Når livet gør ondt

Storebror findes kun på en tegning

30. oktober 2013 af Louise Søgaard /Foto: Gregers Overvad
Over Louise og Thomas seng hænger tre sort-hvide tegninger af tre babyer. To lever. Det er Josephine og Mathilde som nyfødte. Den tredje er deres storebror Patrick, som kun fik en time sammen med sine forældre. Tegningen er det kæreste minde om hans korte tid på jorden.

På tegningen af Patrick, kan man ikke se, at han var syg. Kunstneren Heather Spears har tegnet ham, som ville han have set ud, hvis hans mave ikke havde været alt for stor pga. hans sygdom.

Læs også: Sussies søn Anton var dødfødt og vejede 575 g. Men han lever i dag

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

41-årige Louise Hartmann elsker den tegning. Det er præcis sådan, hun husker sin søn. Hun havde ham kun hos sig i en time, så åndede han fredeligt ud.

For syg til livet

Patrick blev født i uge 21. Lægerne havde sat Louise i gang, fordi de havde opdaget Patricks alvorlige sygdom i den første scanning.

Læs også: Hasse var dødsfødt i 24. uge, men kom tilbage til livet på sin mors bryst.

Hans tisseklap var defekt, så han kunne ikke tisse. Derfor var der for lidt fostervand, og Patricks mave bulede ud på grund af den urin, som han ikke kunne komme af med.

Husker hvert minut

Han så meget fredsfyldt ud, da han blev født, og han trak selv vejret som han lå på mit bryst. Vi vidste, at vi skulle sige farvel til ham, og selvom det var hårdt, græd jeg ikke.

-Jeg nød hvert et minut. Det var først, da jeg vågnede næste dag, og jeg ikke kunne se ham, fordi han var kørt på krematoriet, at jeg brød sammen, fortæller Louise, der går hjemme med sine to piger.

Kæmpede for at blive forældre

Patrick var parrets første barn. Et barn som de havde kæmpet fem år på at få. Han blev til i 3. inseminerings forsøg og Louise og hendes mand Thomas, der arbejder som elevatormontør, var lykkelige.

Læs også: Lægerne sagde, at Charlene aldrig ville blive mor. Nu har hun firlinger

Endelig så det ud til at lykkes. De blev en familie, men de fik kun en time med deres barn.

Mirakel-pigerne

Siden er både Josephine og Mathilde kommet til, og de er begge mirakelbørn. Louise aborterede fire gange efter Patrick og to gange efter Josephines fødsel.

-Da Josephine var tre år, fik hun øje på tegningerne af hende og Patrick, og spurgte til dem.

-Siden den dag, har hun helt af sig selv stillet sig foran tegningen og sagt godnat til Patrick hver aften. Det samme gør jeg, når jeg skal i seng, fortæller Louise.

Tegningen er et kært minde

Hun fik ideén til at få Patrick tegnet, da hun stødte på et link til Heather Spears på foreningen for spædbørnsdød.

Heather er en canadisk født tegner og digter, som har 30 års erfaring med at tegne for tidligt fødte børn i Danmark, Sverige, Norge og England.

Hun er netop nu aktuel med udstillingen "RIGETS BØRN" -Babyer fra neonatalafdelingen 1983 -2013, på Rigshospitalet indtil 31. oktober.

For tidligt fødte er særlig smukke

-De små rører noget i mig. De er så smukke og anderledes, og så ligger de jo og kæmper for livet. I starten var sygeplejerskerne meget forbeholdne overfor mig. Men da de så, hvor glade forældrene blev for mine tegninger, fik jeg lov at være på afdelingen, fortæller Heather Spears.

Hun tegner også børn ud fra fotografier, som i Patricks tilfælde.

-Vi sendte fire billeder af Patrick, og jeg græd af glæde, da jeg modtog tegningen med posten. Det lignede ham virkelig, og man kan ikke se, at han var syg. Han ligner bare et lille barn, som ikke overlevede verden, siger Louise.

Fotos er for barske

Billederne af Patrick er stadig for barske at se på. De er gemt væk i en kasse sammen med hans dåbspapirer. I stedet mindes familien Patrick med Heathers tegning.

Tegningen kom til at betyde så meget for Louise og Tomas, at hans søstre selvfølgelig også skulle portrætteres på samme måde. I deres tilfælde behøvede Heather ikke at undlade nogen barske detaljer.

Heather Spears har 30 års erfaring med at tegne for tidligt fødte. Du kan læse mere om kunstneren på www.heatherspears.com

Sponsoreret indhold