Thomas' løfte til sin døende hustru: Jeg passer på din søn

​Mor, vågn op. Vågn op!

14-årige Laurits puffer til sin elskede mor, der ligger livløs i sengen på hospice. Normalt er den unge dreng i hvirvelvind, der ikke kan stå stille, men denne dag er de pludselige bevægelser væk, en alvor har sænket sig over ham. Det er bare få timer siden, at 50-årige Kristine tog sit sidste åndedrag, og hendes største ønske var, at hendes søn fortsat ville få kærlighed og omsorg. Da hun lukkede øjnene, vidste hun, at det ønske ville blive opfyldt, for ved siden af Laurits står Thomas.

– Kristine var ikke bange for at dø. Men hun var bange for, hvad der skulle ske med Laurits. Hendes største frygt var, at han udelukkende ville bo på en institution resten af sit liv, og det kunne hun slet ikke bære, fortæller 51-årige Thomas Wendelboe Lund, siddende ved spisebordet i den hvide villa i Randers.

Snigende følelser

På hans venstre side pryder et stort billede af Kristine væggen. Når sorgen har gnavet ekstra dybt, har billedet af hustruen været med til at lindre for en stund. Han har sagt godmorgen og godnat, og han har fortalt hende om sine følelser og den dagligdag, der til tider har virket grå uden hende i den.

– Det lå slet ikke i kortene, at vi skulle være kærester, fortæller Thomas med et smil, idet han skruer tiden til 2011.

Det år gik han som single på datingsiden SinglePlus. Thomas havde to større børn og en skilsmisse med i bagagen, og han ville ud at møde nye mennesker og have det sjovt. En dag begyndte han at skrive med Kristine. En single fra København, der boede med sin autistiske søn, som hun havde fået med en anonym donor. Thomas ønskede bare et uforpligtende bekendtskab, men det skulle blive begyndelsen på et kærlighedseventyr.

– Vi hyggede os gevaldigt sammen. Den store geografiske afstand gjorde, at ingen af os tænkte på forhold i begyndelsen, fortæller Thomas.

Men som tiden gik, kunne han mærke, at følelserne kom snigende. Tanken om at have en hverdag med et barn med store udfordringer, kunne han ikke overskue, og han valgte på et tidspunkt at afslutte forholdet. Men trods beslutningen, stoppede følelserne ikke, og jo længere tid han og Kristine var væk fra hinanden, desto større blev savnet. Til sidst blev de enige om at give forholdet en chance.

– Jeg havde ingen intentioner om at elske Laurits. Hvis vi bare kunne få en hverdag, der var udholdelig, var det godt, og det forstod Kristine, forklarer Thomas.

Lykkelige hverdage

For at forstå drengens verden begyndte Thomas dog at læse om Laurits’ handicap, og langsomt begyndte den lille dreng at kravle ind under huden på Thomas.

– Jeg syntes simpelthen, at han var fantastisk. Han var charmerende og sød, og selv om det var hårdt, fik man så meget igen.

Omdrejningspunktet for deres fælles fremtid blev en smuk, hvid villa i Randers. De tog på mange rejser og elskede at tage til Skagen om sommeren, men mest af alt elskede de hverdagen. For når den spillede, var alle lykkelige.

Kristine fik job som pædagog, og Laurits boede noget af tiden på en institution i nærheden. I 2018 begyndte Kristine at få smerter i brystet. Lægen vurderede først, at det var en hævet mælkekirtel, men smerterne fortsatte, og Kristine fik det ofte dårligt. Året efter blev hun indlagt med, hvad de troede var en lungebetændelse. Det viste sig at være endnu værre. Kristine havde brystkræft, og den havde spredt sig til alle lymfer, lænd, lunger, lever, hjerne og rygsøjle.

– Jeg spurgte lægen, om Kristine ville leve til på lørdag. Han regnede med det, men kunne ikke garantere noget. Der gik alvoren virkelig op for os.

Officielt far

Mens følelserne og frygten væltede gennem kroppen, var der en tanke, der smertede Kristine mere end tanken om at dø. Hvad skulle der ske med Laurits?

– Jeg havde tidligere nævnt for hende, at jeg gerne ville adoptere ham. Jeg følte mig tæt knyttet til ham, og jeg elskede ham. Så jeg var ikke i tvivl. Det betød meget for Kristine, og det gjorde også, at hun kunne fokusere på sig selv og sin behandling, forklarer Thomas, der allerede samme dag kontaktede Familieretshuset for at sætte skub i adoptionen.

Han forklarede den alvorlige situation – at de ikke vidste, hvor lang tid Kristine havde igen, og seks dage senere fik han beviset på, at han officielt var far til Laurits.

– Der var nogen, der sagde til mig, at jeg måske lige skulle overveje det. Men de overvejelser havde jeg allerede gjort mig. Jeg elskede Laurits, så det der var naturligt for mig. Selv om det betød meget for Kristine, var det faktisk ikke derfor jeg gjorde det, forklarer Thomas.

Den efterfølgende tid fik han styr på alle de praktiske ting, og de valgte at sige ja til hinanden på rådhuset i Randers. De mange kemo og strålebehandlinger sled på Kristine, og da hun begyndte at tabe håret, blev det et fysisk bevis på den sygdom, der havde indtaget hendes krop.

Med en mental alder på omkring to år, ville Laurits aldrig forstå alvoren i sin mors sygdom. I stedet prøvede Thomas og Kristine at lukke ham ind alvoren på en måde, så han forstod det.

– Vi sagde til Laurits, at mor har fået verdens bedste medicin. Medicinen er så god, at håret blev så forskrækket, at det løb ind i skoven, forklarer Thomas.

Et løfte for livet

Selv kunne han kun magtesløst kunne se, at hans hustru fik det værre. Da 2021 skiftede til 2022, begyndte hun at få problemer med at finde ordene, og de forberedte sig mentalt på, at Kristine skulle dø. De talte om, hvad der skulle ske efter hendes død, hvad de troede på, og Thomas lovede hende flere gange, at han nok skulle passe godt på Laurits.

Kort tid efter at de kom hjem fra en sommerhustur i Skagen, begyndte Kristine langsomt at lukke sig ind i sig selv, og da de lå sammen i sengen på hospice med udsigt over Århusbugten, vidste de, at der var kort tid tilbage. Om aftenen den 13. juli 2022 kunne de mærke, at tiden var inde.

– Jeg elsker dig, og jeg passer på Laurits, sagde Thomas, da han kunne se, hvordan hendes farve i ansigtet skiftede. Kort tid efter stoppede vejrtrækningen.

– Jeg havde troet, at jeg ville gå i panik og blive desperat for at få nogen til at gøre noget. Men det var ikke tilfældet. Det eneste jeg havde lyst til, var at ligge helt tæt på hende, fortæller han.

Med sin tommelfinger knyttet ind i hendes hånd, lå Thomas hele natten med sit hoved tæt på hendes, mens han kyssede og aede hende.

Kyssede farvel

– Det var Kristines ønske, at Laurits så hende, når hun var død, hvis hun så pæn ud. Og det gjorde hun. Jeg tror, at det har gjort det nemmere for ham at forstå, at hans mor ikke var der mere, forklarer Thomas, der den dag gik ud af værelset med sin søn ved sin side.

Den efterfølgende tid følte Thomas sig underligt ovenpå. Der var styr på alle de praktiske ting, og han koncentrerede sig om Laurits, som han holdt hjemme fra institutionen i en lang periode. Men som tiden tid, begyndte sorgen at rive i kroppen.

– Jeg savnede Kristine, men mest af alt, syntes jeg, at det var synd for hende, at hun var død. Alt det, hun gik glip af. Jeg kunne sidde i lang tid og skabe en indre film med billeder af begravelsen, Laurits der spørger efter sin mor, og selv om jeg prøvede at bryde mine tanker, kom jeg hurtigt tilbage til den samme rille, forklarer Thomas, der siden Kristines død har gået i en sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse.

Som tiden gik, begyndte Thomas at føle sig nedslidt. Han havde i flere måneder holdt stædigt fast i, at Laurits skulle være sammen med ham, men til sidst måtte han erkende, at han måtte have plads til sig selv og sorgen.

Tak, far

Laurits var allerede tilknyttet en institution, da Kristine levede, og Thomas kunne mærke, at han havde brug for flere dages aflastning, hvis han skulle være den far, han gerne ville være. Alligevel gav det et stik i hjertet, hver gang han skulle sige farvel til Laurits.

– Da jeg skulle gå en aften, lænede han sig ind over mig og sagde ’tak fordi du kom og besøgte mig, far’. Jeg tudede hele vejen hjem i bilen.

For Thomas har sorgen bølget frem og tilbage. Han har følt vrede, frustration og uretfærdighed. Men også en stor taknemmelighed over at have mødt Kristine og fået Laurits ind i sit liv.

– I starten spurgte Laurits efter sin mor, han var også lidt udadreagerende. Men det er, som om han har accepteret, at hun er hos stjernerne, planterne og på kirkegården, som han selv udtrykker det. Han nævner hende også, når vi kører forbi sygehuset. Så kan han sige, ”der fik mor verdens bedste medicin” eller ”mors hjerte gik i stykker”.

I dag kalder han Thomas for far, og det har givet ham en følelse af samhørighed.

– Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet, at livet kunne tage den her retning – på godt og ondt. Laurits er en kæmpe mundfuld, men samtidig en kæmpe glæde, og jeg elsker ham lige så meget som mine andre børn. For mig er han ikke en sidste rest af Kristine. Han er helt sig selv, og jeg er taknemmelig for, at jeg har fået lov til at være hans far.