Tak for hjælpen
Børnene var kun seks og syv år, da Birgitte måtte indse, at hun ikke magtede dem. Hun havde et narkomisbrug, som hun desperat havde forsøgt at komme ud af i mange år. Hver gang faldt hun i igen. - Det gør ondt, når ens datter siger "Mor, det må du aldrig gøre mere", for det kunne jeg jo ikke love hende med god samvittighed, fortæller Birgitte Fröhlich, 35 år, fra Horsens.
Hun forsøgte at være ærlig over for de små børn og forklarede dem, at misbruget var som en sygdom, og hun kæmpede for at blive rask. Alligevel måtte hun opgive at beholde Lizette og Nicki hjemme. - Jeg havde det ikke godt med, at de ikke kunne bo hos mig, jeg ville selvfølgelig helst havde dem hjemme, men på den anden side kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne klare det selv, siger hun.
Stoffri i to år
Hun lavede en aftale med kommunen, hvor hun forlangte, at børnene ikke måtte skilles. De skulle blive sammen, og kommunen skulle finde den perfekte plejefamilie til dem. Til gengæld skulle hun være stoffri i to år, inden hun kunne få dem hjem igen. - Det var svært. To år virker som en evighed, når man har forsøgt at blive stoffri så mange gange, som jeg havde. Men så blev jeg gravid. Det var åbenbart det, der skulle til for mig. Jeg havde kæmpet i så mange år, men da jeg havde en lille baby i maven, kunne jeg bare ikke få mig selv til at tage stoffer, for det jeg gjorde ved mig selv, gjorde jeg jo også ved barnet, siger Birgitte.
Fra den dag var hun stoffri. Samtidig var hun i behandling med Minnesotakuren og fik støtte fra en misbrugsvejleder, hun havde tillid til. Den mindste søn fik hun lov at beholde hjemme. - Jeg kom på et mor og barn- hjem i Vejle sammen med min lille søn, Jannick, hvor jeg skulle bevise, at jeg kunne klare ham. Og så skulle jeg selvfølgelig være stoffri, forklarer hun. Og så gik jagten på den perfekte plejefamilie ind.
Tillid fra første dag
- Jeg ville gerne have, at de skulle blive i Horsens, så de ikke var for langt væk. Det var nok derfor, de boede på børnehjemmet i to år. Men da jeg mødte Mona og Christian, vidste jeg, at de var perfekte. Jeg havde tillid til dem fra første dag, fortæller Birgitte. Det var pludselig underordnet, at plejefamilien boede i Skærbæk i Sønderjylland. - Jeg blev betragtet som en del af familien, og jeg var velkommen til at komme på weekend, så jeg kunne være sammen med børnene, siger hun.
I Skærbæk faldt Mona og Christian straks for Lizette og Nicki. - De er jo mine hjertebørn. Og deres mor formåede noget, som ingen havde forventet af hende. Vi fik at vide, at vi skulle forvente, at Lizette og Nicki skulle bo her, til de fyldte 18 år, for deres mor havde kæmpet mange kampe og tabt, fortæller Mona, 48 år. Både Mona og Birgitte så, hvordan børnene forandrede sig i de trygge rammer.
Elsker dem
- De faldt mere til ro nede hos Mona og Christian, det kunne man mærke på dem begge, siger Birgitte. - De forandrede sig i kraft af, at vi kom til at holde af dem. De kom jo fra et børnehjem, hvor børnene må dele pædagogerne med en masse andre børn. Hos os var vi en familie, siger Mona, der også i dag har to plejebørn. Begge plejeforældrene lyser op i et kæmpe smil ved gensynet med Lizette og Nicki, da Ude og Hjemme besøger dem med børnene.
Det er tydeligt, at følelserne mellem børnene og plejeforældrene er ægte. - De var så unge, da de kom, derfor kom de også til at betyde noget helt specielt for os. Man knytter sig mere til små børn. Vi elskede dem, og det gør vi stadig. Vores børn var også utrolig glade for dem, fortæller Mona. - Vi savner dem. Vi ville ønske, at vi så noget mere til hinanden, for vi var kede af at miste dem, men selvfølgelig også glade for, at de kom hjem til deres mor, siger Mona.
Perfekt plejefamilie
Også Birgitte er glad for hele forløbet. - Det var dejligt at få dem hjem igen efter så mange år. Vi kan ikke indhente de tabte år, men vi har mange ting, vi skal nå. Jeg er bare taknemmelig for, at vi virkelig fandt den perfekte plejefamilie, siger hun og fortsætter: - Lizette og Nicki har ingen mén af mit misbrug, men det er kun, fordi de har været hos sådan en god plejefamilie.
Lizette er i dag 16 år og går i 9. klasse og har bestemt sig for at blive pædagog på et børnehjem. Nicki på 15 år går i 8. klasse og prøver stadig at finde ud af, hvad for en uddannelse han vil have.
[email protected]
