Anton blev vores dreng

- Han sagde til mig, at min mor havde været meget syg i løbet af natten, og at hun var død. Det er mærkeligt at tænke tilbage på, for ligesom med min far, kan jeg ikke huske, at jeg reagerede. Til begravelsen er Nadia omgivet af mennesker i sorg. Ved siden af hende i kirken sidder hendes veninde, hvis tårer triller ukontrolleret ned ad kinderne. Men hos den 6-årige Nadia er der hverken våde øjne eller sorg at spore.

- Jeg kunne slet ikke udtrykke sorg. Det var som om, jeg var helt tom og hul indeni, fortæller Nadia, der efterfølgende kommer på børnehjem.
Nadia flytter efterfølgende hen til sin moster og onkel, og udadtil er hun en succes. I folkeskolen er hun elevrådsformand, og da hun forlader gymnasiet, er det med skolens næsthøjeste gennemsnit.

Følte sig forkert
Men indeni har hun en konstant følelse af at være forkert. Når hun falder i søvn om aftenen, drømmer hun ofte om, at verdenshavene stiger, og at moster og onkels lejlighed bliver oversvømmet.

- Jeg havde en tendens til at påføre mig både andre folks smerte og de problemer, der var i verden. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt se, at det nok handlede om, at jeg ikke kunne rumme den smerte jeg havde efter min mors og fars død.

Nadia begynder på universitet, men følelsen af, at der er noget galt, flytter med. Flere gange bliver hun ramt af alvorlige angstanfald, og tanker om selvmord bliver mere og mere virkelige. En dag tager jeg mig selv i at stå med en håndfuld smertestillende piller i hånden.

Jeg overvejede virkelig, om det var i dag, at det skulle slutte, for jeg kunne slet ikke holde ud af være i min krop mere, forklarer Nadia, der dog lader pillerne være, og i stedet ringer til sin storebror. Efterfølgende er hun flere gange forbi psykiatrisk skadestue, men en dag får hun en psykolog, der for første gang spørger ind til, hvordan hun har det i kroppen.

- Jeg tænkte; min krop? Hvad mener du? Pludselig blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk aldrig havde kunnet mærke min krop eller min mavefornemmelse, fordi det havde været for smertefuldt. Så da jeg begyndte at kunne mærke min krop og mine følelser, begyndte tingene at forandre sig.

Tæller de gode dage
Nadia begynder at sætte nogle små mål for sig selv. Hvis ni ud af 10 dage er dårlige, er målet, at det om en måned kun er halvdelen, og langsomt begynder det ægte smil at komme tilbage på Nadias læber.

I huset i Millinge på Sydfyn sidder hun med sin nyfødte dreng. Han er indhyllet i en slynge og ligger trygt i sin mors favn. Samme tryghed har hun fundet i sit voksenliv sammen med manden Peter og deres tre drenge.

- Jeg ser mit liv som en masse klodser, som jeg kan sætte sammen, som det passer mig, og jeg tror aldrig, at jeg ville have fået den indsigt i mig selv uden den barndom. Og jeg kan helt ærligt sige, at jeg har fået et fantastisk liv.